I Bjerget der er et underligt Land,
Der voxer ei Løg,
Der synger ei Gjøg,
Der sidder den fagreste Lilievand,
Men vist hun efter Solen længes.
Dvergen i Dybet ei Græsset slaaer
Bag de gamle Stene.
Ikke han høster, og ei han saaer,
Mens hun sidder ene;
Der gaaer Dands ved Middagstid,
Der hun sidder bleg og hvid;
Men vist hun efter Solen længes.
Fangen hun sidder bag Fjelde graae,
Bag de gamle Stene,
Dvergekongen han passer paa,
Mens hun sidder ene;
Ene hun sidder med blegen Kind,
Stjaalen blev hun i Bjerget ind;
Men vist hun efter Solen længes.
Huldren synger, og Elven gaaer
Bag de gamle Stene,
Guldkronen bærer hun i sit Haar,
Mens hun sidder ene,
Slipper aldrig af Fjeldet ud,
Snart hun vorder nu Dvergens Brud,
Men vist hun efter Solen længes.
Sorgfuld gaaer hendes Fæstemand
Bag de gamle Stene,
Troer, hun er druknet i Fossens Vand,
Mens hun sidder ene;
Fossen falder bag Bjergets Tind,
Vinden i Fjeldet gaaer ud og ind,
Men vist hun efter Solen længes.