Valdemar Rørdam (1872–1946)

Alle Gedichte von Valdemar Rørdam auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.

A

Af Guld er den Krone drevet

Afrodite Anadyomene

Afrodite! Hvorfor hader

Ak, husker du, du lille

Ak, min Længsel er stor

Ak, Spaden bider, og Ilden æder

Aldrig, aldrig mer

Aldrig er Østersøen i Ro

Alpeviol! Du, hvis Aande paa Fjæld

Alt har i Stormen og i Bålet

Altså, forbi! Mon nu den bitre

Andre gav mig deres Elskov

At Porten gik op, var en Gave

Å nej, nu er En gammel. Om En endnu kan orke

Årene går. Alt bliver længe siden

Aa se mod Plankeværkets Tjærebrædder

B

Bestandig pudset og klædt på

Bliv — ej blot i min Ungdoms Vår

Blomster er altid en farlig Sag

Blæsten, det er Jordens Ånde

Blæsten lægger sig mod Aften

Bryd, brus, brist

Bygen er forbi, nu skinner Solen

D

Danmarks Datter

Danmark vågner af Drømme

De gule Blade ligger under Hegnet

De mange Dage gled forbi

Den Flod har jeg mødt før iaften

Den fløj forbi, Anemonernes Vaar

Den franske Prinsesse Marie

Den friske, sunde Kampleg

Den grønne Vold, den grønne Vold

Den hvide Iris vælger jeg. En spinkel Hal

Den hvide Sne og den brune Hede

Den hænger død imellem Tjørnestammerne

Den krydret-søde, stærke Duft

Den lille Enke fra Overdrevet

Den lille gule Krokus [April]

Den lille gule Krokus [Den lille gule Krokus]

Den sidste Dag i det gamle Aar

Den sommerlige Grønning

Den yndige Evelyn Hope er død!

Der duftede Tjørn og Syrener

Der er styrtet en Eg i den stormslagne Lund

Der faldt et Skud i Skoven

Derfor elsker jeg dem de straalende Stjærner

Der gaar en Mand og pløjer sin Vaarsæds Vang

Der lå en Ørnerede

Der rasled en Kætting, der plasked et Anker

Der skinner Sol på Bovbjerg!

Der svømmer en hvid lille ensom Ø

Der var — der var en Sommer

Der vælter Lys fra Solen

Det dufter af Poplernes brunlige Løv

Det er den hellige Paaskenat

Det er den sorte Vinternat

Det er en Vintermorgenstund

Det er farligt at rejse. I Fart er der Fald

Det er i den maaneskinslysende Nat

Det er Morgengry

Det er Rose og Lilje, det hvidt og rødt

Det gyldne Gry over Bjærgets Tind

Det mylrer med Kilder

Det regner. Og Ruderne rinder

Det skærer mig i mit Hjærte, det bider som et Sværd

Det var en Aftenstund

Det var i et Land ved den brusende Sø

Det var i Hindbærplukningens Tid

Det var stolt at være Konge

De ønsked mig hen dèr, hvor Peberet gror

Din Mund var som en Alterskaal

Din Sorg har Du hængt over Nymånens Horn

Drog Jer over dybe Floder

Du Blinde-Buk, du Lystens Selvbedrag

Du følger Høgenes høje Sving

Du græd. Hvor det greb mig om Hjertet

Du hvide slanke Vintergæk

Du ligger en Dag mod Solnedgang

Du løfte dig, min Sang

Du løfter Kinden fra den køle Pude

Du rejste. Siden veed jeg ej

Du solklart blændende, du varmeskælvende

Du Solskin over mine Drømmes Vover!

Du spørger efter de Unge —

Du Strålebro fra Kvæld til Gry

Du stærke, varme Kærlighed

Du tror nok, at din Kærest

Du tvinger min Tunge til gode Ord

Du var hos mig i min Drøm

Du vågner en Morgen med bølgende Sind

Dæmpet gennem matte Ruder

Dæmring. Dunkelt grønne Kroner

F

Farvel, kære Fader og Moder [Herhen og derhen —]

Farvel, kære Fader og Moder [Herhen og derhen —]

Fem Stedmodersblomster lig sorten Kul

Festen er forbi, Bruden er forsvunden —

Firdelte Kløverblad!

