Kong Volmer havde bygget et Slot ved Vordingborg,
Hvor ofte han sig hviled og glemte Verdens Sorg,
Der vexled han med de Hofmænd saamangt et lystigt Ord,
Der spiste hundred Riddere hver Dag ved hans Bord.
I Kongeborgens Haller de sad ved Vintertid,
Der Væggene var af Marmor halv graa og halv hvid,
Mens Pillerne høit sig løfted og delte sig i Grene,
De ligned Skovens Stammer, forvandlede til Stene.
Heel mangen ædel Jomfru man der i Dandsen saae,
Der dandsed og de Kæmper med Staalbrynier paa.
Der blev de favre Lilier med Ridderne bekjendt,
Og lønlige Luer blev i Hjerterne tændt.
Det var ved Vintrens Ende, heel nærved Vaarens Tid,
Af vinterligt Sneefog dog Marken var hvid,
Da pleied Konning Volmer hvert Aar at holde Fest,
Der samledes i Borgen saamangen ædel Gjæst.
De kom paa alle Veie fra Nord og fra Syd,
Alt fra den aarle Morgen hørte man Bjældelyd,
De ædelige Fruer aged i gylden Karm,
Did kom og Jomfru Tove, hun frygted ingen Harm.
Der saae man og en Herre for Snildhed bekjendt,
Hans Navn var Hr. Eckhard, han var fra Holsteen sendt.
At lægge skjulte Planer med Kløgt han forstod,
Han fulgtes af en Ridder, som ei var Kongen god.
Den Ridder hed Hr. Vendelbo, han var en tapper Mand,
Hans Gangere de græssed ved Liimfjordens Strand,
Han foer ei frem med Læmpe, han var en Herre bold,
Han havde sønderhugget saamangt et Ridderskjold.
Han syntes bred om Brystet, heel fast mon han gaae,
Hans Øine funkled dristig, hans Lokker vare graae,
Hans stærke Glavind glimted som en Lynstraale klar,
Det trængte gjennem Jernet saa let som gjennem Glar.
Men Ridder Eckhard studsed, da han Kongegaarden saae,
Den vogted hundred Kæmper med Sværd og Brynier blaae,
Da sagde Hr. Eckhard: „Det er et fagert Slot.”
„Ja”, svared en Dannerkæmpe, „Kong Volmer bygger godt.
Han selv har Borgen grundlagt til sin og Landets Hæder,
Sexhundrede Riddere han giver Kost og Klæder,
Meer end hundred Landser ham følge paa Vei,
Og hvad han dem befaler, de negte ham ei.
Et Taarn han ogsaa bygged bag Slotsgaardens Linde,
Paa Spiret staaer en Guldgaas, der dreier sig for Vinde;
I Taarnet er der Celler med Jernbolte stærke,
Hvorfor han det har bygget, det vil hans Fjender mærke.”
„At sige”, svared Eckhard, „hvis han kan fange dem;
Men hvo er den Lilievand, som hisset træder frem?
Hendes Kinder er som Roser, Barmen som Snee,
Som Maimaaneds Blomster er den Jomfru at see.”
Svared ham den Kæmpe: „Ved den tangklædte Strand
Hun eier en Borg, hendes Broder er Kongens Mand,
Han er nu vorden Høvding, vi lyde hans Røst,
Man siger, hun er født ved den pommerske Kyst.
Hun eier megen Rigdom, i Fløil gaaer hun klædt,
Man siger, at hun stammer af fyrstelig Æt,
De Sølvklokker klinge, hvor hendes Ganger gaaer,
Fire ere de Jomfruer, som børste hendes Haar.”