Du var en fornem Mand, dog det var fleer,
Hvis stolte Gravhøi ingen Taare væder,
Men vi, som kiendte dig, vi skatted meer
Dit Øies Glands, end al din ydre Hæder.
Du var en ædel og en udvalgt Aand,
Der aldrig hildedes i Sløvheds Lænke,
Du eied end et bedre Ridderbaand,
End det, som Dødelige kan bortskienke.
Et Baand, der bandt dig til din Konge god,
Og til dit Land og til hver ædel Tanke,
Som Egen bindes af sin stærke Nød
Til Skovens Grund, hvori den Kraft mon sanke.
Ja skiøn er Stiernen, naar en Drot med Lyst
Den ved en værdig Tieners Hierte hefter,
End mere skiøn er Folkets Bifaldsrøst,
Og Øiets Stierneblik, der den bekræfter.
Held være dig! en dobbelt Krands du vandt,
Din Død har vakt en usædvanlig Smerte,
En Konges Taare ved din Ligbaar randt,
Hans Klage Gienlyd fandt i Folkets Hierte.
Saa hviil da sødt! og paa din Bautasteen
Skal ingen Smiger sine Mærker trykke,
Den stande skal som du, saa fast og reen,
Og nøgen Sandhed være skal dens Smykke.