Det var en Aften i den kolde Høst,
Den lave Riisbøg stod i rødbruun Dragt,
De tunge Perler hang paa Skovens Blade,
Som om de sørged over Somrens Død.
I Lunden hørtes ingen Fuglesang,
Og Vinden slumred; kun et eensomt Møl,
Der, altfor sildig født, ei havde fuldbragt
Det Hverv endnu, hvortil det var bestemt,
Bevæged sig med støvbedækte Vinger
Og lydløs Flugt imellem Skovens Grene.
Da nærmed sig med langsom Gang en Vandrer,
Hvis Aasyn stemplet var med Sorgens Mærke;
Hans Øies Blik var indadvendt, som om
Han intet Ydre saae, men søgte kun
I Sjælens Dyb sin egen Kummers Billed.
Tilsidst han satte sig i Græsset ned,
Med Haanden støttet mod den blege Kind,
Ved Foden af en Eeg, der stod ved Veien.
— Den stakkels Vandrer havde nylig tabt
Et elsket Barn, en lille femaars Pige,
Med silkebløde Haar og Øine blaae,
En yndig Rosenknop, kun altfor fiin
For Vinterstormen paa den kolde Jord;
En Paradisets Fugl, der fløien var
Paa lette Vinger ned til Jordens Kreds,
Og der paa lette Vinger, hvortil Støvet
Kun hefted svagt, sig atter svang tilbage.
Alt Aaret forhen Moderen var død,
Den lille Pige var hans sidste Skat.
Han havde siddet flere Nætter ved
Den Lilles Seng og skuet, angstbeklemt,
Hvorledes Dødens Skyer vælted sig
Om hendes Aasyn, medens Sjælen drog
Sig dybt tilbage til det Inderste,
Indtil den med et Suk fra Læben fløi.
— Snart laae hun smykket som en Engel hvid,
En Myrtestængel holdt hun i sin Haand,
Og Døden havde kun, saa syntes det,
Paa selsom Viis forædlet hendes Træk.
Paa denne Dag han havde fulgt den Døde
Og seet den lille Kiste sænkes dybt
I Jord og vædet Graven med sin Graad.
— „Hvad skal jeg længer her!” saa brød han ud,
„For mig har Jordens Blendværk tabt sin Glands,
„Dens tomme Glæder er mig kun en Afsky.”
„Hvor stor var ei Din Skjønhed!” vedblev han,
„Og dog den var en Gaade, dækket med
„Et Slør for Verden; jeg kun kjendte den.
„Dit lille Hoved hviled ved mit Bryst,
„Og glad jeg lytted til Din Røst, der klang
„Liig Toner af en fremmed Fugl i Skoven;
„Jeg saae Dit Smil, Din lette Gang, hvormed
„Du, liig en Alf, paa Veien iled frem;
„Jeg saae Dig i Dit Øies dybe Blaa,
„Det var et magisk Speil, hvori en hellig
„Og himmelsk Aand med Undren skued paa
„En ukjendt Jord.”
„Ja, Du var fløien ned
„Fra Paradiset, for at vise mig,
„At det, som er en Hemlighed for Verden,
„Er mere værdt end al dens falske Glimmer.
„Jeg elsker ingen jordisk Qvinde meer,
„Og ingen ydre Skjønhed mig bedaarer;
„Jeg elsker kun et blegt og lille Barn,
„Der holder i sin Haand en Myrthestængel,
„Jeg elsker kun og ønsker kun en Grav.”
Saa talte han, mens Sjælens Blik sig fæsted
Alt meer og meer paa de forsvundne Dage.
— Tilsidst han hensank næsten som i Slummer
Thi han var træt af Vaagen og af Sorg.
Da aabned sig den Verden for hans Øie,
Der stiger frem, liig Stjerneglands i Natten,
Af Søvnens dunkle Dyb, ja liig et Billed,
Dog blegt og svagt, af Evighedens Syner,
Naar fjernt de glimte gjennem Gravens Port.
Det forekom ham, som en velbekjendt
Og elsket Skikkelse paa Veien gik
Og nærmed sig og standsed ved hans Side.
„Du maa saa stærkt ei græde,” hvisked den,
Imens en lille Haand hans Kind berørte;
Det var som lune Vindes Vift i Vaaren:
„Thi naar Du græder saa, da falder der
„En Skygge selv paa Paradisets Glæder.
„Dog maa Din Sorg ei heller reent forsvinde;
„Thi kun i Sorgen har Du mig endnu,
„I Jordens Glæder staaer jeg fjernt og glemt;
„Men Smerten er det stærke Baand, hvorved
„Din Sjæl skal drages mod det stille Land,
„Hvor jeg Dig venter med bestandig Længsel.”
„Jeg er endnu en Frugt,” saa blev hun ved,
„Der ei er moden, derfor maa jeg dvæle
„Ved Gravens Port, ved Paradisets Indgang,
„Hvor Evighedens lyse Morgenglands
„Kun glimter fjernt og svagt i Horizonten.
„Og dog er ogsaa der et deiligt Land,
„Thi dybe Floder findes der og Vande,
„Hvis Speil ei brydes af den mindste Vind,
„Og Roser blomstre der paa smekkre Stængler,
„Hvis Skjønhed ingen jordisk Aand begriber,
„Og ranke Træer med evig friske Blade,
„Som ingen Orm og ingen Vexlen kjender;
„Og i de dunkle Skove synge Fugle,
„Hvis Røst er fuld af Haab og dybe Længsler,
„Som Ingen fatter, før ham Graven favner.
„Der leger jeg paa Blomsterenge med
„De skjønne Børn, der tidlig gik herfra,
„Mens lyse Skikkelser i Luften sees,
„Og store Stjerner speile sig i Vandet.
„Der saae jeg ogsaa tidt min Moders Aasyn,
„Saa klart som Maanens, der til Jorden smiler
„Med stille Fred, men aldrig den berører.
„Hun har mig sagt, at jeg skal vente paa
„Din Ankomst i det dæmringslørte Land;
„Thi Du skal føre mig, og Haand i Haand
„Vi vandre skal mod Øst, mod Livets Opgang.”
— Saa talte hun og vinked end med Haanden
Til Afskedstegn og svandt saa hen i Luften.
Men i det Fjerne klang en dæmpet Røst:
„Dvæl ei for længe! hist jeg venter Dig.”
— Da flygted bort en lille Sky bag Skoven,
Og Bøgen skjalv og rysted fra sin Isse
De sidste Blade ned i Aftnens Stund.
— Men op af Græsset sprang den blege Vandrer
Og følte sig i Sjælen trøstet, skjøndt
Han gjennem Marv og Been en Gysen mærked,
Som Aanderigets Nærhed havde fremkaldt.
Og tankefuld han vandred mod sit Hjem,
Mens Maanen glimted bag de nøgne Grene.
Dog trende Døgn derefter var han død;
Thi den, der kaldes af en Aand fra Graven,
Saa siges der, hans Sjæl har ingen Ro
Paa Jorden meer, men drages som en Trækfugl
I Høstens Dage mod sit bedre Hjem.