Du tragter og Du higer og veed ei selv hvorhen;
Men jeg kun begjerer at blive hos min Ven.
Ustadige Vinde, de blæse paa Din Vei;
Men hvor Du Dig vender, jeg svigter Dig ei.
Du synes mig letsindig, Du tænker tidt paa Svig;
Men jeg er bedrøvet og tænker kun paa Dig.
Jeg vandred ved Din Side paa den sommergrønne Vang,
Da lytted’ Du begjerlig til fremmed Fuglesang.
Og Flodbølgen leged i Aftensolen rød,
Jeg lytted kun til Gjøgen, den spaaede mig min Død.
Den spaaede mig min Død i min favreste Vaar,
Gud give, det var sandt, og jeg laae paa sorten Baar.
Du agted det kun lidet, da jeg var sorrigfuld,
Maaskee det vil Dig angre, naar jeg er lagt i Muld.