Elskeren.
O Maane, svigt mig ei,
Og lys mig paa min Vei!
At jeg kan naae min Elsktes fjerne Bolig,
Thi jeg det vel forstaaer,
Skjøndt langt fra mig Du gaaer,
At med min Kjærlighed Du er fortrolig.
Du skrider frem saa mild,
Og dog med sværmersk Ild,
En hellig Sorg sig i Dit Aasyn maler,
Du vexler Farve tidt,
Og smiler dog saa blidt,
Deraf jeg seer, Du kjender Elskovs Qvaler.
Gud Amor har Dig kjær,
Han staaer Dig ofte nær,
Sin Fakkel giver han i Øine Hænder,
At Du hver Ungersvend,
Som har en kjærlig Ven,
Skal vise Vei til den, for hvem han brænder.
Jægeren.
Til Jagten mig vinker
Den bladløse Lund,
Mens Maanen nedblinker
Saa fuld og saa rund.
Dens Straaler mig følge
Bag Busk og bag Træer,
Thi ei kan den dølge,
Den Jægren har kjær,
Ja derfor Diana nu lyser bag Sky,
At Jagten kan lykkes, mens Skyggerne flye.
Sømanden.
Maane, Du blev som et Blinkfyr fat
Høit over Jordens Vande,
For at ei i den sorte Nat
Mit gode Skib skulde strande;
Dog hvi Du saa tidt Dit Flammeblik
Bortvender, naar meest det kniber,
See, det gaaer langt over mit Bestik,
Det visselig ei jeg begriber.
Den Melanecholske.
Nu synke de sidste Blade
I Høstens kolde Vind,
Mens Uglen sagtelig svæver
Om Taarnets høie Tind.
Og Maanen hænger i Luften,
Og kaster sit gule Skjær
Fast som et Dødninglagen
Over de nøgne Træer.
Den staaer som et Sorgens Billed
Over den sunkne Natur,
Dens skjælvende Straaler spille
Paa Kirkens gamle Muur.
Den skued Paa sin Vandring
Saamangen falmet Vaar,
Saamangen bedragen Jomfru,
Derfor den i Taarer staaer.
Den skued saamangen Valplads,
Hvor Tusinde fandt deres Grav,
Derfor den synker i Vesten,
Som i et blodigt Hav.
Den Vise med sin Lærling.
Saavidt, min Søn, er nu vor Indsigt stegen,
Skjøndt Maanens anden Halvdeel ei vi saae,
Og kun betragte kan dens ene Side,
At hvert et Fjeld og hver en dunkel Afgrund,
Som vi paa den har skuet, maales kan;
Men deraf følger da saa klart som Dagen,
At al den Snak, som Digterne har udbredt
Om dens Natur, det er kun Overtro,
Enfoldig Daarskab, ørkesløse Drømme,
Der bør foragtes af en oplyst Slægt;
Thi Maanen er en tør og gammel Klode,
Og naar man troer, at den i Taarer staaer,
Og at der fra dens gyldenblanke Horn
Nedstrømmer Dug paa Mark og Skov og Eng,
Da er det atter Tant og Overtro,
Thi den er tør, som sagt, liig Sahras Ørk,
Og ubeboet, uden Græs og Urter;
Den er en Labyrinth kun af Vulkaner
Der i de svundne Sekler længst er udbrændt,
Og nu den svæver som et Verdenslig
En øde Fjeldnatur igjennem Æthren,
Til Nytte kun for os, for ingen Anden,
Saavidt vor Viisdom stegen er til Dato.
Maanens Aand.
Fra Verdens første Tider jeg pløied Luftens Hav,
Jeg smiled til Din Vugge, jeg smiler til Din Grav,
Jeg leer ad Daarers Viisdom, og gaaer min stille Vei,
Den Gaade, som jeg gjemmer, den fatter Støvet ei;
Mig følge tusind Drømme fra Aanderigets Strand,
Dog hvad de har at sige, gaaer over Din Forstand,
Og hvad ved Midnatstide til Jorden jeg betroer,
Det fatter ei Din Tanke, det tolker ei Dit Ord,
Det skal Du først erfare ved Dødens tause Bryst,
Naar Dødningskibet fører Dig til Hjemmets fjerne Kyst.