Til Thorvaldsen
(Afsungen paa Rysøe.)
(Afsungen paa Rysøe.)
Hvi funkler nu saa stærkt hver Ynglings Øie?
Hvi hæver sig hver ædel Qvindes Barm?
Hvi maa den stolte Mand sin Pande bøie?
Hvi vorder selv den ældste Olding varm?
Hvi rører sig saa høit hver Digtertunge,
Mens Harpen klinger under Egens Blad?
Hvi høre vi hver Fugl i Lunden siunge,
Mens gamle Fiender glemme deres Had?
En stor og sielden Konstner blandt os træder,
Derfor nu vorder hver en Yngling varm,
Derfor saa høit hver Digtertunge qvæder,
Derfor sig hæver mildt hver Qvindes Barm;
Derfor hver laant og løiet Glands bortsvinder,
Og Døgnets Smiger nu os blænder ei,
Imens hver sand og ædel Tone finder
Til Konstens store Søn en sikker Vei.
Alt hvad i Livet kraftig sig bevæger,
Det præged han for Evigheden af,
Det skiønne Barn, der med vor Smerte leger,
Den dunkle Aand, der stander ved vor Grav,
Den unge Pige, der sin Drøm forfølger,
Den Vises Stirren giennem Skyens Rift,
De store Heltesagn i Tidens Bølger,
Og Troens bedste, helligste Bedrift.
Ja tidt skal Vinden vore Kyster svale,
Og ofte Smerten vexle skal med Lyst,
Og ofte Regnen falde skal i Dale,
Og mangt et Foraar skifte skal med Høst,
Og mangt et Skib skal end vor Jord omseile,
Og mangen Bølge slaae den danske Strand,
Og længe Pilen skal i Sø sig speile,
Før atter der vil fødes slig en Mand.
Derfor vil Danmark ei hans Navn forglemme,
Saalænge Konsten mindes end i Nord,
Saalænge Sandhed ei har tabt sin Stemme,
Saalænge Skiønhed elskes end paa Jord;
Saalænge Siælen ei til Døde fryser,
Saalænge Hiertet banker i vort Bryst,
Saalænge Aanden giennem Øiet lyser
Og leger med sin Sorg og med sin Lyst.