I.
Loke flygted fra Ægirs Ø,
Som Maagen han fløi over salten Sø.
Til Hlesey han kom som ubuden Gjest,
Hvor Aser var samlet ved Ægirs Fest.
Han spildte Glæden i Ægirs Sale
Ved Klaffer og Spot og forgiftig Tale.
Hans Gift var hentet fra Rastronds Elv,
Tilsidst han skaaned ei meer sig selv.
Han roste sig fræk af sin værste Daad,
Og stak sig selv med sin egen Braad.
Han sagde: .„Jeg negter det længer ikke,
Jeg gav Jer den beskeste Kalk at drikke.
Min Kløgt er hvas som det skarpe Staal,
Jeg viste Mistiltein sit Maal,
Saa den fandt Vei til Balders Bryst,
Saa spildte jeg, Frig, Din bedste Lyst.
Jeg lærte Høder den sære Leg,
Der gjorde Din Søn i Døden bleg.
Saa voldte jeg Dig den værste Qvide,
Du seer ham ei meer ved Odins Side,
At ride til Thinge, som han var vant,
Et stillere Hjem han i Helheim fandt.
Der trykker min Datter ham til sit Hjerte,
Der glemmer han Valhals Fryd og Smerte.
Fra Hel til Valhal er Veien lang,
Og Loke har standset hans lette Gang.
Nu Hel har Veien til Valhal lukt,
Og Loke har standset hans Vingeflugt.
Saa skjenked jeg for Jer den beske Skaal,
Jeg volded, at Balder blev lagt paa Baal.
Derom skal der synges saamangt et Qvad,
Naar Frigga græder, er Loke glad.”
Saa praled han fræk i den høie Hal,
Og beilede til sit eget Fald.
Sig reiste de Gjester ved Ægirs Bord,
Nu vilde de hevne det lumske Mord.
Men Odin raabte fra Høisædet ned:
„I Ægirs Hal skal der holdes Fred.”
Da saae man et pludseligt Lynildskjær,
Man mærked, at Thrudvangers Drot var nær.
Da blegned Loke, da skjalv hans Mund,
Forvoven og feig i samme Stund.
Som Vinden han Vei gjennem Hallen fandt,
Det var som en Sky, der i Natten svandt.
Han svang sig høit over salten Sø,
Han fløi mod Nord fra Ægirs Ø.
II.
Han hviled sig ved Franangerfos,
Han haabed at byde de Guder Trods.
Han voved dog ikke ved Dag at flye,
Han frygted Odins Blik bag Sky.
Han frygted, at Odin speided hans Vei,
Han vidste, ham blænded Trolddom ei.
Saa loe han igjen ad sin egen Frygt,
Han sagde: „Kun liden er Asers Kløgt.
I Viisdom Alle jeg overgaaer,
Selv Odin mod mig kun lidt formaaer.
Og kommer Mjølnirs Svinger hid,
Flux styrter jeg mig i Fossen hvid.
Og skaber mig om til en Lax i Vand,
Og glider sagte bag Klippens Rand.
Og skjuler mig bag de sorte Stene,
Hvor Elven beskygges af Skovens Grene.
Gjester saa Natten den dunkle Jord,
Da svømmer jeg ud i Franangerfjord.
Mig dækker det strømmende Nordenvand,
Jeg svømmer til Verdens yderste Rand,
Til Utgards Rige, hvor Jetter boe,
Der lader Gud Thor mig nok i Ro.
Han husker vel, hvor det gik ham sidst,
Da Utgard ham daared med Tryllelist.
Han sad i en Handske med Skjændsel og Spot,
Det voldte med Koglen Utgards Drot.
Saa sank han i Knæe for en Qvide graa,
Det glæder mig, hvergang jeg tænker derpaa.
Men jeg er blandt Jetter en velkommen Gjest,
Der sidder jeg Utgards Fyrste næst.
Naar Loke strider ved Utgards Side,
Da blive nok Odins Kinder hvide.
Da svinder Glæden af Asers Hal,
Da skuer Odin sit Riges Fald.”
