Til Sølvbryllupsfesten
den 26de Mai 1887.
den 26de Mai 1887.
Til Kongen og Dronningen.
Nu hæver Nattergalen høit sin Stemme,
Den unge Rose staaer i Duggens Bad,
Vi fik en Sorg, som vi kan aldrig glemme,
Dog ofte Fryd og Smerte følges ad,
Og Glædens Aand kan smile gjennem Taaren,
Og Kronen tabe kan sin tunge Vægt,
Sølvbryllupskrandsen blomstrer nu i Vaaren,
I Kongehallen staaer en ædel Slægt.
Ja, Drot, Du kjender Sorgens dunkle Veie,
Du veed, at Kronen er ei blot til Lyst,
Og Du har ligget vaagen paa Dit Leie,
Og Danmarks Vee har tynget paa Dit Bryst;
Thi Høihed lidt maa Smertens Sti betroede,
Mens Armods Sønner slumre kan i Ro,
Dog Sorgen selv kan vendes om til Glæde,
Naar Drot og Folk kun er hinanden troe.
Gid Danmarks Kongepar velsignet være
Med Bryllupskrandsen i det dunkle Haar!
Gid mangt et Aar det end maa Kronen bære,
Saa Danmarks Vinter vendes kan til Vaar!
Et kjærligt Sind skal Himlens Gud forsone,
Og han skal vorde Dannerkongens Skjold,
Et trofast Folk skal stolte Landets Throne,
Og Retfærds Aand skal skjærme den mod Vold.
Til Kronprinds Frederik.
Din Borg er bygget bag de danske Skove,
Hvor Droslen synger ved den dunkle Vove:
Og Du skal bli’e i Danmark
Og boe ved Bølgen blaa,
Og Du skal værge Landet,
Og Dig vi stole paa.
Danmarks Haab har til Dig sig bundet,
Danmarks Søn har vort Hjerte vundet,
Danmarks Søn!
Til Georg I., Hellenernes Konge.
Gud gav Dig en Krone, saa yndig seer den ud,
Den fængsled Din Hu som den favreste Brud.
I Danmark er Du født, men i Syd skal Du boe,
Og Danmark og Hellas Dig elske begge To.
I Syd voxer Ranken saa herlig og rig,
De dejligste Fugle skal synge for Dig;
De ædeligste Roser skal blusse til Din Lyst,
Dog seent vil Du glemme den blege danske Kyst.
Men snart skal Du seile til Grækenlands Øer,
Gud skjænke Dig Held og den blideste Bør!
I Danmark er Du født, men i Syd skal Du boe,
Og Danmark og Hellas Dig elske begge To.
Til Prindsesserne Alexandra og Dagmar.
To Kongebørn vandred paa Danmarks grønne Bang,
Mens Fuglene qviddred paa Grene,
De smiled og lytted til Elskovens Sang,
Men Danmark glemmer dem aldrig.
Den Ene de satte paa Themsens Strand,
Mens Fuglene qviddred paa Grene,
Den Anden de førte til Nevastrømmens Rand,
Men Danmark glemmer dem aldrig.
Hvergang vi dem skued, da syntes. Himlen blaa,
Mens Fuglene qviddred paa Grene,
Gud skjænke dem Lykke, hvorhen de mon gaae,
Men Danmark glemmer dem aldrig.
Til Prinds Valdemar og Prindsesse Thyra.
End lege to Børn paa grønnen Vang,
De lytte til Fryd og til Fuglesang,
Men Legen den gaaer saa let gjennem Lunden.
To yndige Knopper paa Danmarks Kyst,
Og de skal voxe til Folkets Lyst,
Men Legen den gaaer saa let gjennem Lunden.
Slutningschor.
Ja, høit sig hæver Dannerkongens Stamme,
Dens ædle Grene gaae mod Vest og Øst,
Dens Frugter modnes skal i dydens Flamme,
Dens favre Blomster smykke skal hans Høst;
I Storm og Blæst, i Solskin og i Skygge
Skal Danmarks Aand beskjærme Træets Rod,
Og Himlens Fugle skal bag Stammen bygge,
Og Fred og Frihed blomstre ved dens Fod.