6. En Partisang
fra den svundne Tid.
fra den svundne Tid.
Mit elskte Land hvor er det Seierssmykke,
Som Du har baaret i en svunden Old,
Hvi taler hvert et Døgnblad om Din Lykke,
Endskjøndt Din Aand er vorden svag og kold?
Hvad er den Frihed, som man Dig vil skjenke?
Kun den at feire Kongers Fødselsdag;
Kun den at klirre med Journalers Lænke,
Hvor for en Styver sælges Landets Sag;
Hvor man loyalt paa Trykpapir sig fryder,
Naar feige Slaver slikke Fyrstens Spyt,
Hvor kjøbt Begejstring sværmer for hans Dyder,
Saa Løgnens Fader selv maa sige: „Lyt!”
Hvad gavner Modet i Din Krigers Øie?
Ei Generalen spørger om hans Mod,
Naar han kun taus sin Ryg forstaaer at bøie,
Og naar Gamaschen slutter om hans Fod.
Hvad gavner det, at skjønne Kræfter spildes,
At end Dit Hjerte slaaer ved Skjaldens Røst,
Naar Phantasien fra sin Tid forvildes
Og drømmer kun om andre Tiders Lyst?
Og naar Din bedste Sang kun er en Klage,
Et Efterskjær af gamle Seclers Glands,
Naar al Din Stolthed er de svundne Dage
Og al Din Fryd en vissen Laurbærkrands?
Hvad gavner Videnskab, naar den forstummer,
Hver Gang den tale skal et dristigt Ord?
Hvad gavner Kunsten selv, naar halv i Slummer
For Magtens Blik den bøier sig til Jord?
Og hvad kan Kongers Gunst og Smiil Dig baade,
Naar Du skal dyrke Mennesker som Gud,
Og naar hvert Aandepust kun er en Naade,
Der kan Dig røves paa Din Herres Bud?
Hvad gavner Naaden Dig? Kan den vel hæve
De lave Tanker i en slavisk Aand?
Hvad skjenker Naaden Dig? Kun Ret at bæve,
At gaae som Barn i gyldne Ledebaand.
Forlang ei Naade meer, men bryd den Skranke,
Der fængsler Dristigheden i Dit Bryst,
Og lær paa ny, at Tale, Tro og Tanke
Er frie som Bølgen ved Din blege Kyst!