Søvnen:
Naar jeg vugger Dig i min Arm,
Da hendøer Din Smerte,
Saalænge Din Slummer varer;
Og naar Du vaagner igjen,
Da har Du gjenvundet en Gnist
Af Din Ungdoms Ild,
Saa Du bærer Din Byrde lettere
Skjøndt Du stedse vil føle dens Tryk,
Saalænge Du bestraales af den jordiske Sol.
Døden:
Naar jeg vugger Dig i min Arm,
Da hendøer Din Smerte
Ganske,
Og naar Du vaagner igjen,
Da, har Du gjenvundet Din Ungdomskraft
Heel,
Og Jordens Byrder svinde bort med den jordiske Sol,
Som Skyer i Evighedens Morgenrøde.
Søvnen:
Hvad Du har efterstræbt med Flid,
Og lært med Alvor,
Og dog ei ganske nemmet,
Før Dagen svandt,
Det staaer klarere for Din Sjæl
Og Du fatter det med mindre Møie,
Naar Du reiser Dig
Af min natlige stille Strøm.
Døden:
Hvad Du har efterstræbt med Flid,
Og villet med Alvor,
Og dog ei ganske naaet,
Før Jordlivet svandt,
Det skal staae klart for Din Sjæl
Og skjenkes Dig uden Møie,
Naar Du reiser Dig
Af mit uendelige, aldrig bevægede Hav.
Søvnen:
Alle de Billeder,
Der i det jordiske Dagslys gled Dig forbi,
De opstaae paany
Af Drømmenes Vande,
Og svæve Dig nær,
Som et gjøglende Skuespil,
Hvori Din Sjæl gjenkjender de svundne Tider,
Selv om mine letflagrende Børn
Ikke mægted at ordne
Og befæste dem,
Saa Du ganske forstod deres Mening.
Døden:
Alle de Billeder,
Der i det jordiske Liv gled Dig forbi,
De opstaae paany
Af Dødens Vande,
Og svæve Dig nær,
Som et alvorligt Skuespil,
Hvori Din Sjæl gjenfinder de svundne Dage,
Og som mine dybtskuende Børn
Skal ordne og befæste
For Evigheden,
Saa Du ganske forstaaer deres Mening.
Søvnen:
Hvis ikke jeg hver Aften
Omskyggede Din Isse
Med min dunkelrøde Valmuekrands,
Hvori der hænger en Draabe,
Hentet
Fra Foryngelsens Vande,
De vilde den langsomtbesnærende Tid
Hurtigere fuldende sit Værk,
Men det er mig, som standser dens Haand,
Og den kan ikke fure Din Pande med Rynker,
Saalænge Du hviler i min Arm.
Døden:
Men det er fra mit uendelige Hav,
At min gjøglende Broder
Henter den Kraft, hvormed han virker,
Og han er kun mod mig
Som en Skygge ved Dagslys
Mod den evige stjerneklædte Nat;
Hvad han stjenker Dig draabeviis,
Det giver jeg Dig i fulde Strømme,
Thi jeg er Foryngelsens Aand.
Søvnen:
Hver anden Sorg kan jeg mildne,
Kun ikke den,
Der vækkes af Samvittigheden;
Tværtimod,
Den førstærkes
I den jordiske Morgenrøde,
Naar Du reiser Dig af min Favn,
Selv om Du siden glemmer den
I Timernes vexlende Sysler,
Saalænge Dagen varer.
Døden:
Heller ikke jeg,
Trods al min Kraft,
Kan dæmpe den Sorg,
Der vækkes af Samvittigheden,
Tværtimod,
Den forstærkes
I Evighedens Morgenrøde,
Naar Du reiser Dig af min Favn,
Og Du glemmer den aldrig ganske,
Selv i de himmelske Boliger,
Saalænge Syndens Frugter modnes.