Den høie Bølge vælter sig halv graa og Hælften hvid,
Og Havets Bælte svulmer, det var ved Jevndøgnstid,
Sydvestvinden kuler mod Samsøs blege Strand,
En Fiskerbaad henglider paa det oprørte Vand.
Den ranke Mast sig neier mod Havets brudte Speil,
Mens Bølgeskummet sprøiter paa det barkede Seil,
En Fisker sad ved Roret, hans Søn ved Fokken sad,
Sit skarpe Blik han vender imod Bølgernes Rad.
Mælte den unge Fisker alt i sin Kofte graa:
„Jeg seer en sneehvid Vandfugl, som aldrig før jeg saae,
„Den synes mig saare dristig, den agter Stormen ei,
„Og høi og rank den svæver paa den skumklædte Vei.”
Da lød den Gamles Stemme: „Gud os i Naade fri!
„Det er en Havets Jomfru, hun seiler her forbi;
„Da gjelder det at kæmpe mod Afgrundens Svig,
„Naar Havfruen Dig møder, liig et svømmende Liig.”
Mæled den gamle Fisker, han dreied Seil for Vind:
„Gid aldrig Dig fange den hedenske Kvind!”
Men Stormen vældig sused, den døved fast hans Røst,
Da dreied han sin Snekke mod Samsøs blege Kyst.
Dog nærmere ham kommer den frygtelige Viv,
Sit Hoved har hun krandset med Søtang og Siv,
Hun skriger som en Søravn, der kæmper mod Storm,
Halvt synes hun en Kvinde og halvt en skællet Orm.
Saa let som Fuglen flyver, hun færdes over Hav,
Snart dukker hun sit Hoved i den svulmende Grav,
Snart hæver hun sig atter paa Bølgernes Bro,
Fingrene var at skue fast som Havørnens Klo.
I Fingregabet blinker den udspændte Hud,
Saa dristig hun sig vugger, den blege Havets Brud.
I Vinden sig bevæger hendes kulsorte Haar,
Med skælbugtet Hale hun i Bølgerne slaaer.
En Fisk hun har i Hænde, den greb hun under Vand,
Sig Smiil med Alvor blander paa Læbernes Rand,
Bevægelig som Bølgen, der bugter sig ved Ø,
Ligner hun snart en Havtrold og snart en deilig Mø.
Men da hun nu sig nærmed paa Bølgerne de graae,
Da mærkedes et Jertegn, som før man sjelden saae,
Thi pludselig blev Vandet saa glat som et Speil,
Ugjerne skued Fiskerne de slappede Seil.
Dog Havfruen vinked og hævede sin Røst,
Mens Strandfuglen lytted paa den tangklædte Kyst.
Heel selsomt blinked Vandet i Aftensolen rød,
Og mosbegroede Hoveder kom frem af Havets Skjød.
Og Havbundens Yngel sig sanked under Strand,
Mens Vindene slumred paa det hvilende Vand,
Da glemtes hvert et Fjendskab, og Havets syntes trygt,
Da leged de mindste Fiske med Haien uden Frygt.
„De deiligste Kvinder,” saa sang hun under Ø,
„I Afgrunden vandre bag den sporløse Sø.
„Der mærkes ei til Kuld, ei til Vinterens Gys,
„Der dandser Havets Jomfru ved Faklernes Lys.
„Vidunderlige Skatte, som Verden aldrig saae,
„De smykker i hendes Bolig selv den dunkleste Vraa,
„Og Lilier, Anemoner og Perler uden Tal
„De voxe der ved Siden af den rødeste Koral.
„Men Lilien sig bevæger og viser, den kan gaae,
„Mens Havslangen snoer sig imellem Klipper graae,
„Og naar dens Farve blegner, da skifter den Ham,
„Vinker jeg den med Haanden, da nærmer den sig tam.
„Vindene kun lege med Havets ydre Rand,
„Men aldrig naae de Bunden, der trygt vi slumre kan,
„De Bølger i det Fjerne som Kirkeklokker slaae,
„Da lokker os en Længsel, som selv vi ei forstaae.
„Da pludselig jeg stiger i Vind og i Blæst,
„Og sadler i Maanskin min vildeste Hest,
„Møder jeg da paa Bølgen den knejsende Fregat,
„Da klinger høit min Latter i den stormfulde Nat.
„Da ryster jeg mod Skibet mit udslagne Haar,
„Hvis da Dit Hjerte skjælver, Du vist til Grunde gaaer,
„Thi Armene jeg løfter høit over vilden Hav,
„Og river Dig fra Dækket i den bælmørke Grav.
„Men svigter ei Dig Modet, jeg svømmer tidt forbi;
„Thi Havfruen smiler paa den Dristiges Sti,
„Og Helten betvinger selv den vildeste Magt,
„Jeg elsker den, der skuer paa Døden med Foragt.
„En Drot skal nu fødes til Havfruens Lyst,
„En slig har længe manglet paa Danmarks grønne Kyst,
„Han blande skal med Bølgen sit kongelige Blod,
„Og Havet skal bevidne, at ei han mangler Mod.
„Svigter den falske Lykke tilsidst ham paa Land,
„Skal han den atter fange med Sværd paa salten Vand,
„Og Riget skal han styre, saa ei hans Navn kan døe,
„Mens Bølgen sig vælter om Danrigets Ø .”
— Saa Havfruen synger, mens Dagslyset veg,
Saa svandt hun hen i Taagen som en Veirstøtte bleg,
Da vaagned atter Vinden og flagred høit i Sky,
Mens Fiskersnekken søgte sig ved Stranden et Ly.
Dog Maanedsdag derefter, da Vaaren frembrød,
Da klang det over Landet, en Kongesøn var født,
Det var den fjerde Christian, hans Navn kan aldrig døe,
Mens Bølgen sig vælter om Danrigets Ø.