Fjeldet græder

For sent til Liv, for sent til Lyst

Fra en, som vilde, til den, der kan

Fy for Skam da! Jeg har elsket

Før lytted jeg til Nattens Vind

Først nys de lystige Haner gol

Før tændte andre de strålende Julelys

G

Gad vidst, du har følt, hvad jeg

Gamle Anders ved Fugleå

Gefion sang, og Ploven fured

Genlyd af gjaldende Jægerhorn

Gid du var frisk, min Elskede!

God Morgen, Sol, så højt du står!

Granskoven bag mig

Grebet af Fryd såe jeg mig hastigt om

Gråsorte Bakker af Aske og Slagger

Gråt ligger Gruset i den hvide Gård

Gærne jeg fægted med Landsknægts Staal

Gå fra mig, hvis du må. Jeg veed, jeg står

Gå, glade Rose, gå og vind

H

Har Elskov eller Fattigdom

Har ikke Tid, har ikke Råd

Havet åd sig ind fra Vester

Hejda, hvor det skyller ned med Solskin idag!

Hele Natten lå jeg vågen

Her er Digtet om den røde Parasol

Her er godt i disse lange

Her har jeg Aften efter Aften vanket

Her har jeg været før

Her hviler de som fulgtes ad

Her kommer de og viser mig

Her kommer vi Drenge, vi hilser med Sang

Her ligger jeg lysvågen

Her ved Stadens Grænserande

Hilsen og Håndslag, Nordmænd! I Sønner

Himlens Gud har fængslet de fire Vinde

Histoppe, hvor Ørnen drager

Hiv til, min Pige! Sådan. Så skulde . . .

Hjulnielspeter klorede sit kraftige Lår

Holland! Der er vidunderligt her

Hun blev så usigelig træt med Et

Hun var et luftigt Trylleri

Hvad er det, der lokker og frister mit Sind

Hvad er det, som skriger

Hvad veed vel jeg, hvad disse Tårer vil

Hver Aften en Kvart før otte, når Métropolitain’en

Hvert Savn udfyldte du

Hvert År har vi Nytår

Hvide Rose ved min Side

Hvile! Hvile! Jeg vented længe

Hvis Du var hos mig kun, du altfor kære!

Hvor det er sært. Jeg undrer mig derover

Hvor er den frejdige Glæde sød

Hvor er dit Øre fint og sødt

Hvor har jeg været i Vinter?

Hvorledes jeg har det, Ven? Vidste du, Ven, hvad du spurgte!

Hvor sælsomt! Kun et Maleri

Højt bærer de brede Bølger os

Højt, højt, en Stjærne stod

Højt, højt, Guds viede Hus

Højt i den hvide Birk

Højt klingrer vore Bjælder

Højt syngende svinger den stolte Flod

Hør Blaaklokkerne, hvor sødt de nynne

Hør Bølgernes Plasken og Brus! Og mærk

Høstmaskinen svinger sine Klinger

I

Iaften hører jeg første Gang

I en klippeskjult Kløft mellem Højland og Lavland

I en Lys-Fattig December

I en Verden af støjende Gylp og Grin

Ifald jeg kun kunde tigge min Krop

I Finland var der — en større Skjald

Ildormens Øjne skal føre dig

I min gammelkendte Sofakrog

Ingen véd, hvad Tiden bringer

Ingen véd, hvor du var dejlig

Intet er lyst og intet er let

Intet, intet — — før en tåget

Intet Ord som Ordet Himmel

J

Ja, jeg som ifjor under Løvspring

Ja, sådan skal Violer stå

Ja! Vi er ene. Ø for Ø

Jeg bad: Nu har jeg hørt min Dom

Jeg bortgav ingen Lok før af mit Hår

Jeg elsker denne Lyd af visne Blade

Jeg elsker dig, og ønsker jeg var rig —

Jeg er da vel ene?

