Valdemar Rørdam (1872–1946)

Hilsen til Grønlandsfarerne

Ved

Danmarks-Ekspeditionens

Udfærd

Sankt-Hans-Dag 1906

Ser vi et tusende
Somre tilbage,
vugger i Vesterled
skjoldsat Jer skinnende Drage.
Brandskyer står over Bretland,
Vikingen vælter med Gjald
Kynewulfs Alter
og Alfreds Hal.

Vikinger, Væringer,
Valdemarsflåder —
Stammen står blodtappet,
blomstrer på blidere Måder;
hører dog Havet, som kalder
barsk bag Bægerets Klunk:
Til Nordkap Kong Christian,
mod Grønland Jens Munk.

Ishavet brummer
Hans Egedes Salmer,
Dannebrogs Ildtunge
taler på Dansk mellem Palmer.
Hils kun de gamle Fregatter!
Fordum de førte Jer Sag;
Havkendt er Flaget,
I hejser idag.

Før det med Ære da!
Forskerens Våben,
Tålmod og Mandevid
mage Jer Fremvejen åben!
Samfast hærdede Viljer
løfte Jert Mål som en Sol
midt gennem Mørket
om Mismods Pol!

Fjærnt, hvor bag Fjældtinder
Nordlyset skælver,
Bræerne drøner,
Isbjærget tindrende kælver;
ud i den evige Stilheds
bundløst glidende Flod
følger vor Samhu
Jert forskende Mod.

Følger med syngende
Sommernats-Røster;
følger med Blussene
langs vore blomstrende Kyster;
dufter af Danmarks Kløver
hist på den isklemte Fjord;
hvisker, at Vennerne
venter og tror.

Planen skal fuldbyrdes,
Plankerne bære
Forskningens Vikinger,
Vidskabens ny Missionærer!
Hjærterne favner herhjemme
ildfuldt Jer farende Trods:
I udvider Himlen
og Havet i os.