Saa taug han, atter han stille sad,
Og lytted til Elvens dunkle Qvad.
Han tænkte: „Men kunde det dog ei hænde,
At Lykken sig vilde fra Loke vende?
Dog fanges han neppe med Orm paa Krog,
Dertil er Loke nok altfor klog.
Den Madding findes paa Jorden ei,
Der standser Loke paa Dybets Vei.
— Men hvis der fandtes i Asers Hær
En Mand, som i Kløgt kom Loke nær?
Jeg veed det vel, det har ingen Nød,
Min Lige blev aldrig i Verden født.”
„Men,” tænkte han atter: „Hvis Loke selv,
En Fisk vilde lokke fra Fjeldets Elv?
Og hvis den var snedig som Dybets Snog,
Og ei vilde bide paa Lokes Krog?
Med hvilke Paafund med hvilken Kløgt,
Som Ingen paa Jord har end forsøgt,
Med hvilke Rænker, med hvilken List,
Som Ingen paa Jord har tænkt og vidst,
Mægted da Loke den selv til Trods,
At drage den frem af Dybets Fos?”
III.
En Hytte var bygget ved Elvens Stene,
Der Loke sad med sig selv alene.
En Skorsteen stod i den dunkle Stue,
Der havde han tændt en lønlig Lue.
Der sad han stille med grublende Mod,
Mens Elven larmed ved Klippens Fod.
Mens under ham rulled de Bølger snare,
Han leged i Hu med sin egen Fare.
Han tænkte: „Mon jeg fra Dybets Elv,
Med Kunst og Kløgt kunde fange mig selv?”
Saa gik han ned imod Elverskjær,
En Edderkop saae han bag tvende Træer,
Den lured bag en Pileqvist,
Dens Væv var spunden med megen List.
Den fanged en Myg i sit sine Spind,
Og svøbte den tæt i Væven ind.
Da hjalp ei dens Gift og dens Vingers Slag,
Den havde skuet sin sidste Dag.
Men Loke mæled med selsomt Mod:
„Nu veed jeg, hvad ikke jeg før forstod.
Var Væven fast og Traaden stærk,
Da kunde den øve det snilde Værk,
Som nylig Loke grubled paa,
Nu kan det Hele jeg godt forstaae.”
Han mærked en Blanding af Lyst og Gru,
Han kan ikke modstaae sin egen Hu.
Hvad nylig var født i Sjælens Hjem,
Sig trænge vil gjennem Haanden frem.
Han sagde: „Jeg føler en selsom Lyst,
Det er, som jeg hørte min Tankes Røst.”
Han tænkte: „Mig stader det ingenlunde,
Jeg vil kun see, om det lykkes kunde.”
Han danned en Naal med Kunst behænde,
Heel let han kunde den snoe og vende.
Saa spredte han Traade med kløgtig Aand,
Og knytted dem sammen med listig Haand.
Han knytted Knuder, han Masker slog,
Han gjennem Maskerne Traaden drog.
Han fletted det Hele fast og let,
Han sletted det første Fiskernet.
Med Stene betynget det sank i Vand,
Med Snore drog han det op paa Land.
I trende Timer var Alt fuldbragt,
Det var, som ham hjalp en usynlig Magt.
Det var, som han virked ved Kogleri,
Som Dybets Dverge ham stode bi.
Han sagde: „Saa løste jeg Gaaden dog,
I Verden er Ingen som Loke klog.”
IV.
Pludselig rysted Bjerg og Dal,
Der glimted et Lyn i Luftens Sal.
Men Loke lytted bag Fjeldets Tind,
Han meente, han hørte fjerne Trin.
Han bøied sit Hoved mod Jorden ned,
Han meente, han hørte Asernes Fjed.
Da greb han sit nysfuldendte Værk,
Og kasted det i den Flamme stærk.
Han kasted sit Net i den brændende Lue,
Han sagde: „De skal det aldrig skue.
