En sønderjydsk Præst
Niels Johannes Jensen
Niels Johannes Jensen
Sognepræst i Rinknis (Ringenæs) ved Flensborg Fjord.
Sognepræst i Rinknis (Ringenæs) ved Flensborg Fjord.
Funden død ved Vejen den 6. Marts.
Funden død ved Vejen den 6. Marts.
Se, det var smukt — idet vi dog skal dø —
at dø som han. Det gør mig glad at vide:
De fandt ham som et Korn, et Blomsterfrø,
midt på den friske Jord ved Forårstide.
En salig Død for denne Sædemand
at synke som et Korn på disse Marker,
hvor al hans Gærning gror. Her holdt han Stand,
her faldt han — en af Folkets Patriarker.
Præst var han. Mange bærer Præstenavn.
Men Jensen var Præst. Præst betyder Hyrde.
Og hele Sognet bar han i sin Favn,
som Hyrden Lammet, som en elsket Byrde.
Han fandt ej Fattigmandens Dør for lav,
han sad som Solskin ved de Syges Senge,
og skammede sig næsten, når han gav
sit bedste Tøj og sine sidste Penge.
Det var ham alt kun som et Lån fra Gud.
Han gav taknemmelig — som den, der længtes
just efter dette lykkelige Bud,
at her var Afdrag tilladt, ja det trængtes.
Hans Hjærte var så lyst og varmt som Ild,
højt flammed det mod Verdens kolde Løgne.
Så traved han afsted, klog, skælmsk og mild,
et barnligt Smil i de forlæste Øjne.
Og Småbørn han paa Vejen kom forbi,
de lo, de løb ham tillidsfuldt i Møde.
Og Bonden ved sit Markled greb sig i
at tykkes ligesom Præstens Ord gav Grøde.
Klang i en Gård hans Fodtrins muntre Takt,
straks lytted i sin Ovnkrog glad den Gamle,
og Ungdom stod forventningsfuld på Vagt.
Ja, Ungdom, Ungdom elsked han at samle.
De myldred i hans Hus. Og halvt i Skæmt
lærte han dem at styre Plov og Skude
mod mandigt Mål. Og ikke een blev glemt,
hvor længe og hvor langt han end var ude.
Han bandt dem fast til deres Fædres Jord
med Sagn og Sang, med Salmer og med Bønner,
med Modersmålets Bånd; hvor fjærnt de foer,
det drog dem hjem som Sønderjyllands Sønner.
Da jublede hans Hjærte, græd og lo,
hver Gang han under Julens klare Stjærne
så sine raske unge Søfolk tro
vendt hjem til Fest i Hjemmet fra det Fjærne.
Da var han dem Guds Nådes glade Tolk.
Han vidste nok, at Gud har ej forbandet
den Mand, som trofast holder ved sit Folk.
Og Præstens Folk var Folket dær af Landet.
Dybt forsked han dets Nutid og dets Old,
hvert Syssel og hvert Sogn med Sæd og Minder,
fra Røm til Als, fra Skodborg Å til Fjold,
det Folk som var, som er, og som forsvinder.
Og atter fødes i det næste Led,
trods alt hvad Tvang og Modgang der kan møde,
med alt det gamle, der var noget ved, —
hvis kun det selv ej sover sig tildøde!
Han frygted for det Folk, han havde kær.
Han følte på dets Hjærte: Jo, det banker!
Men véd det rigtig, hvad det selv er værd?
Og kender det sig selv og sine Tanker?
Og hædrer det og hævder det sit Sprog?
Svar, sønderjydske Sømand, Borger, Bonde!
Har Magtkrav sat dit Modersmål i Krog,
hold du det højt! Hvis ej, går du til Grunde.
Det kan ej kvæles, hvis du selv ej vil.
Som gamle kvæder, pipper jo de unge.
Kun væk med Sløvhed og lidt Mandsmod til!
Ånd dygtigt ind, hark Støvet af din Lunge!
Således præked han, den Rinknis Præst.
Han fægted for sit Folk mod Rigets Store
med dristigt Mod, og aste som en Hest
med dem i Folket selv, som intet turde.
Thi Folkets Modersmål var netop hans.
Uskræmt af Skrald fra Rifler og Kanoner,
udaaret af alt dejligt udenlands,
kvad selv han sødt i sønderjydske Toner.
Thi han var Digter, var en Folkeskjald.
Det kom vel på hans Vandringer dernede,
naturligt som en Lærketrilles Fald
langs Flensborg Fjord, hen over Isted Hede.
Ak ja, nu vandrer han der aldrig mer,
nu venter de langs Vejene forgæves.
En Grav er klappet af det kolde Ler,
af Suk og Gråd hans Kære gennembæves.
Hjemmet er mørkt. Hans Hjærte var dets Lys.
Hjemmet er koldt. Hans Hjærte gav det Varme.
Græd kun, du Enke, græd I, Børn, og frys,
til Minderne kan fylde Savnets Arme.
Selv den vi elsker allermest må dø.
Og det er tungt. Men dog, hvor smukt at vide:
De fandt ham som et Korn, et Blomsterfrø,
midt på den friske Jord ved Forårstide.