I
Mørkt hvirvled Blæsten over våde Veje
og slog mod Ruderne med Bulder,
mens jeg lå krum her på mit Leje.
Det snurrede, det værkbrød i min Skulder,
som vred en Kæmpe Knoklen ud af Led.
Men Knoklen blev der, og det Vrid blev ved.
Dog se, et Sind er vanskeligt at fange.
Tålmodigt slynged jeg de djærve
Rytmer af Blæsten ind i Sange,
hvis Tanker tændtes ved den brændte Nerve.
Således fik jeg Ild og fanged Storm,
fint sammensvøbte i en svingstærk Form.
Jeg lyttede ... Da hørte jeg den Spæde,
en liden Stund, mens Blæsten hofted,
alene i sit Gavlrum græde.
Og jeg stod op og listed over Loftet
og løfted ømt af Kurvesengen op
en lille Sparkebylt, en Puslingkrop.
Å, Tøsen havde ondt for Tænder,
bed Gummer i retfærdig Harme,
og skreg, og slog med knyttede Småhænder.
Endnu i Fars Seng og Fars Arme
sitrede hun, og småskreg som af Frygt.
Så gabede hun træt; så sov hun trygt.
Den lille Nakke mod min syge Skulder
lå som en Blyklump. Men jeg glemte
de smukke Vers og Blæstens Bulder
for denne Byrde, der så livstungt klemte,
for Mælkeduften af den fine Hud,
og mest for Åndedragets ind og ud.
Jeg lå en halv, jeg lå to hele Timer
og hørte Barnets Ånde synge
som fjerne Klokker julekimer.
Tynd som et Spindelvæv gik Tonens Gynge —
dog fløj en nyskabt Sjæl her ud og ind,
og hver let Svingning rørte ved mit Sind.
Ja, Blomst og Stjerne bøjer sig for Barnet
i ydmyg Elskov til et Under:
Det Væld der springer purt af Skarnet.
Og hverken Vismand eller Viv udgrunder,
hvorledes to Slags dunkelt Sind og Blod
stiger som Eet så lyst af Livets Flod.
De føler kun, det Barn, de fik at favne,
er ikke deres Barn alene.
Det hvisker længst forglemte Navne;
det har, som de, en Større, det skal tjene.
Og noget af dem selv i Evighed
med dette Barn skal stå, og styrte ned...
Dær lå den Lille nu, af Varmen trøstet.
Men jeg misundte Barnets Moder,
hvem sødt det suged Mælk af Brystet.
I mit Bryst rinder salte Floder.
Dog læskede vel før slig bitter Drik
et sultent Barn, som intet bedre fik.
Og gerne åbned jeg for denne Lille,
om i en Nødens Tid det trængtes,
med egen Kniv min Åres Kilde;
ja, Hjertet i mig efter Ofret længtes.
Alt, alt var glemt for Barnet i min Arm....
Da klirred Rude, og da rysted Karm;
Loftet slog Rynker som en udspiilt Hinde;
Ild fløj af Lampen op; så blev den slukket,
og alt var mørkt; og der var noget inde,
som ikke var der før. Det stod og vugged
fra Gulv til Loft, sært bugnende uroligt,
fremmed, og dog besynderlig fortroligt.
Der strømmed ind hen over mig en Kulde,
så Gigten i mit Skulderblad vildt smerted;
men svulmende suged Lungerne sig fulde,
det svalede vidunderligt om Hjertet.
I Spænding spejded jeg, men uden Frygt.
Og Barnet i min Favn sov trygt.
II
En Lysning kom. Der lyste dæmpet
en Sky, en Skikkelse, halv svøbt i Mulmet.
Den svajed skiftende, som om den kæmped
for at få Form på Kræfterne der svulmed.
Snart stod en Gråskæg dær, med sølvblå Harpe,
Sivsus og Bølgedrøn lød sælsomt nær...
snart rank en Yngling, og mod Skjold klang Sværd,
to hvasblå Øjne målte mig, stålskarpe...
så sad en Moder dær, med Kinder magre,
den Spæde drak, men Brystet var eet Sår...
så rysted højt en Mø sit gyldne Hår,
det lød som når et Banner flagrer...
Mø blev til Moder, Moder blev til Mø,
Gråskæg og Glatkind skiftede som Skummet
og Bølgen skifter under Ø.
