Længe hviled i det Fjerne
Dybt i Syd det sære Billed,
Liig en gylden Barndomsdrøm,
Dog tilsidst det svandt og blegned,
Som en flygtig Sky, der svinder
Hen i Luftens klare Strøm.
Tovelil, den favre Jomfru,
Sad endnu ved Strandens Vover,
Bleg i Kind, med Haand paa Bryst.
„Ja,” hun sukked, „jeg maa flygte
Som en Trækfugl Lort i Høst,
Til det Land, hvorfra jeg stammer,
Hvor min første Drøm jeg drømte,
Hvor de gamle Minder slumre
Ved Arkonas Klippekyst.”
— Da sig nærmed hendes Broder,
Der til hendes Tale lytted,
„Hvad!” han raabte, „det er Vanvid,
Vil Du flye fra Danmarks Strand,
Hvor Dig Glands og Hæder vente,
Hvor en høitbegavet Konge
Lægger for Din Fod sin Rigdom,
Ja, sit Scepter og sit Land.”
„Ak,” hun svared, „jeg har skuet
Høit i Sky det fjerne Rygen
Med Arkonas Mure graae,
Med de steile hvide Klipper,
Dunkle Skove, høie Taarne,
Med de velbekjendte Borge,
Blinkende med Sølverfløie,
Hvilende paa gyldne Skyer
I det klare Himmelblaae.
Barndomsvenner har jeg skuet
I de fjerne Skyer staae,
Vist det var et Tegn fra Himlen,
Som jeg lyde skal og maa.”
Men han svared: „Det er Drømme,
Vanvid har Din Hu forvildet;
Avindsyge, lumske Fjender
Har Din Sjæl med Trolddom daaret;
Husk, at skjøndt Dig Kongen elsker
Meer end al sin Magt paa Jord,
Har han aldrig end Din Uskyld
Saaret med et dristigt Ord.
Her Dig Danmarks Krone vinker
I sin Lue gyldenrød,
Hisset boe kun Savn og Længsel
Og en ubemærket Død.”
Og hun lytted til hans Tale,
Fatted atter Haab og Mod,
Dvæled end i Danmarks Dale
Ved de blanke, klare Vande,
Nær ved Havets Sølverflod,
Aldrig vendte hun tilbage
Til den Ø, hvorpaa hun fødtes,
Og hvor hendes Vugge stod.