Den høie Dør sig aabned, Kong Volmer fremtreen,
Og skjøndt han ei var smykket med Guld og Ædelsteen,
Han ligned dog en Konning, som Ild var hans Blik,
De Fruer og Jomfruer neied, hvorhen den Herre gik.
Ham fulgte tredive Hofmænd, der lytted til hans Røst,
Om Armene bar de Ringe, dem skinned Guld paa Bryst,
Foran den ædle Marskalk løfted en gylden Stav,
Da Mængden veg tilside som et bølgende Hav.
Med mangen ædel Ridder talte den Herre god.
Da Tovelil ham skued, hun rødmed som Blod,
Hun traadte langt tilbage, dog mødtes deres Blik,
Det var som et Solstik, der hurtig kom og gik.
Kong Volmer førte Talen med megen Kløgt og Snilde;
Snart traf hans Ord som Pile, snart som en venlig Kilde
De risled mellem Blomster, han syntes vel tilfreds,
Han satte sig blandt Ridderne, de stod om ham i Kreds.
Mæled da Ridder Folkvar, han stod ved Kongens Stol:
„Der kommer Dronning Helvig, hun skinner som en Sol,
Med alle sine Jomfruer hun sagtelig fremskrider,
Det er som et Tryllenet, der gjennem Hallen glider.
See, min Drot, hvor fagert hende Guldkronen klæder,
Og Ædelstene glimte, hvorhen den Frue træder;
Kappen af røden Fløiel er rigt med Guld belagt,
Aldrig nogen Dronning var klædt i større Pragt.”
Da tænkte Konning Volmer, dog sagde han det ei:
„Hist skuer jeg en Jomfru, heel langtfra Helvigs Vei,
Hun vænnere maatte tykkes, selv om hun var død,
End den iiskolde Dronning med sin Guldkrone rød.”
Pludselig han sig reiste, han treen i Hallen ned,
Ham ingen Hofmand fulgte, han iilsomt fremskred,
Indtil han naaede Pladsen, hvor Tovelille stod,
Nysgjerrig Mængdens Blikke fulgte den Herre god.
Den Lilievand sig neied, han traadte hende nær,
Og sagde: „Følg mig efter, min Jomfru fiin og skjær
Nei, frygt kun ingen Fjende, Du har en trofast Ven,
Der vel Dig kan forsvare, hvor Du vender Dig hen.”
Saa fulgte hun den Herre med nedslagne Blik,
De Ungersvende sukked, hvorhen den Jomfru gik,
Men Kongen iled fremad, han standsed ei, før
Han naaede Dronning Helvig med alle hendes Møer.
Mæled da Konning Volmer med stolt og dristigt Mod
„Her bringer jeg en Jomfru af det ædleste Blod,
For Dyd hun vidt berømmes og for høviske Sæder,
Fuldelig hun fortjener, at I viser hende Hæder.”
Da sagde Dronning Helvig: „I er mig kjær at see,
Hvad Kongen befaler, det bør bestandig skee,
Ofte han rider ene med Falk og med Hund,
Jeg hører, han har mødt Jer alt i den Bøgelund.”
Af Guld en vægtig Kjæde hun tager af sin Arm,
Og selv hun den hænger om Tovelils Barm,
At sidde ved sin Side Fru Helvig hende bad,
Dog vendtes hendes Venskab tilsidst til bittert Had.
Fru Helvig sig reiser, hun frem i Dandsen gaaer,
Nær hende dandser Tovelil med udslagne Haar,
Som en svævende Fugl hun i Dandsen monne glide:
Tilsidst hun dog standsed ved Konning Volmers Side.
Der blev en vældig Trængsel, hvor hun i Dandsen gik,
Der brændte mangt et Hjerte, hvor hun vendte sit Blik,
Da hørtes der en Hvisken: „Det er som Vindens Gang,
Naar den leger med Duggen og Græsset paa Vang.
Ret aldrig saae man Øine med saa fager en Glands,
Og aldrig nogen Jomfru, der gik saa let i Dands.”
— „Ja”, svared en gammel Kæmpe, han støtted sig til Sværd,
„Langt meer end noget Kongespiir er saadan Jomfru værd.”
Da sagde Ridder Vendelbo, han saae til Dandsen hen:
„Vi trænger ei til Dandsere, men vel til stærke Mænd
Og sværdvante Kæmper, af dem har vi kun Faa,
Og stedse blive de færre, medens Tiderne gaae.”
Spurgte da Dronning Helvig, hun hvilende sad:
„Hvi er der saadan Trængsel om de Dandsendes Rad?”
Gjensvared en Terne: „De see paa Tovelil,
Hvor let hun kan sig vende ved Sang og Strængespil.
Det er, som naar om Natten i Fuldmaanens Skjær
De Elverpiger dandse bag Krat og bag Træer.
Og dreie sig som Taager, der jages af Vind.”
Det hørte Dronning Helvig med tankefuldt Sind.