Mig ængster urolige Drømme,
Jeg kan dem ei ret forstaae,
Dog skiælver jeg liig en Forbryder,
Naar jeg dem tænke maa.
„Og skiælver du liig en Forbryder,
Da gaaer du en farlig Vei,
Betro dig dog til din Moder,
Hun vist forlader dig ei.”
Jeg siger det ei til min Moder,
Skiøndt aldrig hun har mig forladt;
Jeg kæmper imod, til den klare Dag
Opsluges af sorten Nat.”
„Og kæmper du hele den klare Dag,
Saa bringer dog Aftenen Fred;
Om Natten maa du dog hvile,
Da hviler din Smerte med.”
Saa lidt min Smerte sig hviler,
Som Aftenens vildeste Vind,
Om Natten vaagner med større Kraft,
Den Tanke, der ængster mit Sind.
„Og vaagner den Tanke med større Kraft,
Der aldrig din Hu forlod,
Mod Enden kommer, den rolige Søvn,
Den fængsler det vildeste Mod.”
Som Barn jeg kiendte kun rolig Søvn,
O! var jeg et Barn igien!
Dog nu sig fletter i hver en Drøm
En elsket, en fiendtlig Ven.