De syv Børn
(digtet i Aaret 1816)
(digtet i Aaret 1816)
Med røden Kind, med Fjer, der vendte
De silkebløde Dunn for Vinden,
Med Falk paa Bryst, med Tømmer spændte,
Holdt paa en Hest, saa let som Hinden,
Ved Borgen Ridderdamen prægtig.
Mens Vindelbroen nedsank vægtig.
Paa vilden Hingst sad vilden Ridder,
Men Svenden paa en ringre Ganger.
I Skov ei hørtes Fugleqvidder,
Fra Green forjoges Vaarens Sanger;
Det grønne Græs, bedækt med Telte,
Om Skoven slog et hvidligt Bælte.
Med Haandtag mødtes, med Pokalen
Til Randen fyldt, den tætte Skare;
Men vældig svang sig over Dalen,
Liig Tordenveir, dog uden Fare,
Fra Taarnets stærkt forgyldte Krone
Basunens dumpe Bryllupstone.
Dog hun, den skjønne Brud, sig fjerner,
Den unge Lok for Vinden bæver,
Hun kalder, og en Skare Terner
Paa hendes Vink alt Foden hæver;
Hun vinker dem fra Lundens Grene,
Og vanker bort med Een alene.
„Saa skal I vifte hen, I Vinde,
„Min Vaar, min Ungdomskrands i Mulde!
„Saa skal min Jomfrurose svinde,
„Beundring skiftes om til Kulde;
„Saa skal jeg staae, liig Rosens Tjørn,
„En falmet Viv blandt mine Børn!”
Saa taler hun, den Terne neier
Sig ydmygst dybt bag Mosesivet.
„Ak, al den Glæde Verden eier
„Min ædle Viv, blev Eder givet,
„Jeg fødtes til Jer Træl at være,
„Men I skal leve høit i Ære.”
— „Seer Du ei hist med blege Læber
„Ved Bækkens Rand den stakkels Kvinde,
„Et Barn ved hendes Bryst sig klæber,
„Saa hendes Liv og Kraft mon svinde;
„Som Jomfru var hun frisk at skue,
„Syv Børn mon hendes Skjønhed kue.”
Saa taler hun, den Terne hefter
Sit hvasse Blik paa Borgens Lilie.
Hun stander still’, hun tænker efter:
„Mechtilde, Viv, er det Din Villie?
„Vil i en evig Vaar Du gløde,
„Og vil Du intet Foster føde?”
„Du siger, hvad jeg vil, min Terne.”
— „Tænk efter vel, hvad Du forlanger.”
— „Tænk selv, at Du min Sorg kan fjerne.”
— „Nu vel, jeg dybt i Skoven ganger,
„Jeg bringer En, som vel Dig trøster,
„Du giøre selv saa, hvad Dig lyster.”
Og da hver Giest til Borgen iled,
Da Natten feired over Dagen,
Mens Maanen bleg ved Seiren smiled
Og skjulte den med blege Lagen,
Kun kort før Brudefaklen flammer,
Mechtilde sidder i sit Kammer.
Af Fest og Larm og Angst bedøvet,
Hun mellem Kuld og Hede gruer,
Og skjælvende som Espeløvet,
Hun seer paa Dørens hvalte Buer.
Da springer op de som for Vinde,
Paa Tærsklen staaer en gammel Qvinde.
En gammel Qvind mod sorte Klæder
Hun snoer sig sagte som en Slange,
Hun ydmyg hen for Bruden træder
Og siger: „Vær mit Barn ei bange!
„Jeg veed Din Sorg og kan den tvinge,
„Din Terne monne hid mig bringe.
„Du frygter Aldrens hvide Smukke,
„Du frygter Børn og Angst og Smerte,
„Vær rolig, Barn! de skal ei trykke
„Dig tungt just paa Dit bange Hjerte;
„Du est en ung og deilig Frue,
„Og Sorgen bør Dig ikke kue.
„Hvis paa min Kunst Du vilde lide,
„Dens Kraft Du sikkert engang sanded;
„Dog maa Du gaae ved Midnatstide,
„Hvor Møllens Hjul gaaer rundt for Vandet,
„Hvor Strømmen dybt fra Slusen falder,
„Der vil jeg stande, naar Du kalder.”
Den Gamle svandt, men halvt kun vaagen
Mechtilde skjalv, forladt af Varme;
Dog snart hun glemte Drømmetaagen,
Varmt krystet i sin Brudgoms Arme,
Paa Jagt, paa Gang’ren, ved hans Side,
Hun glemte snart sin Angst og Qvide.
De muntre Terner Væven sloge,
Mechtilde sad i Fruerstue;
Da smiled En med Øine kloge:
„Hil være Jer, min stolte Frue!
„Jert Livbaand er for trangt” hun meldte,
„Vi væve Jer et Fruerbelte.”
Da Kindens røde Roser svinde:
„Sligt Ord Du vover at frembære,
„Du frækforvovne Tjenerinde!
