Hesperus vifted sin Fakkel i Luft, da bragtes en ukjendt
Gjest til Midas’s hvælvede Hal, ham mæoniske Bønder
Med mangfoldige Baand havde fængslet og flettede Vidier,
For ham at føre som Træl til den mægtigtbydende Hersker;
Derfor de fanged ham, da han slumred i Græs ved Mæandros’
Langsomtrullende Strøm, der med Ulyst nærmer sig Havet.
Selsom han var at see; thi hans fiint tilspidsede Øren
Lignede næsten et Kids, der behændig med spaltede Klove
Følger Moderens Skridt og endnu ei fra Melken er afvænt.
Øinene lyste med Glands, men Skægget var hvidt som en Oldings,
Vaklende skred han frem med en Vedbendkrands om sin Isse.
Men da for Kongen han stod, bevæged han Øiet og stirred
Rundt i den hvælvede Hal som en Mand, der førtes i Slummer
Over det hvidgraa, fraadende Hav til en ubekjendt Strandbred,
Hvor han vaagner tilsidst fra Børnene skilt og den Hustru,
Der i hans Fædrenehal forskjønned hans natlige Leie.
Saadan stirred den fremmede Mand med Forundring og udbrød:
„Hvo er dog I, der binde med Magt den Uskyldiges Hænder?
„Hvorfor førtes jeg hid fra den langsomtrullende Flodstrøm,
„Der i den hellige Midnatstund mig dyssed i Slummer?”
— Da gjensvared den Drot, der behersked det høie Timolos:
„Vi er de Mænd, der beboe Mæonias græsrige Dale,
„Og der drikke det blaalige Vand ved Caystrios Flodseng.
„Men, Du Fremmede, siig uden Sky, hvorfra Du er kommen,
„Om Dig ernærer med gylden Frugt den milde Demeter,
„Eller paa Græs Du fører de høitopklattrende Geder,
„Der sig sprede paa Fjeldene rundt, til Helios daler,
„Eller Du plukker den Valnød grøn og sanker i Forraad
„Piggede Olden til Vinterbrug og den dunkle Kastanie.”
— Ham gjensvared med Smiil den vedbendkrandste Silenos,
Thi det var ham, som Bønderne bandt, da han slumred ved Floden:
„Ei mig ernærer med gylden Frugt den milde Demeter,
„Ikke paa Græs jeg fører de høitopklattrende Geder,
„Der sig sprede paa Fjeldene rundt, til Helios daler;
„Ikke jeg Plukker den Valnød grøn eller sanker i Forraad
„Piggede Olden til Vinterbrug og den dunkle Kastanie.
„Mig opholder med Kraft den hellige Gud Dionysos,
„Der ledsages af Biernes Sværm, en uendelig Skare.
„Duftende Honning bringe de mig, mens under hans Fodtrin
„Ranker sig hæver i Kreds selv midt i den goldeste Udørk.
„Naar jeg træder paa dem, udvælder en strømmende Kilde,
„En krystalklar Drik, der bortjager hver Sorg og hver Smerte;
„Dagen glider i Festtog hen, ja ofte ved Midnat
„Hører jeg klapprende Bækkners Lyd, mens vilde Mænader
„Dreie ved Fakkelskin i Dandsen de smidige Lemmer.”
Da gjenmæled den vældige Drot, der behersked Timolos:
„Selv har den phrygiske Fløite jeg hørt og skuet Mænaden
„Med det plettede Daadyrskind om den fyldige Lænd og
„Vindruklaser i Haar og den aldrig visnende Vedbend.
„Dandsende træder hun frem med sin Thyrsusstav, hende følger
„Guden selv paa den rullende Vogn og den hornede Satyr
„Med tvekløftede Fod og Fauners behændige Klynge,
„Og den mægtige Pan, forfærdelig er han at skue;
„Bjergene skjælver i dyben Grund, hvor Sværmen sig viser,
„Echo gjentager dens Sang, og dens Øine funkle med Ildglands.”
— Ham gjensvared med Kløgt den vedbendkrandste Silenos:
„Sikkert det er Dig bekjendt, hvordan den høie Semele
„Blev fortæret af Ild, da forvoven hun fordred at skue
„Herskeren Zeus i hans Guddoms glands, omkrandset af Lynglimt,
„Som ham seer i Olympens Hal den mægtige Here.
„Nødig han dengang kom, dog ham bandt et ubrødeligt Tilsagn;
„Da forbrændte til Støv den blomstrende Datter af Cadmos,
„Skjøndt hun var svanger ved Zeus med den hellige Gud Dionysos.