Men stadig rørte det sig lyst i Rummet.
„Hvem er du?" spurgte jeg.
I halvklar Sky
flød alle Former. Gensvar gav dog Gæsten.
Det sang, det suste gennem Loft og Ly:
„Du spørger, danske Digter? Kald mig Blæsten!
„Du rev dig løs forleden fra den Stærke,
løb hjem og skjulte dig. Mit Greb i Skuldren
tænker jeg dog, at du endnu kan mærke.
„Nu ligger du ved Ovnens lune Buldren
og prøver fejgt at lytte bort dit Sind
fra den, som kalder.
Mig danske Blæst gør du med Vers til Vind,
skønt af hvert Vindstød i de skygrå Haller
dit Væsen al min Vilje suger ind.
„O ja, du skjuler dig; du hæver
dit Barn imod mig som et helligt Skjold
— det Barn, hvis Ånde i min Ånde bæver,
det Barn, jeg bar fra Tiders Old.
„Ti, fejge Stormsøn! Vover du at svare?
Eet er fornødent her.
Det ene kunde du vel klare
med mindre Kunst, om du var Værket værd.
„Hvem har befalet dig at nyde Livet
og binde Blomsterbånd med Barn og Viv?
Sandsyn og Sangrøst var dig givet
til Indskud i et større Liv.
„Du, som her tæppesvøbt i Ovnlæ ligger,
du burde vandre nu i Hagl og Regn
ad åbne Veje som en Tigger,
men løftende de blodigt-gyldne Minder
og lynild-tolkende de dunkle Tegn
som Æt med Æt og Mand med Folk forbinder,
rejse dit Folk til Arbejd og til Strid,
til ærligt Liv — mens det endnu er Tid!
„Og når så Folket tusendtunget
istemmed Dådens danske Tale,
fandt du vel nok en af de brune Dale,
hvor du og jeg har sammen sunget.
Og, tro mig, gerne gav den gode Jord
dig for dit matte Støv en Blomstertue,
imens dit Sangsind frigjort foer,
usynligt flagrende som Ørn og Due,
for end at løfte Liv og nære Lue,
så længe Danmarks Ære gror.
„Død, glemt, at leve dog hos Modersmålet,
sødt skjult i Folkesang og Folkebøn,
og hos den klare Latterklang af Stålet,
som skærer Hjertet rødt og Jorden grøn
— det var din Lod. Det veed du, og du svigter
det givne Kald for eet du selv har kåret!
Hvis ej du lønligt bærer Sår, o Digter,
og ikkun halvt kan rejse dig for Såret.
„Men værre tror jeg det står til med Resten
af danske Sangere. Kom derfor du
og rejs et Danmarks-Døgn med Blæsten.
Se ud! Lyt ind! Følg, lyd mig nu!”
III
Hvordan det skete, må vel Blæsten vide.
Der kom igen et Vindstød og et Gny.
Så snoede Skikkelse og Sky
sig hastig rundt i Rummet ved min Side;
jeg så det langsomt glide
i tenspids Hvirvel, tågebuget,
mod Døren til Altanen.
I det samme
var som en Røgsky eller som en Flamme
jeg selv ud gennem Nøglehullet suget
og løftet op, hvor Blæsten svulmed
og svang sig stigende i Mulmet.
Fortumlet følte jeg til mine Lemmer
og følte Luft med Luft; fornam dog Fart;
og, hvad mit Legem ellers uklart gemmer,
det Liv, som hedder Ånd, fornam jeg klart.
Som Blæsten let, af Blæsten båret,
skråt kresende og hvirvlende tilværs,
hørte jeg under mig de nøgne Trærs,
de kolde Søers Brus af Efteråret,
og såe, hvor Huse og hvor Byer ligger,
Lys glide frem og glide bort,
imens de tegnede med gyldne Prikker
mit Hjemlands Hjem som på et Stjernekort.
IV
Og Kortet bredte sig, — til brat vi stansed
og sank mod en af disse Klodestriber,
et Åløb og en Dam, af Lysglimt kranset.
Der stod en Skov af høje Skorstenspiber.
De pusted Flammer, luftblå, som af Gas.
