Hører I Nøkken og Huldren,
De synge den gamle Sang,
Mens Elven sagtelig rinder
Og vandrer sin vante Gang.
De synge bag sorte Fjelde,
Hvor Elven i Dybet gaaer,
Nu er det Tid til at fifle,
Mens Bjerget i Taager staaer.
Saa kast da Din Snor i Vandet,
Og frygt ei for Huldrens Svig!
Hun tænker nu paa noget Andet,
Og kommer vist ikke til Dig.
Forellen er fly og forsigtig,
Forstandig, listig og klog,
Vogt Dig, at ikke den seer Dig,
Da bider den ei paa Din Krog,
Men svømmer bort gjennem Dybet,
Og skjuler sig under Ø;
Den frygter sin egen Skygge,
Naar Solen blinker i Sø.
Thi fifle vi ikke ved Solskin,
Men helst, naar det regner i Høst;
Nu sætter Jer ned under Busken,
Og taler med sagte Røst!
Nu bider det godt paa Krogen,
Nu gjør vi en rigelig Fangst,
Seer I Forellen i Vandet?
Den spræller imod med Angst.
Det nytter Dig ei, at Du snoer Dig
Og spræller og strider imod,
Nu drager jeg Dig paa Landet,
Nu ligger Du ved min Fod.
Der skriger en Ravn paa Fjeldet,
Den flyver paa vilden Sti,
Den varsler om Storm og Uveir;
Nu er min Glæde forbi.
Der seiler en Baad over Søen,
Den vender sin Stavn imod Strand,
Og Sidsele sidder i Baaden,
Nu lægger hun ind under Land.
Ja, Sidsel har fanget de Fleste,
Hun har en lykkelig Haand.
— Tys! hør, hvor Vindene suse,
Dem standser ei Bast eller Baand.
Paa Fjeldet er Vinden Herre,
Den blæser saa vildt, den vil,
Nu skynder Jer hjem, I Piger,
Og spærrer saa Døren til!