Det var en deilig Morgen og Solen skinned klar,
Duggen paa alle Blade glimtede som et Glar,
Som slebne Diamanter, hvori sig Lyset speiled,
Guldfarvede Skyer igjennem Luften seiled.
De seiled gjennem Luften og monne langsomt flye,
End saaes den blege Maane, den ligned selv en Sky.
De Bønder ginge paa Rad og meied det gule Korn,
Da hørtes gjennem Skoven en Lyd af Jægerhorn.
Meldte den gamle Bonde, der først i Rækken gik:
„Nu jager Konning Volmer alt efter gammel Skik,
Hvor vidt han end færdes paa Hav eller Ø,
Han vender dog tilbage hver Høst til Gurresø.”
Høit over Skovens Hytter opsteg den dunkle Røg,
Der hørtes Glam af Hunde, der saaes den flyvende Høg,
Da sagde de Qvinder, som bandt de gule Neg:
„Det kunne vi vel fornemme, det er Kong Volmers Leg.”
Mæled igjen den Bonde: „Hold nu med Arbeid op,
Jeg hører Klokker klinge bag Sø og Bøgetop.”
Saa satte de sig i Græsset og bad en sagte Bøn,
Dog stirred end de Piger til Skoven i Løn.
Pludselig paa Sletten kom frem et selsomt Tog.
Foran red Dannerkongen, den Herre snild og klog,
Han var heel rank og smidig, dertil fager at see,
Foran paa hans Sadel sad en Falk, hvid som Snee.
Ham fulgte tredive Svende, de traved frem med Jil,
Og dertil femten Hofmænd, der leged med Buer og Piil,
Dem skinnede Guld paa Bryste, det gav en selsom Glands,
Det var som Vaarens Solglimt i Bølgernes Dands.
Da vendte sig Kong Volmer, han vinked med sin Haand:
„Nu skal I Hundene koble samt lægge dem i Baand,
Did er vi nu komne, hvorhen ei Skoven naaer,
Saa vil vi prøve Falken og see, hvad den formaaer.” ’
Hvisked da en Ungersvend: „Det bor vi Alle sige,
Kongen er en Skytte, der søger sin Lige,
To Raadyr har han fældet, dertil en ædel Hjort,
Alt i den aarle Morgen, skjøndt Tiden var saare kort.”
„Ja”, svared en gammel Jæger: „Han har et sjeldent Held,
Uvane Dyr at kue, forstaaer han ogsaa vel;
Selv har han Falken tæmmet, der sidder ham nær,
Den bragtes hid paa Havet fra Islands golde Skjær.
Han selv den giver Føde, den lyder hans Bud,
Naar den i Luften svæver, det er som et Stjerneskud,
Den snoer sig liig en Svale, den skyer ei Ild, ei Vand,
Den Falk er den allerbedste, der kom til Danmarks Strand.”
Mæled da Kong Volmer, han hæved igjen sin Arm:
„Hisset kjører Fru Helvig i sin forgyldte Karm,
Hun og hendes Jomfruer, de langs ad Stranden age,
Hun hører gjerne Munkesang, men elsker ei at jage.”
Ham svared Ridder Folqvard, en ædel Grevesøn:
„Min Drot, I har en Hustru, gudfrygtig og saare skjøn,
Hun aldrig forsømmer Messen og aldrig Ottesang;
Heelt fagert over Vandet lyder Klokkernes Klang.”
Meldte den gamle Herre, som red Kong Volmer næst:
„Er det ei Synd at jage, naar Messen bliver læst?
Vil ei Vorherre vredes, mon Sligt han lide kan?”
— „Ei” svared Konning Volmer: „Han er en fornuftig Mand.
Han skabte de fagre Qvinder, dertil den friske Baar,
Han er ei klostergiven, han sikkert Spøg forstaaer.”
Ved Kongens muntre Tale de Ungersvende loe,
Men rundt i Landet sagde man, at Volmer mangled Tro.
Pludselig fra Sletten sig hæved over Jord
En langhalset Heire, heel usædvanlig stor.
Den seiled, liig en Sky for lette Morgenvinde,
Den svømmed gjennem Luften, den frygted ingen Fjende.
Da sagde Dannerkongen: „Det bli’er et Helteværk,
Min Falk, om Du kan tvinge den Heire stor og stærk.”
Saa tog han af dens Hue og slap den af Baand,
Da rysted den sine Bjælder med kamplysten Aand.
Men neppe fik den Øie paa Heiren stor og lang,
For let som en Piil den sig i Luften svang.
Den dreied sig i Ringe, den snoede sig i Bue,
Det meente de Jægere, den Leg var værd at skue.
Da Heiren nu mærked, at en Fjende var nær,
Da strakte den imod ham sit Næb som et Spær,
Opad den vilde flyve, dog lyktes det ei,
Thi Falken hiin Modige spærred den steile Vei.
Med piilspidse Vinger den svæved i det Høie,
Under den fløi Heiren med speidende Øie,
Forsigtig den vendte Næbbet, dog vilde den ikke flye,
Den agted Falken at spidde, naar han sank ned fra Sky.
Da sagde den gamle Ridder: „Gud veed, hvad der vil skee,
Dog maa hver Jæger tilstaae, den Falk er værd at see,
Hør, hvor dens Bjælder klinge, det er et lystigt Spil,
Men det var Jammerskade, hvis den kom noget til.”
„Ei”, svared den Drot behænde, „det har vel ingen Nød,
Thi skjøndt den kun er liden, er den til Seier født;
Den har et sikkert Øie, den feiler ei sit Maal,
Dens Klo er mere hvas, end det skarpeste Staal.”
Da saae man høit i Luften et usædvanligt Syn,
Thi Falken den Modige sig sænked som et Lyn,
Man troede, den var spiddet ved Heirens Landsestik,
Dog sank den ved dens Side, saa den Faren undgik.
Saa greb den sin Fjende om Luftrøret langt,
Herren kæmped forgjeves, dens Aandedræt blev trangt,
Men Falken slog med Vingerne, den brugte Næb og Klo,
Under dens vilde Favntag blev Heiren lidet fro.
Saa daled de fra Luften ned i Græssets Skjød;
Falken stod uforfærdet, men Heiren var død.
Da sagde Konning Volmer: „Den Kamp fik Ende brat,
Atter her en David har fældet en Goliath.”
— „Nu er hans Ord forblommet alt efter gammel Skik”,
Saa hvisked de Riddere, „dog har han Falkens Blik,
Er han ei føer af Lemmer, har han dog Mod for To.
Tidt er han mild i Tale, dog hvas er hans Klo.
Men Falken hugged Øiet ud paa Heiren den graa,
Saa drak den af hans Hjerteblod, den agted ei derpaa,
At Kongen den venlig lokked og strakte Haanden ud,
For første Gang paa Jagten den trodsed Kongens Bud.
Da vredtes den Herre, han sig mod Falken vendte,
Han sagde: „Du bær Dig ad som en rovgjerrig Glente,
Med Hunger skal Du tvinges i det mørkeste Buur,
Til ganske Du forglemmer Din trodsige Natur.”
Falken de vilde fange, de kom den ganske nær,
Da steg den atter pludselig og svandt bag Skovens Træer.
Den agted ei deres Lokken, den fløi imod Syd.
Snart døde bort i Luften Bjældernes fjerne Lyd.
Da sagde Dannerkongen: „Jeg er af Jagten kjed,
Nu vil jeg søge Falken alene; hvo veed,
Om ikke jeg den finder bag Skovens høie Træer,
Ugjerne jeg den mister, hvor trodsig end den er.”