Men bag en Stenmur lå, med Spejlglasruder,
elektrisk oplyst, på den åbne Plads,
et fornemt Hus. Imellem Hallens Ruder
tronede fede, tykt forgyldte Guder.
Svingdøren glimtede af Malm og Glas,
idet en Tjener ilte ned ad Trappen.
Han holdt Automobilets Bjørneskind,
mens Husets Herre i den fugtrå Vind
stampende hægted Gummikappen.
Tavshed er Tæppeskjold mod skarpe Våben.
Men jeg hos Blæsten i usynligt Skjul
såe Hjernens Natstation for Ilbud åben.
Der knitred Gnister, og der knækløb Hjul:
„Den Sprængning i Nordøstersøkanalen ...
Den er der, Krisen. Det er Verdensbrand.
Så gælder det at redde hvad man kan —
eller, hvem veed, fordoble Kapitalen!
„Ja. Jeg vil vove det. Men ene Mand.
Jeg ringer Afbud. Telegrafen venter.
Inat kan hvert Sekund gi Renter!” —
Da, just idet han vinked bort Chaufføren
og på sin Lakhæl snurred rask omkring,
mærked han noget mellem sig og Døren.
Besynderligt. Der var dog ingenting.
Kun Blæsten. Blæsten, der med spændigt Knug
som en pneumatisk Pude, gummihyndet,
blødt holdt imod for Bryst og Bug.
Kun Blæsten, og i den en luftfortyndet
usynlig Sjæl, som krymped sig deri,
og lydløst bad: „Vær god, og slip mig fri!
Vi kommer altfor nær ved denne Kræmmer” —
Men blev holdt fast med et uhørligt Ord:
„Hans Kraft er Handlekraft!«
Og stumme Stemmer
og fjerne Syner gennem Luften foer:
Bukketjørnen dryppede fra Hegnet
bag Haverne. Det havde regnet.
Nu stod en Regnbubro bag Molen.
I Havnegabet gled en Skonnert frem,
og i dens Topflag flammed Solen —
og Mor kom susende i Søndagskjolen
forbi ham: „Rap dig, Far er kommet hjem!”
— og saa fik de betalt alt hvad de skyldte.
Hver Eftermiddag gik de Tur langs Noret;
og der var Æbleflæsk paa Aftensbordet.
Og siden sad han timevis og fyldte
sit Øre med en glat Konkylies Brus:
Fra Singapore han til Batavia sejled,
mens Latter genlød i det lave Hus,
og tændte Lys fint brændte foran Spejlet....
Så var det pludselig en Sommerdag.
Fra Sovekamret såe han Havnen
og Byen glimtende med Flag ved Flag.
Men sortklædt løfted Mor ham op i Favnen.
Hun sad så ensom på den brede Seng
og vugged ham, den yngste, på sit Skød:
„Jeg har kun dig, nu, da din Far er død.
Nu må du se at være flink, min Dreng.” —
Og siden glatted hun et krøllet Brev
og lod ham læse hvad Kaptajnen skrev:
„Han var min bedste Mand.
Sig til hans Søn: Han faldt ved Helgoland”
Dulgt i den Voxne, ved den Dødes Røst,
et Drengehjerte rørte sig uroligt.
Men han forsvarte sig. „Jeg sled da troligt,
og du, Moer, kaldte mig din Hjælp og Trøst,
hvergang vi såes.
Jeg, der gik hjemmefra
som Skibsdreng, sender Skibe nu med Varer
til Asien og til Afrika.
Jeg synes godt endnu du kunde svare:
Jo vist, min Dreng, vist har du været flink.”
„Ja," lød det med et Suk, og med et Blink
som af et Korsflag gennem Luften — „alt
hvad højt du loved, holdt du. Men du glemte
det stille Løfte, som mit Hjerte gemte.
Din Far, ham glemte du, hvorfor han faldt.” —
Var det et Åndedrag, et Hjerteslag,
der smelted også ham i Eet med Blæsten,
idet den over Husets Glastegltag
højt hvirvled op? Jeg tror det næsten.
Han stred imod, den ufrivillige Flyver,
da han fornam, der forud var en Gæst:
„De Digtere enten vrøvler eller lyver,
og Gæld gør de bestandig, kære Blæst!”
Men Blæsten suste: „Hvad du dristig handler,
det ser og forudser og siger han.
