Til Danmarks Dronning, Caroline Amalie
(Skrevet i Aaret 1848).
(Skrevet i Aaret 1848).
Du høie Nordens Dronning
Der smykker vort elskede Land,
Saa vidt som Danmarks Kyster
Sig speiler i salten Vand.
Saavidt som Danmarks Kyster
Opdukker af Havets Skjød,
Du Enker og Smaabørn trøster
Og lindrer den Fattiges Nød.
Du Enker og Smaabørn trøster
Og rækker dem Hjelpens Haand;
Mod Himlen dog helst Du skuer
Og løfter mod den Din Aand.
Mod Himmelen helst Du skuer
Der fandt Du Din bedste Trøst,
Mens Haab og Kjærlighed qvaltes
I Verdens letfærdige Bryst.
Mens Haab og Kjærlighed qvaltes,
Og Troskab blev sjelden paa Jord,
Du i Dit Inderste sanked
Den evige Frelses Ord.
Du i Dit Inderste sanked
De Ord, hvori Livet er gjemt;
Derfor Dit Minde skal lyse,
Naar Døgnet er længst forglemt.
Engang Dit Minde skal lyse,
Og Folket skal glædes derved,
Og Danmark skal dybt bevæges
Ved Alt, hvad Du virked og led.
Ja, Danmark skal dybt bevæges
Og see Din Uskyldigheds Glands;
Det spaaer den danske Digter,
Der rækker Dig denne Krands.