Carsten Hauch (1790–1872)

En Skat jeg alt har, snart jeg flere skal eie,

Bestandig i Kreds maa sig Guldtenen dreie,

Og ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,

Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.

I Gaar var jeg Gjest i den Fattiges Hytte,

I Dag ei med Fyrster min Lod vil jeg bytte;

Dog ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,

Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.

I Afgrunden glimter ei Sol eller Stjerne,

Min Fæstemand vandrer forladt i det Fjerne,

Men ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,

Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.

Hist Sølvaaren glimter i Fjeldvæggens Stene,

Men Fjeldet er koldt, og jeg sidder alene,

Og ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,

Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.

De faldende Floder i Dybene synge,

Men Mathed og Søvn paa mit Øielaag tynge;

Dog ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,

Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.