Prinds Carlo har sig vendt fra Verdens Tant,
Skjøndt end han ei har naaet sin Alders Sommer,
Og han er viis og kjender Loven grant,
Og er en sindig og retfærdig Dommer.
Hans Fader hersked i Neapels Land,
Og han gav Dommens Sværd i Sønnens Hænder,
Og bygged ham en Borg ved Sommas Strand,
Der, hvor Vesuv i Nattens Mørke brænder.
Og naar ved Daggry Mulmet svinder hen,
Og Stjernen slukker sig paa Solens Veie,
Da samle sig de vise Lovens Mænd
I Prindsens Hal, for Retten der at pleie.
Ved Hallens Indgang er en Klokke stor,
Hvis dybe Toner gjennem Borgen bæver,
Naar blot man rører ved den tynde Snor,
Der letbevægelig paa Muren svæver.
Til alle Tider paa den travle Dag
Kan sig Enhver ved Klokkens Hjelp nu nærme,
Og har i Sandhed han en ærlig Sag,
Da veed han vist at Loven vil ham skjerme.
Prinds Carlo tankefuld i Hallen staaer,
En eenlig Svend kun dvæler ved hans Side,
Mens Vintervinden gjennem Dalen gaaer,
Og Nattens Skygger over Engen glide.
— „Jer Faders Gaard er fuld af Liv og Lyst,
Saa mæler Svenden, mens han Hallen lukker,
„Hvi vil I dvæle da paa denne Kyst,
„Hvor Bølgen sørgelig ved Stranden sukker?”
— „Den hele Skabning sukker jo paa Jord,
„Selv Creaturet mod Forløsning længes;
„Men jeg bør her fortolke Lovens Ord,
„At ei for stærkt de Svage skulle trænges.”
Saa taler Carlo med alvorlig Aand,
Og knap han ender, før sig Snoren rører,
Som om den droges af en sagte Haand,
Og Klokkens Toner man i Borgen hører.
„Gaa strax og siig, at Porten aabnes skal!”
Saa byder Prindsen, hurtig Svenden lyder
Og stiger ned, hvor sig i bugtet Fald
Rundt om sin Midte Snegletrappen skyder.
Høit Faklen flammer, mens han fremad gaaer,
Med faste Skridt ad Gangen hen han triner,
Han standser ei, før han ved Porten staaer,
Dens tunge Fløidør paa sin Hængsel hviner.
Og langsomt aabnes den i Nattens Blæst,
Forsigtig Svenden Foden fremad flytter,
Da seer ved Faklens Lue han en Hest,
Der mod den høie Muur sit Hoved støtter.
Af Kulde skjælver den i Vintrens Vind,
Dens dybe Suk kan gjennem Natten høres,
I Klokkens Snor den har sig viklet ind,
Da maatte Malmet i sin Hvælving røres.
Dog Svenden leer og iler bort med Spot,
Og snart sit Budskab mon han Carlo bringe:
„Min ædle Prinds! det er en Ganger blot,
„Der ved Din Port sig øver i at ringe.”
— „Den føres skal,” saa Prindsens Gjensvar lød,
„Til Staldens lune Bo, det strengt jeg byder,
„Der skal den finde Tilflugt i sin Nød,
„Og pleies vel, til Dagens Sol frembryder.”
Den næste Morgenstund, da Lovens Mænd
I Borgen samle sig for Dom at fælde,
Da føres langsomt gjennem Gaarden hen
En Ganger graa, der synes mat af Ælde.
Den med tungsindigt Øie seer mod Jord,
Dens Kraft er brudt, den sig mod Graven helder,
Hvordan den fangedes i Klokkens Snor
I Nattens Mørke, nu Prinds Carlo melder.
„Den Ganger, der fandt Vei i Nattens Blæst,”
Saa lød en Dommers Røst ved Prindsens Side,
„Den fordum var en mægtig Ridders Hest,
„Jeg selv har seet Capetio den at ride.”
— Capetio kaldes da til Prindsens Slot,
Hans Haar er hvidt, hans Ungdom længst er svunden:
„Den Ganger, Prinds, jeg kjender meget godt,
„Ved den i Kampen tidt jeg Vei har funden.
„Dens Gang var let, dens Øie var som Ild,
„En bedre Stridshest ingen Ridder eier,
„Den som en Løve var i Kampen vild,
„I mangt et Slag den førte mig til Seier.
„Men Alderdommen lammer nu dens Flugt,
„Den er en Skygge kun fra svundne Dage,
„Den gavner ikke meer, dens Ild er slukt:
„Thi syntes mig, jeg maatte bort den jage.”
Men Carlo veier Ordet i sin Hu,
Kun efter Retfærd vil sin Dom han læmpe:
„I fordums Tid var ogsaa tapper Du,
„Du var en drabelig og sjelden Kæmpe.
„Men Alderdommen lammer nu Din Flugt,
„Du er en Skygge kun fra svundne Dage, ’
„Du gavner ikke meer, Din Ild er slukt,
„Det er da klart, at vi Dig bort maa jage.”
— Da sank Capetio ned ved Prindsens Fod,
Hans Hjertes Skyld sig maler i hans Øie,
Og han, som fordum kjæk i Kampen stod,
Maa nu med Skjælven sig i Støvet bøie.
Ham skjenkes Naade, dog paa Prindsens Bud
Han først maa sværge høit — saavist som Anger
Kan Synderen forsone med sin Gud —
Taknemlighed at vise mod sin Ganger.
Saa stiger han i Gaarden ned paa ny,
Og bringer den med egen Haand tilbage
Til Staldens Bo, hvor nu den finder Ly
Og pleies vel paa sine gamle Dage.