Sang til Danmark
(Da Slesvigerne gjæstede Kjøbenhavn)
(Da Slesvigerne gjæstede Kjøbenhavn)
Vort Danmark var et herligt Land
I Fordums Tid.
Det smiler mildt ved Havets Strand
Og speiler sig i salten Vand,
Og det var Kæmpers Fødeland
I Fordums Tid.
Hvor Bølger bruse høit i Chor,
Det ligger som en Perle stor
Og hvid.
Og der var Fryd og Fuglesang
Ved Danmarks Fjord,
Og der var fuldt af Harpeklang
Og Kæmpeleg paa grønnen Vang,
Men nu der høres Klagesang
Ved Danmarks Fjord;
Thi Brødre reves fra vort Bryst,
Og vi har tabt vor bedste Trøst
Paa Jord.
Dog Fjenden bryde kan vor Fred
I retløs Færd,
Hans Hest kan trampe Sæden ned,
Og slide Lemmer Led fra Led,
Og han kan trodse Landets Fred
I retløs Færd;
Men Hjertet gaaer sin skjulte Vei,
Og Villiens Troskab dræbes ei
Med Sværd.
Thi vil vi trodse Stormens Brag
Med Kraft og Mod,
Og troe mod Gud og Landets Sag
Vi vente vil en bedre Dag,
Og skride frem i Stormens Brag
Med Kraft og Mod,
Og mindes under Tidens Vægt,
At vi er født af samme Slægt
Og Blod.
Du stedse var vort Hjerte kjær,
Du Danmarks Ø,
I Solens Glands i Morgenskjær,
Men nu, da Sorgen staaer Dig nær,
Du er os vorden dobbelt kjær,
Du Danmarks Ø;
Thi os ei blænder Lykkens Spil,
Og før vor Tro vi svigte, vil
Vi døe.