Farvel, mit elskte Moderhiem! farvel du favre Sommer!
Hvor Linden først i Blomster staaer, og Giøgen tidligst kommer.
Hvor Græsset voxer grønnest frem, og Maanen skinner klarest,
Hvor Stiernen blinker venligst ned, og Tiden løber snarest.
Og hvor jeg kiender hver en Steen, og hver en Plet i Sandet,
Og hver en sølverskægget Piil, der speiler sig i Vandet.
Men ak, det er Fortunas Skik at bole med de Slette,
Den Hund, der slumrer ved min Dør, den vil mig snart forgiette.
Den Hiort, der løber i min Skov, den skal en anden skyde,
Den Rose, jeg har elsket meest, den skal en Anden bryde.
Den Fugl, der ingen Rede har, den maa alene sove,
Den Jomfru, der mig kiærest var, en Anden vil trolove.