Han er i det du er, og det du kan.
Og jeg er den, som Jer til Eet forvandler.”
IV
Vi mærked begge, Vejen var den samme.
Usynligt, men som Røg må følge Røg
og Flamme lydigt følge Flamme,
vi over hede Skorstensmunde fløj
og ned påny.
Vi hørte Strømfald bruse
et Stykke henne, dær hvor Åen blank
skød under Vejen i den skjulte Sluse.
Dær lå en lang Rad sammenbygte Huse.
Ned mod det sidste susende vi sank
og sived ind imellem Karm og Gulv,
hvor Musen havde gnavet sig et Hul.
Stuen var lav, men der var lunt derinde.
I Skylag bølged Røgen af Tobakken,
skønt Piben var hængt hen. Der stod en Kvinde
i Sirtses Dragt og hjalp sin Mand i Frakken.
Så satte hun sig stille til at vugge
det mindste Barn.
Han hørte hende sukke
og stansede med Hatten bag ad Nakken.
Nu græd hun, græd, og bøjede sig ned.
„Ti stille!" bød han. „Ellers bliver jeg vred.”
„Jeg siger ingenting.”
„Nej, men du tuder.
Hvad skal det til?”
„Hans, gå ikke derhen!”
„Det er min Pligt.”
„Og Strejken, de bebuder?”
„Den med.”
„Så sulter vi nok snart igen.”
„Kun for at få det bedre sidenefter.”
„Når vi har mistet vore sidste Kræfter!”
„Ialtfald må vi alle følge Trop.”
„Fordi en Drukkendidrik er sagt op!
Og kommer Krigen, flytter de Fabriken
til England, til Amerika måske.
Gå du til Socialen så og se,
hvem der blev lokket dær, og ladt i Stikken!”
„Å Sludder, Tøs! Her får vi aldrig Krig.
Det præker Officererne kun, og Præsten.
Det meler deres Kage. Og for Resten
gør det vel Fattigmanden lige rig.
Mig er det eet Fedt, hvadfor Sprog de taler,
som presser os, og hvadfor Flag vi har
til Slavetegn. Vi slider, de befaler,
til vi kan knuse dem. Den Sag er klar.—
A, børst min Frakke. Jeg har spildt af Asken.
Nu går jeg. — Når vi sees? Engang i Nat.
Hold Stuen varm, og sæt en Øl i Vasken!”
Han knipsed med en Finger til sin Hat
og gik.
Men Blæsten og vi andre sammen
strøg ud af Stuen efter ham, langs Dammen,
og Blæsten sang, idet den suste med:
„Dengang jeg drog afsted, ja, dengang jeg drog afsted!”
og før han vidste det, tog Sangen Magten
med Minder fra en landlig Skolegang,
en Lyngsti, hvor som Dreng han gik og sang:
„Hurra, hurra!”
Nu stampede han Takten,
nu sang han selv, hvor Pokker det så kom sig...
Da mærkede han Blæstens Favntag om sig,
og luftigt løftet fra sin faste Jord
med os han højt igennem Dalen foer.
Han stred imod, som Luft mod Luft kan stride,
da han fornam sin egen Direktør;
jeg hørte Striden som en Hvislen glide
dernede gennem Åens visne Rør.
Men Blæsten suste: „Han ved Jer,
og I ved ham kun er alt hvad I er.”
V
Og med et vældigt Sving
var højt og højere vi hastigt oppe,
gled over skovnatsorte Banker,
såe hvide Bølger på en Havstrøm hoppe
og hørte Plasket mod en Dampers Flanker.
Så sank vi mod en Borg, hvis bratte Gavl
med mange Ruders gyldne Tavl
under den tunge Trappekam
uroligt spejlsprang i en kruset Dam.
Dær var dog Kammen dybest nede,
dær flød hvert Lysvæld mørkeblandet.
(Var det et Varsel mon om Vrede?
Var Borgen domfældt og forbandet?)
Højt ud klang Fløjte, Bas og Violin.
I Riddersalen dansede de unge.
Dær valsed Jægerslank med Silkefin
og Pengeløs med Mange-tunge-Punge,
og bag Gardinerne stjal Mad-og-Vin
et kælent Kys fra liden Tand-for-Tunge.
I Riddersalen dansede de unge.