„Det er ei saa, det skal ei være,
„Før hvile skal mit Liig paa Baare!”
Da blegned alle Terner saare.
Mechtilde synker dybt i Tanker;
Hun hviler ved sin Husbonds Side,
Med Bæven hendes Hjerte banker,
Og op hun staaer ved Midnatstide.
Mens Ridd’ren slumrer paa sit Leie,
Hun iler gjennem Borgens Veie.
Hun dreier Portens Laase listig,
Hvert Trin gjenlød fra Borgens Stene.
Hun sænker Broen sagte, listig,
Nu staaer hun alt paa Engen ene.
Hun hører Egens Blade suse,
Og fjernt hun hører Vandet bruse.
Og som hun gaaer, hun seer fremskride
En eensom Vandrer gjennem Skoven.
Han træder frem i Klæder hvide,
Mens Maanen glimter klar foroven;
Han hæver høit sin Røst: „Mechtilde!
„Hvi gaaer i Natten Du saa silde?”
Hun følger Hjertet selsomt banke,
Det var, som om han kunde drage
Af Sjælen frem den skjulte Tanke,
Hun kan ei holde den tilbage,
Og Ordet over Læben glider,
Mens Himlens Lys med Mørket strider.
„Du kjender mig?” saa mon hun spørge,
— „Jeg kjender Dig og Dine Drømme.”
— „Saa veed Du og, hvi jeg maa sørge.
„Og færdes her ved Vandets Strømme.”
— „Jeg Alting veed, hvad Du kan sige;
„Vend om! den Gamle vil Dig svige!”
— „Og kjender Du, som Alting kjender,
„Den Smerte, som en Viv maa lide,
„Naar hendes Ungdom Ryggen vender,
„Naar hendes Lokker vorde hvide,
„Naar Angst og Qval mit Legem saarer
„Og slukker Øiets Glands i Taarer?
„Naar Barmens kjække Fylde svinder,
„Naar ranke Væxt af Fødsler tvinges,
„Naar Rødmen flyer fra mine Kinder,
„Naar rundt af Børn mit Fjed omringes,
„Naar jeg med falmet Skjønhed sniger
„Mig frem til Spot for unge Piger?”
— „Forvænte Viv! Du kjender ikke
„Den Skat, der blev en Moder givet,
„Hun er en Fryd for Engles Blikke,
„Hun vandt den bedste Krands i Livet,
„Og med et Suk, der sagte stiger,
„Hun hilses af de unge Piger.”
— „En Jomfrus Lod mig meer forlyster,
„Paa Jord jeg intet Bedre kjender;
„Høit hvælve sig de unge Bryster,
„Hun skjuler dem med sine Hænder;
„Hun Haaret i en Fletning føier,
„Og Nakken af dens Vægt sig bøier.”
— „Og troer Du ei, at Grenen zirer
„Det store Træ, hvoraf den springer?
„Hver Blomst, der høit i Toppen spirer,
„Sin Moders Ros mod Himlen bringer,
„Og modnes een kun i det Høie,
„Da har Du Fryd for al Din Møie.”
— „Det være som det vil, mig huer
„Min egen Villie dog at følge.”
— „Og veed Du ogsaa, hvad Dig truer,
„At i Dit Skjød sig alt mon dølge
„Et spædt, uskyldigt Foster stille?
„Det maa Du først ved Livet skille.”
— „Ja røver det, hvad meer end Livet
„Jeg elsker, alt mit Haab, min Lykke,
„Det Bedste, hvad paa Jord er givet,
„Min Ungdom og min Skjønheds Smykke.
„Da myrder jeg, hvo mig vil myrde,
„Og kaster bort, hvad er til Byrde.”
— „Er det Din Villie fast og rolig,
„Din Villies Magt kan Ingen tvinge,
„Saa gaa! der staaer Din Hjelpers Bolig,
„Der staaer hun selv ved Hjulets Ringe.”
Mechtilde seer den Gamle stande
Ved Møllens dybe dunkle Vande.
Den Gamles Knæe sig ydmygt neie,
Saa aabner hun den lukte Sluse,
Hun viser Vandet andre Veie,
At frit det kan til Møllen bruse,
Med Iil det sine Strømme sender,
Og Hjulet vælter sine Tænder.
Den Gamles Been sig sagte flytte:
„Mechtild! Du mærke paa min Tale!
„Vil Du Din Sorg mod Ungdom bytte,
„Det maa Dit Barn med Blod betale.”
— „Saa tag det hen!” hun sagte siger,
Mens Blodet ræd fra Kinden viger.
Hun føler grant den Gamles Hænder,
De tynge hendes Liv mod Jorden;
Dog snart hun knap sig selv gjenkjender,
Hun rank og smal er atter vorden,
Hun hæver høit af Fryd sin Stemme,
Da kan hun fjernt en Graad fornemme.
