Jeg har en mægtig Ven.
Før slentred han paa Gaden om, og Intet gad han gjøre;
Men nu han veed at føre
Med Dristighed sin Pen;
Han ligger som en Cerberus ved Foden af Parnas,
Og den, han viser Tænder, faaer der slet ingen Plads.
Thi han har stedse Ret
Selv naar han handler Uret, naar han det Bedste vrager,
Os intet Værk behager,
Naar han det kalder slet;
Fast Ingen understaaer sig at fælde nogen Dom,
Før man har læst i Bladene, hvad han har sagt derom.
Han er et stort Geni,
Thi selv hvad ei han fatter, han herlig dog forklarer,
Han trodser alle Farer
Og har et stort Parti.
Han gaaer ei frem med Læmpe, dog er han grusom ei,
Og roser lidt en Stymper, naar han bukker paa hans Vei.
Hvad der var sandt ifjor,
Og hvad der syntes rigtigt, da Vinden stod i Vesten,
Det dreier han med Blæsten,
Naar den slaaer om i Nord,
Vil sige, naar det passer sig for dem, han stander bi,
Thi Sandhed er kun sand, naar den gavner hans Parti.
Han hyller Alt i Dunst,
Dog bag hans dunkle Tale man aner skjulte Skatte,
Hvad før var let at fatte,
Det skjuler han med Kunst;
Han er en grundig Tænker, han skriver excellent,
Halv er han en Politikus og halv en Recensent.
Han kan bevise Dem,
At alle Ting bør skues paa Vrangen ei paa Retten,
At Sex og Sex er Tretten,
At To og To er fem;
At Vintersneen brænder, at Vaarens Sol er graa,
Og hører De hans Tale, da troer De selv derpaa.
Han har en stor Forstand
Hans ypperlige Regnekunst ham lader ei i Stikken,
Ja selv i Politiken
Han dem bevise kan,
At den, der skal regjere, slet Intet bør forstaae,
Og hører De Beviset, da troer De selv derpaa.