Et geistligt Digt
(Efter Novalis.)
(Efter Novalis.)
Der gives saa bange Tider,
Der gives en Nat saa sort,
Hvor tause Gienfærd glider
Igiennem Mørkets Port.
Paa Himlens Hvælving lyner
Et Glimt af Dødens Skiær,
De blege Skrækkens Syner,
De komme dig sagte nær.
Da brister Haabets Anker,
Du Afgrundssvælget seer,
De vildtoprørte Tanker
Ei lyde Villien meer.
Og Afsind staaer og truer,
Dig lokker Mørkets Drøm,
Da slukkes Øiets Luer,
Da standser Pulsens Strøm.
Siig, hvo har Korset baaret
Til Trøst for Verdens Nød;
Hvo blev til Kampen kaaret
Imod den bittre Død?
Betragt de dybe Vunder,
Da faaer dit Hierte Ro;
Og knæl for Tidens Under,
Og vær din Længsel tro!
En Engel skal dig føre
Til Frelsens fierne Strand,
Der skal du Toner høre
Fra det forjettede Land.