Nu sank den Haand, der øved den sjeldneste Bedrift,
Nu brast det Blik, der læste den vanskeligste Skrift;
Nu flyve Rygtets Fugle mod Vesten og mod Øst,
Og bringe Sorgens Budskab fra Danmarks blege Kyst.
Thi der, hvor Stjernen blinker og høit paa Himlen gaaer,
Og der, hvor Malmen voxer og Jordens Hjerte slaaer,
Og der, hvor Elven synger sin underlige Sang;
Der læste han de Love, der styre Verdens Gang.
Hvad Ingen før har anet, det har hans Øie seet:
De Kræfter, der forbinde, hvad forhen syntes spredt,
Det skjulte Liv, der bæver i Jordens Ledemod;
De hemmeligste Gaader at løse han forstod.
Men skjøndt hans Navn nu spredtes med Ros i Verden ud,
Saa gik han dog uskyldig som Barnet til sin Gud,
Og trofast var hans Hjerte, og ydmyg var hans Aand,
Og hvem han kunde hjelpe, den rakte han sin Haand.
Aartusinder skal svinde og Slægter hvirvles hen,
Den Bygning, han har grundlagt, den blive skal igjen,
Og mangt et Land skal synke, men den skal rolig staae;
Hvi skulde vi da sørge, fordi han bort mon gaae!
Hvad her han skulde virke, det var tilendebragt,
Da vifted Aandens Vinger, da falmed Støvets Dragt,
Da drog han til de Lande, hvor Lysets Aander boe;
Hvi skulde vi misunde den Salige sin Ro!
Da Liget blev baaret bort.
Farvel, farvel, Du dybe Tænker,
Naturens store, sjeldne Ven!
Vi sikkert ei den Dag opleve,
Da vi Din Lige seer igjen.
Men skjøndt Du sank i Dødens Vande,
Skjøndt Graven dækker Dine Been,
Skal dog Dit Ord i Livet stande
Langt mere fast end Marmelsteen.
Hvad Du har virket, skal fornemmes,
Saalænge Videnskab bestaaer,
Hvad Du har været, skal ei glemmes,
Saalænge Danmarks Hjerte staaer.