Slægter fødes, Slægter svinde, Tiden kommer, Tiden gaaer,
Men den høie Polens Stjerne fast og uforandret staaer.
Saadan var Du, saadan stod Du, stedse med et roligt Mod,
Midt i Verdens vilde Kredsgang vakled aldrig dog Din Fod.
Tunge Storme, sorte Skyer, droge frem fra Vest til Øst,
Rolig stod Du midt i Stormen, dobbelt klar i Livets Høst,
Aldrig rokket, stærk og sikker, med et lyst og stille Blik
Saae Du fra Dit høie Standpunkt, hvad paa Jorden kom og gik.
— Al den Herlighed, der fandtes blandt Mangfoldige fordeelt,
Har Du samlet i Din Tanke til et stort og mægtigt Heelt,
Du Dit Huus paa Klippen bygged, dybt og fast blev Grunden lagt,
Du har viist, at Sjælens Ungdom kan betvinge Tidens Magt.
Skarp Forstand med høi Begeistring var forbunden i Dit Bryst,
Aldrig har i Herrens Tempel før vi hørt en saadan Røst,
Kløgt og Vid og hellig Alvor mon hos Dig tilsammen boe,
Ordets Glød paa Dine Læber vidned om Din dybe Tro.
Villiens Kraft og mandig Styrke parred Du med Tankens Vægt,
Derfor stod Du som et Bolværk mod en vild og vantro Slægt,
Derfor skal Din Daad ei glemmes, aldrig glemmes skal Dit Ord,
Førend Troen reent er flygtet fra den kolde, dunkle Jord.