Men nede i det spanske Kabinet
sad Greven selv og lod sin Latter runge
i Venners Kres. Han var så dejligt mæt.
En Trækventil ved Vinduet stod åben;
vi sived ned mod Excellencens Nakke
langs Væggens Malerier og dens Våben.
Men han blev ved at le, og ved at snakke —
om Sneppen, der sgu faldt, en Sky af Fjer —
og meget net med tusende Fasaner —
„men næste År, min Far, skal De faa fler!
De skal sgu sprude som Vulkaner!”
Da smilte Jagtens Konger
og strakte sig højst veltilpas,
mens Rosa Aromaticas
blå Røg steg fint i Ringe og Balloner,
og friske Brus af perlende Siphoner
skød ned i whiskygule Glas.
„Forfatning", „Forsvar", hørtes fra en Krog.
En Lensbaron og en Hofjægermester
politiserte: „Ikke rigtig klog”
og „Højres ynkelige Rester".
Da rejste Værten sig. Mod Skjortebrystet
knitrede Silken i hans Ordensbånd.
Han løftede sin værbidt slanke Hånd
og råbte rolig, skønt alvorligt rystet:
„À, mine Herrer! Tør jeg be Dem huske,
at her i Huset drøftes Politik
for Tiden kun af Tjenere og Kuske.
Grev Juel har prøvet. Se, hvordan det gik.
Med Slyngler kan man ikke handle
uden sig selv til Slyngel at forvandle.
Altså er vi sat udenfor.
Dær står vi. Kun een Ret er vor:
At bære stadig større Byrder
og stå med Anstand, til det hele styrter.
Ved Jagt og Ridning, alslags Sport,
holder vi Blikket skarpt og Sindet hårdt.
Så kan vi falde som en Skov på Sletten,
en Egeskov, og giver Gud
en sidste Kamp, et sidste Skud,
placere Kuglen smukt i Pletten!”
Et enkelt Bravo og et dæmpet Brus
af Bifald svarede. Dog mange smilte,
og somme hvisked om Champagnerus.
Men Greven satte sig og hvilte
den hvide Nakke mod sin Armstols Pude.
„Hør!" sa han, „hør, det blæser op derude.
Det trækker, tror jeg.”
Uvilkårlig
såe han iværet. Men paa Væggen hang,
i Rustning malet, myndig og alvorlig
hans Farfars Oldefader, Admiralen.
Til Bas og Violin og Fløjters Klang
gik Dansen lystigt oppe i Riddersalen.
Dog Greven hørte kun det Sus, den Sang
af Blæsten ude og af Blæsten inde,
af salte Bølger og af friske Vinde:
„Er nu kun Anstand Ættens Arv?
Blev Adel kun et malet Minde?
Forlanger du kun blank at skinne,
mens drøje Tag er Danmarks Tarv?
Du vege Søn af faste Fædre,
se op: Han dær forstod det bedre.
Det Snavs, den Svig, de Sløserier
han fandt ivejen for sit Hverv,
greb han tilbunds i, barsk og djærv,
som Straffer, Ordner og Befrier,
til Mand for Mand og Spant og Spant
han selv fik skabt den Orlogsflåde,
der ført af ham for Danmark vandt,
så vide Nordens Bølger nåede.”
Da rødmed under hvide Hår
den gamle Greves brune Pande;
hans Hjerte slog, som Bølgen slår
i Springflod mod de danske Strande.
Og Blæsten greb ham. Opad ført
i vældigt Favntag, skønt af intet rørt,
let som en Røgsky eller som en Flamme
steg han og steg op over Borgens Kamme,
svimlende højt op i den sorte Kvæld,
hvor Snefnug hvirvled ud af Mulmet,
og Bygerne som Vandfald svulmed
i sælsomt stumme hvide Væld,
men vendte sig, hvor Blæsten foer,
for lysende som Morild følger
at følge den i brede Bølger,
til på dens Vink de sank mod Jord.
Først her, hvor Stjernerne i Rummet
med store Strålefakler stod
og lyste over Tågeskummet
af Skyernes dybt sunkne Flod,
først her begreb det nye Bytte,
af hvem det var han førtes bort,
ikke alene, men i Knytte
med simple Folk. Det greb ham hårdt.
