Saa vandrer ogsaa Du i Dødens Skygger,
Du ædle Forsker, der med trofast Haand
Har virket stille som Naturens Aand,
Naar svøbt i Natten den sit Tempel bygger.
I dette Tempel søgte Du Din Lykke,
Naturens Tanker blev Din Laurbærkrands,
Den viste Du med dyb og sjelden Sands,
Men aldrig brugte Du den selv som Smykke.
Den Lov, der binder, hvad i Lyset leved,
Til det, der er i Dybets Mørke gjemt,
Du skued grant, men havde blot forglemt,
At hvad Du saae, Du ogsaa burde skrevet.
Derfor har de, der ikkun Skrifter veied,
Og der forvexled Tanken med dens Skin,
Og Mængden, der for Aanden tidt er blind,
Kun sjelden anet, hvad i Dig vi eied.
Hvad vil da Rygtet med sin Pralen sige,
Naar den, hvis Aand sig hæved høist fra Jord,
Naar den, der dybest fatted Livets Ord,
Tidt for et ringere Navn maa Pladsen vige!
Men Lilien blomstrer selv paa skjulte Steder,
Om Mængden seer den, det den agter ei,
Den vender dog sit Blik mod Lysets Vei,
Og Himlens Engle ved dens Duft sig glæder.