Verdens Frelser var opstanden,
Folket sig med Andagt bøied,
Thi det var en Paaskemorgen,
Alle Kirkens Klokker klang.
Blaae og gyldenrøde Smykker
Om det høie Alter svæved,
Mens de hvide Seiersfaner
Under Loftets Hvælving hang.
Mange Lys i Kirken brændte,
Fire for hver Helgens Billed
Hundred for den høie Jomfru
Og for den opstandne Gud.
Solens gyldenblanke Luer
Glimted gjennem Østens Vindue,
Trængte frem som Seierherrer,
Der fra Himlen bragte Bud.
Psalmesang og Orgeltoner
Svæved, som en Hær af Aander
Gjennem Kirkens lange Gange
Med usynligt Vingeslag.
Sangen lød om Himlens Herre,
Der mod Dødens Magter kæmped,
Seired over Synd og Smerte
Og opstod paa denne Dag.
Tovelil i Kirken traadte,
Svøbt i sorten Silkeklæde,
Der den smalle Midie dækked
Og det høie Jomfrubryst.
Eensom gik hun uden Følge,
Neied dybt for hver en Helgen,
Bad en Bøn til Himlens Dronning
Med en sagte, stille Røst.
Iled saa til Sakristiet,
Knæled der i Skriftestolen,
Taarebadet, fjern fra Mængden,
Hvisked hun med blegen Mund:
Om en Ild, der lønlig brændte,
Som ei Vievand kunde slukke,
Som ei Bønner kunde dæmpe,
Dybt i Hjertets stille Grund;
Om en aldrig standset Længsel,
Om en Leg af Lyst og Smerte,
Om en Drøm, der Hjertet lokked
Meer end Vaar og Fuglesang.
Saadan hvisked, saadan talte
Dybt i Støv den blege Jomfru,
Længe vented hun paa Gjensvar,
Da tilsidst en Stemme klang:
„Vend tilbage, vend tilbage
Over Sø og salten Vove,
Til den Ø, hvorpaa Du fødtes,
Hvor Din Barndoms Vugge stod
Du maa flye, hvis Du vil feire
Mod den farligste blandt Fjender,
Han, som alt i Paradiset
Har forgiftet Qvindens Blod.
Har ei Verdens høie Frelser
I sin Qval det aabenbaret?
Du korsfæste maa Dit Hjerte
For hos Gud at finde Trøst.
Bed til Syndens Overvinder,
Som i Dag steg op af Graven,
At en Kobbermuur han bygger
Mellem Dig og Verdens Lyst.”
Saadan talte streng alvorlig
Munken til den blege Jomfru,
Der for ham i Støvet knæled,
Mens hun skjælved ved hans Røst.