Sex Gange vender hun tilbage,
Hvor Hjulet rundt for Vandet svæver,
Sex Gange hører hun det klage,
Som naar et Barn af Smerte bæver,
Den sidste Gang den Gamle taler:
„Nu skal Du see, hvad Møllen maler.”
Mechtilde ind ad Døren triner,
Der skjuler sig bag Pilens Grene,
Da vorde blegere blege Miner,
Der drypper Blod fra Møllens Stene;
Et Barn sig under Hiulet vender
Og knuses langsomt af dets Tænder.
Da flyder Angrens bittre Taare,
Mechtilde bleg til Borgen bæres,
Ved Dag og Nat hun skjælver saare,
Hun stedse meer og meer hentæres;
Hun stedse seer den fæle Qvinde,
Og Blodet under Hjulet rinde.
Hun vorder stedse bleg og bange,
Naar fjernt et Barn hun monne skue.
Hun aldrig tør i Kirken gange,
Og aldrig under Altrets Bue;
Thi høit de fromme Børneklynger
Til Herrens Priis fra Choret synger.
Alt meer og meer slaaer Smerten Rødder,
Tilsidst hun bær’ sin Sorg ei længer;
Hun synker til sin Husbonds Fødder,
Den sorte Daad fra Læben trænger,
Sin svare Brøde høit hun siger,
Men Ridderen ræd tilbageviger.
Med bortvendt Kind, han taler ikke,
Til Døren peger kun hans Finger;
Hun aldrig mere seer hans Blikke,
En Terne bort den Blege bringer.
Hun maa fra høien Borg bortvige,
En Gysen for hver Viv og Pige.
Og for de rige Purpurklæder
En haaret Særk blier hende givet;
Med blottet Fod hun Veien træder,
En Strikke bærer hun om Livet,
En Hat, belagt med Muslingskaller,
Med side Læg fra Issen falder.
En sparsom Drik kun Tungen qvæger,
Hun eensom gaaer, som til sin Brøde,
Hun tømme maa det bittre Bæger,
Hun betler for hver Dør om Føde;
Alt længst er hendes Skjønhed borte,
Da naaer hun til Lorettos Porte.
Der staaer i Kirkens Chor opstillet,
Til Bøn og Tro og Andagt kaaret,
Den hellige Jomfrus høie Billed,
Der blier af Englevinger baaret;
Men det er Nat og Lampens Lue
Nedblinker mat fra Kirkens Bue.
Mechtilde raver som i Blinde,
Skjøndt Straaler gjennem Natten ile,
Hun ei til Altret Vei kan finde,
Tilsidst hun sætter sig til Hvile;
Thi Søvn og Mathed hende tvinger,
Da vifter det i Luft som Vinger.
Syv Børn igjennem Kirken svæver
I hviden Dragt paa Nattens Veie,
Saa drømmer hun, mens Hjertet bæver,
Da nærme sig til hendes Leie;
Der standse de med sagte Klage,
Men Echo kaster den tilbage.
„Vi er den Børneflok,” de sukked,
„Der engang hviled ved Dit Hjerte,
„Men Jordens Indgang fandt vi lukket
„Og maatte flye med Qval og Smerte,
„Og maatte bort som Skygger vige
„Til den ufødte Verdens Rige.”
Da seer hun Blik i Loftet lue
Som Stjerner paa den hvalte Himmel,
Og Syner fylde Kirkens Vue,
Hun seer en selsom, talløs Vrimmel,
Liig Bølger, der i Vinder bæve,
Liig Svaner, der i Luften svæve.
„Det er et Folk med Dig forbundet,”
Saadan det ældste Barn mon tale:
„De skulde Vei til Jorden fundet
„Ved os; dog nu til Støvets Dale
„Vist aldrig deres Fjed sig vender,
„Det hindret blev af Hjulets Tænder.”
Da vaager op med Skræk Mechtilde,
Mens Lysets Sol i Østen stiger;
„Det er forbi, det er for silde!”
Saa taler hun, mens Mørket viger,
„En Verden har min Udaad slukket,
„For mig har Himlens Port sig lukket.”
— „Nei Himlens Port er aldrig lukket,
„Saalænge Angrens Taare brænder,
„Og Naadens Lys er aldrig slukket,
„Naar Sjælen kun til Gud sig vender;
„Thi han kan ei sin Skabning glemme,”
Saa taler mildt en mægtig Stemme.
Den kommer fra det høie Billed,
Der blier af Englevinger baaret,
Og der i Kirkens Chor er stillet,
Og er til Bøn og Andagt kaaret;
Det hulde Blik hver Synder trøster,
Et Barn hun mildt i Armen kryster.
Mechtilde skuer op fra Jorden,
Nu kan til Altret Vei hun finde,
Den hvide Pillegrim fra Norden
Hun kjender i den høie Qvinde,
Hun og den lille Dreng gjenkjender,
Hun saae ham under Hjulets Tænder.