Vexelsang ved en Kirkeconvert
(Efter Oversvømmelsen paa Vestkysten af Jylland.)
(Efter Oversvømmelsen paa Vestkysten af Jylland.)
Chor af Qvinder.
Stormen hviner, Skoven bæver, Hytten skiælver under Strand,
Vilde Skrig i Natten klinger,
I Skyen flyer paa vaade Vinger,
Dybets Vande fremad bruser,
Løst er Havets stærke Sluser,
Bielker knage, Diger briste, Bølger skylle høit paa Land.
Chor af Mænd.
Bielker knage, Diger briste, knuust er Vandets Fangebuur,
Dybt i Dybet Hytten svinder,
Aldrig hiem du Veien finder,
Alt har Bølgen dig berøvet,
Knæl og græd og synk i Støvet!
Skiælv og dø og frygt i Døden den fordærvende Natur!
Chor af Qvinder.
Du, som aldrig til din Broder bragte Hielp og Haab og Trøst,
Kan du rolig Øiet lukke,
Medens tusind Munde sukke?
Vover du ved Tant at glædes,
Medens tusind Øine vædes?
Gyser ei din Siæl i Nattens for den stærke Dommers Røst?
Chor af Mænd.
Han, der agter Kongers Stolthed ikke meer, end sorten Muld,
Han, der Bølgens Bælte binder,
Han, der Vei i Natten finder,
Han, hvis Ord bevæger Dybet,
Han, hvis Øie tæller Krybet,
Han skal komme, han skal dømme, han skal veie Tankens Guld.
Chor af Qvinder.
Tiden skifter, Ormen spotter Støvets Stolthed og dets Pragt.
Kun den Daad, jeg har bedrevet,
Kun det Liv, min Siæl har levet,
Kun den Skat, mit Hierte finder,
Kun den Kraft min Villie vinder,
Den er min, naar Gravens Aander lege med den visne Dragt.
Begge Halvchor forenede.
Her, hvor mine Døde sove, Herre, vil du høre mig:
Styrk og led og bøi mit Hierte!
Lad mig modnes ved min Smerte!
Lad ei Sorg omsonst mig saare!
Skienk min Siæl en frugtbar Taare!
At den renset kan opstige fra den dunkle Grav til Dig.