Men før De mig fange bag Bjergets Tind,
Før skal de fængsle den susende Vind;
Den susende Vind og den lette Drøm;”
Saa styrted han sig i den vilde Strøm.
Men Aserne vandred bag Skovens Træer,
De vidste vel, at Loke var nær.
Ham skued fra Hildskjalf Odins Blik,
Da Morgensolen i Øst opgik.
De vilde nu kue hans frække Mod,
Han skulde nu bøde for Balders Blod.
Dem fulgte Vanerne Frei og Njord,
I Sandet skued de Lokes Spor.
Men Loke selv de ikke saae,
De speided i Hytten, i hver en Vraa.
De speided i Dal og bag Skovens Green,
De speided paa Fjeld og bag Elversteen.
Men Loke skuffed det skarpests Syn,
Forgjeves udslyngede Thor sit Lyn.
Da meldte Freir: „Vi fange ham ei,
Som Røgen han finder i Luften Vei.
Hans Paafund og Rænker er uden Tal,
Som Regnens Draaber i Skovens Hal.”
V.
Med Aserne kom der en kløgtig Mand,
Fast Loke liig i Vid og Forstand.
Liig Loke løste han hver en Gaade,
Dog brugte sin Kløgt han paa bedre Maade.
Han Svaser hed, han var Alle kjær,
I Viisdom kom han fast Odin neer.
Han sagde: „Ved Vandet jeg seer hans Fjed,
Han skjuler sig vist bag Elvens Bred.
Dog er det ei let at fange ham der,
Han viser sig neppe ved Dagens Skjær.
Han venter, til Mørket ham dække kan,
Saa vil han svømme til Udgards Land.
Dog saae jeg et Spor i det slukte Baal,
Maaskee det leder os til vort Maal.”
Saa bød han dem ind i Huset at gaae,
Han peged paa Arnen i Hyttens Vraa.
Der saae man en selsom Runeskrift,
Den vidned om Lokes sidste Bedrift.
Skjøndt Nettet, virket med Flid og Kunst,
Var svundet i Støv og Røg og Dunst,
Man skued dog Mærker i Asken graa,
Af Traadens Gang og af Masker smaa.
Da mæled Qvaser: „Seer nøie til!
Thi her har han drevet et selsomt Spil.
Hans Paafund og Rænker er uden Tal,
Dog beiled han her til sit eget Fald.
Han leget har med sin egen Fare,
Han stillet har for sig selv en Snare.
Han skabte med Kunst og Flid sit Værk,
Han spandt sin egen Dødningsærk.”
VI.
Da Aserne fatted hans Tanke ret,
Saa fletted de selv et kunstigt Net.
I Asken læste de Lokes Kunst,
Den fødtes igjen af Støv og Dunst.
Thi Qvaser dem leded med kløgtig Aand.
Dem hjalp og Odins usynlige Haand.
Og Lokes Naal de paany havde fundet,
I trende Timer blev Nettet bundet.
Men Thor til Bæltet i Vandet treen,
Med Mjølnir han splintred de største Steen.
Han splintred ogsaa den Klippe graa,
Hvorunder den listige Loke laae.
Saa sænked de Nettet i Elvens Skjød,
Der Loke svømmed i yderste Nød.
Det hjalp ei, han sprang over Nettet hen,
Tilbage ham kastede Thor igjen.
Og Aserne blænded hans Trolddom, ei,
Og Njordr spærred ham Bølgens Vei.
Saa fanged de Loke, for Sol gik ned,
Da hjalp ham kun lidt hans Kløgt og Sned.
Hans Kløgt havde voldet saa mangen Harm,
Den vendte sig nu mod hans egen Barm.
Han brugte saa mangen skadelig List,
Den skaded dog meest ham selv tilsidst.
Ham Aserne fængsled til Fjeldets Blok,
Der skal han hvile til Ragnarok.
Der hviler han bleg, som et Lig paa Baar,
Til Surtur kommer og Verden forgaaer.
Og ei skal han løses, før Agdrasil brænder,
Før Kræfterne spredes og Tiden sig ender.