I Skoven synger den vilde Fugl
Saa langt fra den banede Sti,
Dog Mængden kjender den ikke,
Den kommer ei der forbi.
— „Og kjender end Mængden mig ikke,
Det skal ei forstyrre min Fred,
Saa høit vil jeg hæve min Stemme,
At Vaaren skal smile derved.
Saa høit vil jeg hæve min Stemme,
At den kan til Himlen naae,
Og høres af Skovens Alfer
Og alle de Fugle smaa.
Og høre mig Skovens Alfer,
Da svigte mig Tonerne ei,
Og naar jeg har endt mine Sange,
Da kan jeg jo flyve min Vei.
Og naar jeg har endt mine Sange,
Og naar mine Unger har Fjer,
Da flyver jeg til et bedre Land,
Da synger ei her jeg meer.
Da flyver jeg til et bedre Land
Ved Stjernernes natlige Glands,
Hvor Vaaren evindelig fletter
En aldrig visnende Krands.”