Julesang for de nordiske Kunstnere i Rom
Mel.: Och Jungfrun hon skulle sig åt Ottesången gå.
Mel.: Och Jungfrun hon skulle sig åt Ottesången gå.
Her voxe grønne Myrter bag Laurbær i Skjul,
Her er godt at boe,
Her holde vi den deiligste fagreste Juul,
Men Veien til Hjemmet er lang.
Her spørges ei om Titler, om Rang og Ridderbaand,
Her er godt at boe,
Her spørges kun, om Kunsten har adlet din Aand,
Men Veien til Hjemmet er lang.
Her tales ei om Statskløgt og ei om Politik,
Her er godt at boe,
Her samles vi som Venner alt efter gammel Skik,
Men Veien til Hjemmet er lang.
Her staae de store Minder, som i tusind Aar de stod,
Her er godt at boe,
Mens Kongestole knuses og trædes under Fod,
Men Veien til Hjemmet er lang.
Og Oldtidens Billeder de trodse Tidens Strøm,
Her er godt at boe,
Her drømmer mangen Kunstner sin yndeligste Drøm,
Men Veien til Hjemmet er lang.
Hans Drøm kan vorde Sandhed til Hæder for hans Land,
Her er godt at boe,
Her voxer høit og dristig Enhver, der voxe kan,
Men Veien til Hjemmet er lang.
Og Nordens varme Hjerte og Nordens dybe Sands,
Her er godt at boe,
De vil sig her forene med gamle Tiders Glands,
Men Veien til Hjemmet er lang.
Dog naar Jert Blik har klaret sig ved Oldtidens Bryst,
Her er godt at boe,
Og naar I staae med Seier paa Fædrelandets Kyst,
Men Veien til Hjemmet er lang.
Gud give da, I finde maae bag Nordens gamle Træer
Der er godt at boe,
Enhver, som I har elsket, Enhver, som har Jer kjær,
Men Veien til Hjemmet er lang.
Da skal I atter sidde bag Laurbær i Skjul,
Der er godt at boe,
Og feire høit i Norden igjen en fager Juul,
Men Veien til Hjemmet er lang.