Der boer en Kongeslægt med Glands
I Sverigs Land.
Den vandt saamangen Seierskrands,
Der glimter med en evig Glands,
Den gik til Kampen som til Dands
For Sverigs Land;
Dens Rygte trodser Tid og Grav,
Den aldrig glemmes skal paa Hav
Og Strand.
En anden Slægt sin Bolig fandt
Paa Danmarks Kyst.
Den hersked mildt, mens Tiden randt,
Ved Retfærd den vort Hjerte vandt,
I den hver Dansk et Forsvar fandt
Med trofast Bryst;
Den løfted høit det danske Flag.
Den følge vi til Dommens Dag
Med Lyst.
Og nu de Slægter sammen staae
Med Venskabs Id;
Thi glædes Fjeld og Bølge blaa,
Nu Norden kan sig selv forstaae,
Nu svinder bort hver Skygge graa
Fra fordums Tid.
Naar Enighed i Norden boer,
Vi frygter ei den hele Jord
I Strid.