Ved hviden Strand laae Ivars lave Bolig,
Dens Dør og Vindue var mod Havet vendt,
For Mod og Dristighed var han bekjendt,
Med Søens Farer var han længst fortrolig,
Og skjøndt han eied kun en ringe Hytte,
Bedækt med Straa, ved Strandens Tang og Gruus,
Han vilde dog mod intet Slot den bytte,
Thi den laae nær den favre Ingers Huus.
Men Ingers Fader eied Gods og Guld,
Sin Velstand havde han paa Søen fundet,
Den raske Svend dog havde Inger vundet,
Den favre Mø var ham i Sjælen huld,
Og naar med letten Gang forbi hun iled,
Og naar han mødte hendes Øine blaae,
Og naar med venlig Hu hun til ham smiled,
Det var, som Himlens Port han aaben saae.
Tilsidst han gaaer til hendes Faders Bo,
Han kan ei modstaae, ham hans Hjerte tvinger,
Han siger: „Giv til Hustru mig Din Inger,
„Thi vist jeg veed, hun er mig huld og tro.
„Vel er jeg fattig, intet Guld jeg eier,
„Dog kan paa Sø jeg vel vort Ophold finde,
„Og Inger ei mig efter Rigdom veier,
„Den Skat, hun trænger til, jeg nok skal vinde.”
Den gamle Jakob stirrer taus mod Jord,
Tilsidst han svarer: „Brug dog Din Forstand!
„Inger at ægte gaaer for Dig ei an.
„Du eier kun Dit Net, Din Fiskersnor,
„Derfor gaa bort! deraf kan Intet blive,
„Hun til en fattig Svend skal aldrig bindes,
„Den unge Henning jeg mit Ord mon give,
„Ei nogen Rigere paa Leiet findes.”
Ivar ved Stranden sidder, ei han mærker,
At Solen blegner, og at Dagen svinder,
Et eget Lysskjær Vei paa Havet finder,
Mens Bølgens Slag bestandig sig forstærker;
Heel selsomt kruser sig den dunkle Sky,
Den vrede Vind den over Himlen jager,
Viben med Skrig mon op mod Kysten flye,
I Luften klinger det som Suk og Klager.
Maanen sit Aasyn løfter op i Øst,
Dens Glands sig bryder i de vilde Bølger,
Der skumbekrandsede hverandre følger.
Bestandig høiere bli’er Bølgens Røst,
Og Stormen svarer den med hundred Tunger,
Den kæmper vældigt mod de stærke Strømme,
Det vilde Kampraab under Skyen runger,
Da vaagner Ivar op af sine Drømme.
„Du Himlens Gud, bevar nu i Din Naade
„Hver christen Sjæl, der færdes over Sø,”
Saa sukked han, mens langsomt under Ø
Han hjemad gik og hørte Bølgen fraade;
„Med Vesterstormen er det ondt at stride,
„Mod Stranden kaster den det hele Hav,
„Kommer en Seiler nu ved Nattetide
„Til Landet nær, den finder der sin Grav.”
Urolig kaster han sig paa sit Leie,
Mens Luft og Bølger drive deres Spil.
„Ja,” tænkte han „jeg Glemsel søge vil
„Langt fra mit Fødested paa Havets Veie.
„Min Fader hviler under sorten Muld,
„Og her paa Øen vil mig Faa kun savne,
„Jeg vil ei see det for al Verdens Guld,
„At nogen Anden skal min Inger favne.”
Men Stormen stiger, det er Midienat,
Et Nødskud høres fra de vilde Bølger,
Og atter et, det tredie snart dem følger,
Da springer Ivar fra sit Leie brat.
Han ud af Vinduet seer, et Skib han skimter,
Som Nattestormen jaget har paa Grund,
Thi af og til bag Skyen Maanen glimter,
Mens Vinden rører Havet op fra Bund.
Han iler hurtig til sin Nabos Bolig,
Paa Døren banker han ved Nattetid.
„Jeg veed det nok, hvorfor Du kommer hid,”
Saa lød en Røst, „jeg er ei heller rolig,
„Dog tro Du mig! Bed Herren Dig bevare!
„Skjøndt Du har Mod og Dygtighed som Faa,
„Og skjøndt jeg selv er vant til Storm og Fare,
„At redde denne Gang vi ei formaae.”
— „Jeg kan ei taale disse Skrig fra Søen,
„Mig gaaer til Hjerte deres bittre Nød.”
— „Det vilde blive dog den visse Død
„Om Nogen voved sig i Nat fra Øen.”
— „Men sagtnes Stormen, vil Du da ei love,
„At Du vil hjelpe med saa godt Du kan?”
— „Jeg agter da just heller ei at sove,
„Og hjelpe skal jeg, naar det blot gaaer an.”
Ivar sig skynder til en anden Bolig,
Han banker paa og træder hurtig ind,
Der sad en eenlig Qvinde ved sit Spind,
Med natligt Arbeid var hun længst fortrolig.