„Dog kan ei Lyn fortære den himmelbaarne Kronions
„Æt, de fylde den kun med uudslukkelig Flamme;
„Derfor brænder endnu Dionysos Barm, og i Druen
„Leger Olympens Lyn; dog ei dræbende meer, men formildet,
„Skjenker det Liv og Ungdomsglands selv til Oldingens Øie.”
— Atter gjenmæled den vældige Drot bag Timolos’s Bjergryg:
„Fremmede, sandt er Dit Ord! ja skjøndt Du synes en Olding,
„Dog forbauser mig høit Dit Øies Glands og Din Tales
„Umodstaalige Kraft, saa neppe jeg fatter i Sindet,
„Om Du bør kaldes en Mand eller en udødelig Guddom.”
— Ham gjensvared med Kløgt den vedbendkrandste Silenos:
„Mig Dionysos skjenked sin Kraft, thi ikke den fængsles
„Ene til Rankens Barn, den dunkeltrødmende Drue,
„Der med sværmerisk Ildblik halvt sig skjuler bag Høstløv;
„Men og i Liliens hellige Dyb, i Valmuens Vaarblus,
„I den stilleste Drøm, i den balsamdryppende Nat, der
„Hæver sig af Forglemmelsens Flod med funklende Lysblik,
„Hersker Lyæus med Kraft; ja selv den hellige Sanger
„Kjender ham vel; thi med tvedeelt Tind opstiger Parnasset,
„Over den ene throner i Solglands Phoibos Apollo,
„Men den anden behersker den hellige Gud Dionysos.”
— Atter gjenmæled den vældige Drot bag Timolos’s Bjergryg:
„Ei er det jordisk Kløgt, men en Udødeligs Ord, der
„Klinger igjennem Din Mund og bevæger Din svulmende Læbe,
„Derfor jeg løsner Din Haand; thi farligt er det at fængsle
„Den, som en Gud har kjær, og hvis Fjed en Dæmon beskytter.”
Saadan talte den vældige Drot; men Vidiernes Fletning
Brast om Silenos’ Haand af sig selv, og det vifted i Hallen,
Som naar en Midnatsstorm sig hæver paa mægtige Vinger,
Pludselig, uforudseet, den Skovene fylder med Susen.
Porten opsprang med Hast under Klang af Fløiter og Cymbler,
Luftige Billeder fløi gjennem Hallen hen, mens en brandguul
Løve paa Gulvet stod og rysted den vaiende Manke.
Vindruranker fletted et Net, saa Væggene skjultes,
Drømme med halvtbeslørede Blik under Bladene flagred,
Faklerne glimted med blaaligt Skjær, mens udenfor funkled
Med uendelig Glands Ariadnes Krone paa Himlen.
Pludselig Guden i Hallen stod med Mænaderues Sangchor,
Fauners behændige Flok og den dristigspringende Satyr,
Og med den mægtige Pan, forfærdelig er han at skue;
Da sig opløfted den festlige Sang under Stjernernes Natglands:
„Hil Dig, mægtige Gud, Diouysos, Du to Gange Fødte!
„Lænker knuser Du let, og den tvetungede Giftsnog
„Nærmer sig tam paa Dit Bud, og min Haand betvinger den dristig,
„Snoer om Midien den fast i dobbeltknyttede Ringe,
„Mens ved mit svulmende Bryst den med hviden Melk sig ernærer.
„Var ikke Du, da vilde den ideligt nagende Sorg og
„Smaalig Bekymring ængste mit Sind for den jordiske Nødtørft,
„Til med Snildhed jeg sanked en Skat, en uendelig Mængde,
„Enten af Sølv eller Guld eller langsomtvandrende Hornqvæg.
„Men Du vækker Begeistringens Ild i mit dristige Hjerte,
„Vækker selv Dødens Lyst hos den mandigtkæmpende Kriger;
„Og naar jeg endelig nærmer mig Styx, hvor de blodløse Skygger
„Hvirvles som Levet i Høstens Storm og uendeligt Regnskyl,
„Møder igjen jeg Dig der med den mægtige Persephoneia,
„Som Bekæmper af Dødens Skræk og Behersker af Orkus,
„Atter gjenfødes jeg da, naar jeg skuer Dit hellige Aasyn.”
— Saaledes klang til Fløiternes Lyd Mænadernes Chorsang,
Dog før Sangen var endt, udsluktes de skinnende Fakler,
Eensom Drotten i Hallen stod, og Silenos bortveg, mens
Synerne svandt som en Drøm i Morgendæmringens Tvelys.