Han.
Og nu farvel da, min Hjertens Ven!
Nu falder Duggen i Dale,
Paa Lørdag kommer jeg her igjen
Og faaer igjen Dig i Tale.
Hun.
Men vogt Dig, Halvor, for Huldrens List,
Thi hun er farlig at møde,
Hvis hun Dig daarer, da veed jeg vist,
At jeg mig sørger tildøde.
Og vogt Dig, Halvor, for Dvergens Svig,
Naar Maanen blinker paa Stien!
Ja vogt Dig, vogt Dig! og tro Du mig,
Der voxer Vildgræs paa Lien.
Han.
Jeg frygter ikke for Huldrens List,
Om og jeg vandrer alene;
Thi naar jeg nævner kun Jesum Christ,
Da bli’er de Trolde til Stene.
Og nu farvel! vi maae stilles ad,
Ei hjælper Bøn eller Klage,
Naar hid jeg kommer, da er jeg glad,
Med Sorg jeg vender tilbage.