Med flittig Haand hun Hjul og Teen mon dreie,
En Lampe brændte der i Hyttens Vraa,
Men hendes Husbond slumred paa sit Leie,
Og tvende Smaabørn ved hans Side laae.
Og Qvinden skjalv, da Ivar traadte nær,
Hun sagde: „Gaa! Du skal os ikke friste,
„Jeg vil min Husbond ei paa Søen miste,
„Thi vel jeg veed, hvorfor Du kommer her.
„Forsøg Du Lykken, om det saa skal være,
„For Dig en Hustru fælder ingen Taare,
„Men han er den, som skal vort Huus ernære,
„Forladte Børn vil græde ved hans Baare.”
Han svarer ei et Ord, han hurtig gaaer
Ned imod Strand, hvor Fakkelblus han skuer,
Bag brustne Skyer Glimt af Maanen luer,
En Mængde Mennesker ved Havet staaer.
— „For dem vil Dybets Magter snarlig raade,”
Saa lød det rundt, „snart maae de Alle døe,”
„Thi Nattestormen kjender ei til Naade,
„Ei Medynk findes hos den vilde Sø.”
„Lad ei forgseves lyde deres Raab!”
„Saa mæled Ivar, „kan I dem ei høre?
„Den sorte Steen ved Strand det maatte røre,
„Saalænge der er Liv, er end der Haab;
„Naar Dagen gryer, vil vist sig Vinden vende,
„Kan over Revlen hist vi bare naae,
„Saa gaaer det nok, Gud vil os Bistand sende,
„Vi bor dog gjøre, Mænd, hvad vi formaae.”
„Det Galskab er, at tænke slige Tanker,”
Svared en Fisker, som blandt Mængden stod,
„Ei nytter Vildskab her og trodsigt Mod,
„Den sikkre Kyst er nu det bedste Anker;
„Seer Du de Hexeqvinder ei, der glide
„Høit under Maanen over Sø og Strand?
„Naar de ved Nattetid i Luften ride,
„Tør intet Fartøi vove sig fra Land.”
Dog Ivar opgi’er Haabet endnu ei,
Thi Vinden har sig alt mod Syden dreiet,
Han taler med de bedste Folk paa Leiet,
Da stiger Dagen frem paa Østens Vei.
Tilsidst han finder fire Mænd, som lover,
At ham i Farens Stund de følge vil,
Og trodse Døden paa de vrede Vover,
Og see, om de kan vinde dette Spil.
„Er det Jert Alvor,” lod en mægtig Stemme,
„Saa tag den bedste Baad ved Strandens Vei,
„Hvad Brøst og Bræk den faaer, betaler jeg,
„Snart skal dens Eiermand sin Skade glemme.”
Røsten var Jakobs, kort for Midnatstids
Havde han speidet Skibet under Ø,
Den unge Henning fulgte ved hans Side,
Heel tankefuld de stirred over Sø.
— „Jeg takker, Jakob, hvis vi vælge kan,
„Din egen Baad jeg til vor Gjerning kaarer,
„Den har jo tunge, stærke, lange Aarer,
„Der holde Modvægt mod det vilde Vand;
„Thi derom gjelder det, som vel I vide,
„Naar over Revlen hist vort Fartøi roer,
„At det paa Skræntens Vande let kan glide,
„Just som en Liniedandser paa sin Snor.”
Den gamle Jakob dem sit Fartøi giver,
Mod Norden bæres det paa hviden Sand
Totusind Alen langs den blege Strand,
Thi Strømmen Vandet imod Syden driver.
Men Stormen bruser vældig end paa Havet,
Og Skummet sprøiter over Bølgens Tag,
Dog end er Skibet ei i Sø begravet,
Skjøndt fast det er forvandlet til et Vrag.
Alt vugger Baaden paa den vilde Bølge,
Da nærmer Jakob sig med sagte Fjed:
„Hvorhen mit Fartøi gaaer, der gaaer jeg med,
„Min bedste Eiendom den vil jeg følge;
„Stærk er min Arm, og skjøndt jeg ei er ung,
„Over min Svaghed skal I vist ei klage„
„Syv Mand behøves der, min Baad er tung,
„Men Henning, tænker jeg, bli’er ei tilbage.”
Dog Henning findes ei blandt Mængden længer,
Og Undergangens Stund, det klart man seer,
Til Skibets Mænd sig nærmer meer og meer,
Og Dødens Glavind i en Traad kun hænger.
Men Ivars Nabo staaer ved vilden Vove,
Han raaber høit: „Den Syvende er jeg,
„Hvis det gik an, jeg Dig min Hjelp mon love,
„Og da det gjelder nu, jeg svigter ei.
„Dog Eet forlanger jeg, hvis jeg skal følge,
„Min Nabo Ivar skal ved Roret staae.”
— „Godt,” svared Jakob, „lad det blive saa,
„Skjøndt før jeg styred selv min Baad paa Bølge.”
— Snart Baaden vugger sig bag Kystens Træer,
Den Ivar fører paa de vilde Veie,
Thi Ingen gives der, det veed Enhver,
Som styrer bedre paa det hele Leie.
