Jeg eier en mægtig Veninde,
Hun gav mig en Talisman,
Der lever ei Mand eller Qvinde,
Der den fravende mig kan.
Jeg ikke for Keiserens Rige
Den sælger og ikke for Guld,
Og ei, om den deiligste Pige
Paa Jorden vil vorde mig huld.
Thi seer Du i selsomme Rækker
De Tegn i Klenodiets Rand?
Ved dem jeg Aander opvækker
I Luft og i salten Vand.
Ved dem erhverver jeg Skatte
Og vorder som Salomon klog,
Ved dem jeg mægter at fatte
Naturens og Hjerternes Sprog.
Ved dem kan jeg Stene bortvælte,
Beskrevne med Gravens Skrift,
Og mane de sovende Helte
Af Dybet til ny Bedrift.
Og Jomfruer, der monne hvile
Med blegnede Kinder paa Baar,
Dem lærer ved dem jeg at smile
Saa frisk som den unge Vaar.
Om derfor en Engel mig bragte
Fra Himlen den deiligste Krands
Den Gave, min Musa mig rakte,
Jeg bytted ei for dens Glands.