Du til Poesi vil offre dit Liv, ak, har Du nøie betænkt det,
Og feiler dybt i Sjælen skjult Du en stor, uendelig Rigdom,
Istand til at fylde den lange Tid fra din Ungdomsvaar og til Graven.
Og mærker i eensomme Timer Du en sær, vidunderlig Gysen,
Der blander sig med henrivende Lyst, og med et hemmeligt Klarsyn,
Og trænger sig ind i Din inderste Marv og vækker utallige Tanker,
Samt kalder en Verden af Mørket frem, som Lynet, der glimter i Natmulm.
Ja, da er det klart, med usynlig Haand har da den hellige Musa
Neddrysset i Len af Castales Væld paa Dig Indvielsens Draaber,
Som ligne den Dug, der i Morgenglandsen blinker som Perler paa Græsstraae,
Og tvinger den fasttillukkede Knop at aabne sit Bæger for Lyset;
Den Verden, der for var ubekjendt, liig den hundredbladede Rose,
Imens den hviler i Knoppens Svøb, nu sees af undrende Slægter.
Har saadan Du følt Indvielsens Kraft, og har den evige Musa
Din Sjæl beaandet og mildt berørt Dit Blik og de svulmende Læber,
Saa skimte du kan i Sandheds Speil, hvad i Nat sig skjuler for Mængden,
Da bærer det Frugt, hvis ikke Du selv ved egen Skyld det forspilder,
Og trænger frem omsider med Magt og vækker usigelig Glæde
I hvert et Bryst, der endnu paa Jord kan gribes af dybere Syner.
Men ak, der gives en anden Vei, uendelig fjern fra den første,
Thi har Du et overfladisk Talent, og forstaaer at lege med Skallen,
Endskjøndt Du mangler den høie Natur, det Blik, der skuer i Dybet,
Og skjøndt i Din Røst den Malm ei klinger, der trænger til Hjertet og Sjælen,
Dog vinder Du Tidens Bifald let, naar betale Du vil, hvad det koster,
Ja, selv om Du kun er en liden Dverg, som leger Skjul i den Rustning,
Der smedet blev til Manddomsgjerning i længsthenblegnede Sekler,
Og selv om bag Sprogets ziirlige Form en fattig Tanke Du skjuler,
Hvad eller du hylder den platteste Smag for Guld og timelig Vinding,
Dog Mængdens Blik bedrager Du let, den forsker just ikke saa nøie,
Naar blot Du med Smigerkunster forstaaer at hylde Tidernes Vanart,
Thi ei alene ved redelig Gjerning, men ofte ved List og ved Trykværk,
Navnkundighed stor erhverves kan, og om just ikke den varer
Til evig Tid, dog Døgnets Mund og Øieblikket Dig priser.
Ja, vandrer Du rundt og bøier Din Ryg selv for den elendigste Stymper,
Som anonym forstaaer med sin Pen at hjelpe sin trængende Næste,
Og strøer Du Honning for hver en Hveps, der har en Braad og kan stikke,
Journaler da selv Du vinde kan og Recensenter i Mængde.
Erhverver Du saa med Snildhed Venner, der garantere Din Fremtid,
Da nævnes Du snart som et stort Geni, thi Skinnet bedrager de Fleste,
Og høster omsider umaadelig Ros og prises i Vers og i Prosa.
— Dog Digtningens Musa neppe Du lokker, min Ven, med Ros i Aviser,
Ja selv om Du hædres med Fakkeltog, og om man Hestene spændte
Fra Vognen og drog Dig frem i Triumph, hun visselig agter det neppe.
Ja havde Du end et sandt Talent, det forspildes maa, naar med Falskhed,
Med Løgn og Bedrag og ussel Kunst Du besmitter Dig selv og Din Fremtid,
Den falske Berømthed kan vare maaskee et Aar eller ti eller tyve,
Dog kommer engang Gjengjeldelsens Dag, da Sæbeboblerne briste,
Da Laurbærkrandsen, vunden med List og ved mangfoldige Rænker,
Skal rives med Haan fra Din Isse bort og offres til Glemselens Vande.