Du var en fornem Mand, dog det var Fleer,
Hvis stolte Gravhøi ingen Taare væder;
Men vi, som kjendte Dig, vi skatted meer
Dit Øies Glands end al Din ydre Hæder.
Du var en ædel og en udvalgt Aand,
Der aldrig hildedes i Sløvheds Lænke,
Du eied end et bedre Ridderbaand,
End det, som Dødelige kan bortskjenke.
Et Baand, der bandt Dig til Din Konge god,
Og til Dit Land og til hver ædel Tanke,
Som Egen bindes af sin stærke Nød
Til Skovens Grund, hvori den Kraft mon sanke.
Saa hviil da sødt! og paa Din Bautasteen
Skal ingen Smiger sine Mærker trykke,
Den stande skal som Du, saa fast og reen,
Dg nøgen Sandhed være skal dens Smykke.