Vanitas vanitatum
(Efter Göthe.)
(Efter Göthe.)
Jeg Intet fordrer paa Jorden meer,
Hurra!
Derfor er jeg munter, spøger og leer,
Hurra!
Og den, der drives af samme Hang,
Han række mig Haand og istemme min Sang
Ved Bægerets lystige Klang.
Jeg vendte mit Sind til det røde Guld,
Hurra!
Min Barm da blev af Sorger fuld,
Ak ja!
Thi Mynten var kun en utro Ven,
Og neppe havde jeg fanget den,
Saa rulled den bort igien.
Til Qvinder vendte jeg nu mit Sind,
Hurra!
Da blegned af Sorger igien min Kind,
Ak ja!
Den Falske søgte en Anden sig,
Den Trofaste blev mig kiedsommelig,
Den Bedste kom ikke til mig.
Jeg vendte mit Sind og paa Reiser gik,
Hurra!
Og jeg forlod mit Fædrelands Skik,
Ak ja!
Af fremmede Sæber blev snart jeg mæt,
Kosten var uvant og Sengen slet,
Ingen forstod mig ret.
Jeg søgte min Lykke paa Ærens Sti,
Hurra!
Dog Andre ilede mig forbi,
Ak ja!
Og trængte jeg frem med Kraft og Mod,
Da hefted sig Dadelen til min Fod,
Og Ingen var mere mig god.
Jeg vendte mit Sind og i Kampen drog,
Hurra!
Vi strede med Kiækhed og Fjenden slog,
Hurra!
Vi fulgte ham efter, jeg var ei seen,
Da knalded et Skud bag Skovens Green,
Og ak! jeg misted mit Been.
Nu Intet jeg fordrer paa denne Jord,
Hurra!
Og fri jeg vandrer fra Syd til Nord,
Hurra!
Til Enden stunder nu Sang og Fest,
Velan! saa reise sig hver en Giest
Og tømme den sidste Rest!