Skjøndt vildt i Luften lyde Vindens Sange,
Dog Aareslaget gaaer i vante Takt.
Vel skjælver Baaden tidt for Bølgens Magt,
Dog smutter den igjennem som en Slange;
Men nu de nærme sig til Revlen hen,
Hvor Bølgen stiger fast som Fjeldets Tinder,
Og bruser vildt og synker ned igjen,
Som i en Tragt den dybt i Dybet, svinder.
„Nu gjelder det! Gud staa dem bi i Nøden!
„Thi over Revledybet Veien gaaer.
„Vel den, som Paa den faste Landjord staaer;
„Nu gjelder det, om de kan undgaae Døden!”
Saa lyder Mængdens Røst paa Strandens Sti;
„O vee! nu gaaer det galt — see, Baaden krænger,
„Den løber fuld af Vand — det er forbi.
— „Den sank til Bunds, vi see den ikke længer.”
Dog Baaden frelses ved de Aarer lange,
Der balancere paa det vilde Vand,
Og Ivar bruger Roret med Forstand,
Og baner Vei sig gjennem Bølgens Gange;
Men der, hvor Søen altfor høit sig hæver,
Der han forstaaer at dreie bort i Tide,
Behændig som en Søfugl Baaden svæver,
Tilsidst den nærmer sig til Skibets Side.
Da see de trende Mænd med Kinder blege,
Nu Ingen Fleer end de paa Vraget leved,
De Andre havde Bølgerne bortrevet,
Som vilde Rovdyr de om Skibet lege;
End Stormens Aand igjennem Luften jager,
I Dybet sunken er den ene Mast,
Igjennem Vinden lød de Bleges Klager,
Ved Skibets Tougværk klamre de sig fast.
Af Angst og Kuld de stakkels Sømænd bæver,
Sig Vragets Forstavn borer dybt i Sand,
Bagstavnen vender mod det vilde Vand,
Der over Dækket høit sit Hoved hæver;
Ei nogen jordisk Magt dets Strømning hemmer,
Paa Havet rundt de brustne Planker stod,
Og høit forkyndes det af vrede Stemmer,
Snart Vraget splintres skal i Dybets Skjød.
„Ned med vort Anker!” saa lød Ivars Ord,
„Her er vi lidt i Læ, rask, brave Mænd!
„Kast Redningstouget nu paa Vraget hen!
„Saa kan vi hale dem til os ombord.”
Som sagt, saa gjort — men ak! et Vindstød følger,
Og Baaden driver, Ankertouget springer,
Men Lykken er dem god, thi Strømmens Bølger
Henimod Vragets brustne Dæk dem tvinger.
Men Ivar gi’er sit Ror i Jakobs Haand,
— „See til at holde Jer ved Vragets Side,
„Dog ei for nær, at Baaden ei skal lide!”
Saa raaber han, mens han med dristig Aand
Griber et Toug, der ned fra Vantet hænger,
Høit over Dækket han i Luften svæver,
Op til de blege Sømænd han sig trænger,
Og langs med Takkelværket han sig hæver.
Og Redningstouget kastes til ham hen,
Hurtig han griber det ved høien Mast,
Og med behændig Haand det binder fast
Om En af de ulykkelige Mænd;
Og mellem Søerne, da Bølgen daler,
Ivar ham kaster selv i Dybet ned,
Ham Jakob hurtig hen mod Baaden haler,
Hvor alt en sikker Plads er ham beredt.
Lykken den unge Fisker mon ledsage,
Det synes nu, som Stormen tager af,
Og fra den vaade, rædselfulde Grav
Han frelser alle dem, som var tilbage;
Omsider Touget om sig selv han binder,
Han lidt kun ændser Dybets Skum og Fraaden,
Og ved de Andres Hjelp han Veien finder
Gjennem de vilde Vande hen til Baaden.
Atter de kæmpe med de stærke Bølger,
Ivar ved Roret stiller sig igjen,
Paany de nærme sig til Revlen hen,
En Himlens Engel dem paa Veien følger,
Og Aareslaget gaaer i vante Takt,
Og skjøndt i Luft end høres Vindens Sange,
Skjøndt Baaden skjælver end for Bølgens Magt,
Den smutter dog igjennem som en Slange.
En mægtig Jubel hilser dem fra Land,
Et vældigt Hurraraab fra Kysten klinger,
Enhver vil hjelpe dem, som frelst man bringer
Fra det forladte Vrag til hviden Strand;
Den favre Inger mellem Mængden staaer,
Hun rødmer stærkt, da hun mon Ivar skue,
Man mærker vel, at neppe hun formaaer
At dølge Hjertets hemmelige Lue.
Da vinker Jakob, og til Strandens Vei
Hun træder nær, han sig mod Ivar vender
Og mæler høit: „I Dag jeg først Dig kjender,
„Din store Rigdom før ei kjendte jeg;
„Mod Dig er Henning kun en fattig Svend,
„Men til en fattig Svend hun ei skal bindes,
„Derfor til Dig jeg giver hende hen,
„Thi mere rig paa Leiet Ingen findes.”