Jeg er en Fremmed

Jeg er Stranden, den der dækkes

Jeg foer med det hvinende Hejseværk

Jeg gav mig i din Vold

Jeg gik i Alleen et Efterårsgry

Jeg har en Sang for dem der ej vil høre

Jeg har mit Hjærte bristende fuldt

Jeg holdt din Hånd; — O, Lykke-Leg!

Jeg kender snart ikke mit Sind igen

Jeg kom fra den solhede syngende Stad

Jeg lod ham gå, han var mig til Besvær

Jeg lover evige Guders Nåde

Jeg lukkede mine Øjne kun

Jeg selv har engang

Jeg selv var lidt af en Jæger engang

Jeg ser ved Sommertid kun Træets Blade

Jeg synes snart i hundrede År

Jeg såe dig een Gang — kun den ene Gang

Jeg tilstår at jeg stundom

Jeg tænkte mig, når Våren kom

Jeg tænkte på Theocritus, der sang

Jeg vandred i et fremmed Land

Jeg vandred til Elskovens Lund

Jeg vandrer ud ved Nattetide silde

Jeg veed en Rose, der venter mig

Jeg veed en Skov i Skotland

Jeg vidste mangen sælsom Vej

Jo, jeg hørte Jer le

Jul, Påske, Pinse og Sankt-Hans

K

Kald det, hvad I vil!

Klokkerne klang. Af Solskin sitrede Luften

Kom og kys mig, før jeg dør!

Kom ud i Haven, Maud

Kong Valdemar, Hellig-Knuds signede Søn

Korea hedder, nej, hed et Rige

Kornet var høstet. En iskold Regn

Kære, jeg er lidt bange

L

Laden smækker med rappe Smæld

Lad mig kysse dig på Panden

La France, du Rosernes Rose, svulmende fast

Langsomme Bølger vandrer

Langsomt, ganske langsomt åbner Livet atter

Langt må jeg længes, og fjernt må jeg fare —

Langvejs herfra

Lavt henruller over Bæltets Blåning

Lette Vestenvinde glide

Liden Jordbær står

Livet kan skifte, det kan ej forsvinde

Loven er givet, og Vejen lagt

Luften er blød og regnfaldslun

Luk op, du kære! Luk min Længsels Due

Lyset og Luften og Jorden —

Løb efter Skyggen, og den flyr dig

Løft dig nu fra din Hule i Vest

Løvspringets blødende Længselsklage

M

Majsolskin, åbent Vindu

Man skønner adskilligt ved Efterårstide

Mer Elskov, eller mer Foragt!

Mig knuger Sorg

Mine Damer og Herrer!

Min egen Søsterdatter

Min Elskede, min Eneste

Min Forlægger taler om Musene

Min Hu var en ensom og vildsom

Min Moder er død for længe siden

Min Nelly er en Ungdom

Min Yndlings-Vind, min egen Vind

Mit Bo har jeg bygt

Mit Sind er uligt Menneskesind

Mod sanddru Elskovs Nød har jeg søgt Hjælp i Sang

Mørk Aurikel, Abildbloster, snehvid Marguerite

Mørkningen lider

Mørkt hvirvled Blæsten over våde Veje

Månelyset glimtede på dugvåde Stier

N

Nat omkring mig, og mit Kammer

Natten sin blaahvide Kjortel op

Nej, Celia, sky et sødt Bedrag

Nej, du. Jeg misunder dig ikke

Nu blunder den røde Blomst, og nu den hvide

Nu Farvel! om så min Smerte

Nu har vi atter de sorte Nætter —

Nu hvisker jeg til dig. Læg dit Øre

Nu må Natten segne

Nu svømmer Solen ud paa Dybet

Nu vælder langs Kysten den blideste Duft

Nøgne Nymfer af Marmor strækker

Når jeg er død, mit Hjerte

Når ser jeg bedst, hvad jeg i dig kun har?

Når var det, hvor var det, den brast?

O

Oculi. Så kommer de

O, du blussende Ungdomsild!

O Elskov, morderiske Magt!

O Fryd og Lærkesang! Den frostblaa Vinter

Og glemte jeg end min Barndoms Hus

Og har du leget din Luth så længe

Og trænger du til at hvile

Oktober er i Vente: Stormtid, Regntid!

