Bag græsklædte Høie der ligger en By,
Der Svearigets Vugge mon stande.
Saavidt over Jorden sig bredte dens Ry,
Den ligger bag Mælarens Vande.
Der synger ingen Nattergal bag Busk og bag Træer
Om Kærligheds Fryd og dens Smerte;
De deiligste Toner dog hører man der,
De komme fra Menneskets Hjerte.
Hvo engang dem hørte, han glemmer dem ei,
Heelt selsomt de klinger i Dale,
De finde til Hjertet en dybere Vei,
End Sangen i Sydboens Sale.
Der søges i Jorden ei Sølv eller Guld,
Men Guldet boer i Menneskets Indre.
Der hentes ingen Rigdom af Afgrundens Muld,
Høit Upsalas Stjerner mon tindre.
Og Aander os hilser i Høst og i Vaar,
Hvor Fyrisaaen vælter sine Strømme,
Som aldrig skal glemmes, før Verden forgaaer,
For Tiderne blegne som Drømme.
Men heller ei skal glemmes, mens Timerne flye,
Mens Seklernes Minder sig sanke,
At fordum stod et Tempel i Upsalas By,
Der værned om Eenhedens Tanke.
Hvad splittedes i Tiden, skal samles igjen,
Thi Slægternes Blindhed er svunden;
Hvo før var os fremmed, er nu vor bedste Ven,
Sig selv har vort Norden gjenfunden.
Velkommen da hid efter Vinterens Nat,
Mod Kysten de Vaarbølger træde,
Os Upsala sendte nu sin ædleste Skat,
Vi hilse den med Gammen og Glæde.