Mennesket.
Hvi slumrer Du stedse ved Jordens Bryst,
Hvi vil Du ei vaagne til Liv og til Lyst.
O Plante, siig mig, hvortil Du stræber!
Dog arme Blomst, Du har ingen Læber,
Har ingen Vinge, har ingen Fod,
Kun den dunkle Rod.
Naturen Dig kun en Lænke gav,
At binde Dig til Din Grav.
Dog sidder Du i Dit Fangebuur
Saa smilende glad,
Saa luende funkler Din Stjernerad,
Som om Du sad
I den fri Natur.
Hvad kan Du da mene,
Hvi vil Du Dit Væsen saa selsomt forstene,
Hvi strækker Du ei Dine løste Grene
Ud som en Vinge?
Du Arme dem mægter vel ei at svinge;
Dog stiger Du op som Haabet grøn,
Du Mørkets Søn!
Hvad kan Du da haabe,
Du arme Taabe,
Du arme Siv,
Der bæver til Vindenes Tidsfordriv?
Den store Natur saa herlig og rig
Er ikke for Dig;
For Dig er Dagen og Solen mørk,
For Dig er Livet en eensom Ørk.
Op Du stiger og ud Dig breder,
Samler Dig atter og atter Dig spreder,
Endelig brister Dit fulde Skjød.
Du funkler i Luer, snart blaa, snart rød;
Hvor passer sig det til den sorte Død,
Hvorfra Du kommer, hvortil Du gaaer? —
Dit Væsen jeg aldrig forstaaer.
Hvo har Dig sat
Liig en luende Stjerne i Jordens Nat?
Din Fod er bunden,
Hvo har over Havet da Vei Du funden?
Dit Øie er slukket,
Hvo har da den mørke Dør Dig oplukket?
Du er jo kun Muld,
Hvor har Du da faaet det luende Guld?
I Din Barm er Døden,
Hvor kan Du da lyse som Morgenrøden?
Planten.
Jeg er Ledet, som forbinder
Det, som vaager, det, som sover,
Hvad der luer ovenover
Med hvad dybt i Dybet svinder.
Jeg i Livets Midte hviler,
Alle Straaler til mig iler;
Halv i Jord og halv i Luft
Halv en Steen og halv en Duft,
Født i Nat, dog Lysets Søn,
Spreder jeg min Vifte grøn.
Mennesket.
Alt mangen Gaade har min Kraft udgrundet,
Dog til Dit Indre Nøglen ei jeg kjender,
Jeg kan ei løse, hvad saa fast er bundet.
Planten.
Naar min Blomstersjæl er isnet,
Naar min grønne Krands er visnet,
Naar mit Lys, min Farve mattes,
Flygter fra det blege Siv,
Og naar jeg har tabt mit Liv,
Da Du troer, jeg bedst kan fattes,
Da Du gransker i mit Støv,
I det usle Plantelev.
Mennesket.
Du staaer saa tryg og trues dog med Fare;
Thi skjøndt Dit Bæger Du mod Solen vender,
Kan Du det ei mod Ormens Bid forsvare.
Planten.
Fra Himlen høit det hellige Lys nedsvæver,
I Elskovs Flamme brænder Farven rød,
Det klare Blaa sig mod sin Kilde hæver.
Men naar de begge kjærlig sig forene,
Da løfter Hovedet jeg af Jordens Skjød,
Et venligt Skud, der samler Livets Grene.
Lad Ørnen hæve sig mod høien Himmel!
Lad Ormen smidig under Jord sig snoe,
Jeg hviler rolig i den travle Vrimmel.
Thi deres Maal, hvorefter De mon jage,
Det fandt jeg længst, og hvor jeg fæster Bo,
Der fletter jeg en Krands omkring min Mage.