O, kunde den vilde Vind

Oldtidsfolket i Peru

Om vel mit Valg er vejet —

Ondt har jeg lidt i lang Tid

Over min Død skal du ej sørge mer

P

Perlegraaning i den snævre Gade

Poplen suser, Fyret glimter; tungt slår Sø mod Tang

Paa den blege, blaa Himmel

Paa Landevejen hitted jeg en gammel Violin

R

Roser klatrer op ad Muren

S

Sagtelig Sneen over Græsset daler

Sangen døde, Gæsten gik

Se, den gyldne Månefisk

Se, det var smukt — idet vi dog skal dø —

Se, hvor sørgmodigt det blinker med Ruderne

Se i dit Spejl, sig den, du ser derinde

Septemberaften paa Vesterhav

Ser vi et tusende

Sidst af alt ønsker jeg du skal bryde

Sig ikke du, at jeg er hård

Skaldepande, Dobbelthage

Skal det kaldes bedre, måske

Skovbæk med Skygge fuld af Sol

Skyer, skinnende Skyer, I der vælter og vandrer

Skøjterne på Foden! Hej, med et Spring

Snart vil det ny Års Klokker gå

Som du vil: Vi bliver inde

Sommeraftenens Mørkning

Sorgløst kan vi ej synge dit Navn

Sort lå Bjerget under de frostklare Stjerner

Spredte Lys i Natten glimter

Stille ventende Måned. Før Dagen fik blånet

Stormkrogen klirrer mod de blanke Ruder

Stormvindsflængede Skyer der jager i Flok over Himlen

Storstaden Berlin!

Strengene klang

Strængene klang

Stundom drømte jeg mig en Drøm

Syngende Lyd af den svævende

Sælsom er din Saga, Danmark, yngst af Lande som du står

Så bruste og sukked den Storm forbi

Så drager I da fra Danmark. Eders Kampskibes

Så du Aftenstjærnen skinne

Såe du Aftenstjernen skinne

Så fald dog, I falmede Blade

Så giv mig begge Hænder!

Saa gaar jeg her

Så had mig, når du vil; men helst idag

Saa klar og fin som Æblevin

Så nyder jeg Cigaren, og fornemmer

Så står jeg da her under Midnat

Så tænder vi Lysene, et for et

Så vide jeg kan se

T

Tak, fjerne Ven, for Deres Afskedsgave!

Tedeum! Se her, hvad den kraftige kan

Tilsengs gik sat en Samfundsborger

Tjørnen er nøgen, dens visnede Blade

Tomat, Camenbert, to Skiver Melon

To sorte Piger i grønne Enge

Tusend Sekler har vi sukket

Tvivl kun ej! O, tvivl kun ej!

Tyst! Nu er det Nat, og endnu er det lyst

Tænk på mig, når engang jeg er forsvundet

Tør vi uden Omsvøb mindes

U

Ude var intet at se

Udlændige Landsmand, tag Tusenders Tak!

Under en køligstjærnet, høstlig Himmel

Usalige, hvad søger du

V

Var det i Holland ved en Havstrøm eller i Frankrig ved en Flod?

Var end du den blomstrende Jord, Veninde

Ved Kirkegårdens Låge

Vidt strejfer jeg om i den køle Nat

Vidunderligt kan Solen skinne

Vidaabent silde mit Vindu staar; saa flyver min Længsel ud

Vi elsker Ild. Og det er skønt at skue

Vi fri Folk fra Norden

Vi fulgtes gennem hin duftende Lund

Vindene blunder. Skoven er hvid

Vi ruller frem over Østerveje

Vi skiltes med Tårer

Vist er det en underlig Verden her

Vist går Verden på Vers! Telegrafpælen toner

Vist ingen, som har hørt dem, glemmer

Vi såe dig, Eros, et Syn, ja, en Guddom at skue

Voilin steg op langs Bækken. Den gled over

Vær stolt, min Sjæl, byd Skæbnen Trods!

Vågner du en Morgen og er træt fra igår