Men Blæsten sang; han måtte lytte:
„Af Folkets Rod randt alle Slægter
med adelskraftigt Kronehvælv;
den Dag, da du din Rod fornægter,
døer gold din Stamme og du selv.”
VI
Højt gled vi mellem Hvalv og Sky.
Da såe vi Skyerne bortrulle
som Får på Heden. Og vi sank påny
dybt gennem Luftens klare Kulde
med Glideflugt i vestlig Retning
over en Strøm, der mellem Kyst og Kyst
flød som en fyldig kulsort Fletning
over en Kvindes hvide Bryst —
thi nu var efter Bygetrækket
al Jord, så langt vi kunde se,
dunblødt indhyllet og tildækket,
i Stjerneglans, med Glimmersne.
Men atter svang vi os mod Nord.
Hvid Skov og Vang og dunkle Fjorde
vendte sig ved hvert Kast vi gjorde,
som Ruder på et Tavlebord,
til åbent Hav vi hørte bruse.
Da skød vi med et Stød, et Gys,
gennem en Kuppel af elektrisk Lys
ned på et Torv imellem høje Huse
og smøg om Hjørnet af en mægtig Kirke,
hvor Klokken sang i Søvne fra sit Tårn,
ned mod en Gård af Bjælkevirke
med Svalegang, som det var Brug tilforn.
I andet Stokværk hørtes noget stampe.
Gennem en revnet Rudes Blomster-Is
lyste en grøntomskærmet Læselampe.
Vi sived ind på vante Vis.
I Kurvestolen læned sig tilbage
en mager Mand med stubbet Hage.
Rundt om ham lå til alle Kanter
Ordbøger over døde Sprog
og malmbeslagne Folianter.
Men bag de lukte Øjenlåg
var Mandens Hjerne vildt i Kog.
Han jog på Gælisk, Pali, Gotisk,
Dansk og Latin med Ordet Lus;
men Sammenhængen var konfus,
han stred og stred, og alt forblev kaotisk,
hver Lydlov brast, hvert Lydtegn rev sig løs.
Dette var Helvede! Dog frøs hans Krop nok;
Skuldrene rysted i den slidte Slobrok,
og Fødderne, de stamped, for de frøs.
Nu stampede de stærkere end før;
det trak fra Vindu, og det trak fra Dør,
og dær gav Lampen sig til sort at ose.
Men Sjælen foer som en fortvivlet Søger
Alverden rundt, fastlimet til sin Glose.
Da pusted Blæsten til de åbne Bøger,
og tunge Blade raslede. Den strøg
langs Væggen, og de bristende Tapeter
smælded og knitred, med en knastør Støj,
bag Hylderne, hvor Værker af Profeter
og Idioter stod. Bogstøv og Lampeos
hvirvlede efter ud og sammensnoede
sig under Loftet over den Lærdes Hode
som Kinas snilde Skrifttegn snoes.
Strax da han, vækket ved de Raslelyde,
fik Øjet op og Tanken trukket hjem,
gav han sig uvilkårlig til at tyde
Tegn efter Tegn den Skrift der toned frem.
Han staved højt med anstrengt rynket Bryn,
mens Osen faldt på Lampekuplen,
og gentog Lydene med Grublen,
til Tanken slog ham som et Lyn:
„O du der leder efter Ordet Lus
på tyve Tungemål, hvad Skjold og Værge
har så din Visdom virket til at værge
det Sprog der kæmper i din Moders Hus,
det Sprog der kvæles i din Søsters Hals?«
Med åben Mund, skræmt af det stumme Kalds
forunderlige Krav, sad dær vor Gransker
og granskede sig selv.
Jo, Mand, jo, Dansker
det var han dog. — Nu såe han Skriften falme,
men i hans Hjerte stod den som et Sår,
og i hans Vilje sang det som en Salme:
„For Fædrelandet alt hvad du formår!” —
Da klirrede den brustne Rude;
han var med os og Blæsten ude.
Vi nøs, vi hostede af Støvet
som fulgte; dog, en Stemme klang:
„For Eder har sin Kløgt han øvet,
at alt, hvad danske Viljer sang
og danske Sind har gennemprøvet,
som Strengeleg og Klang af Stål
kan mødes i Jert Modersmål
og tyde Jer den dunkle Text
for Daners Visnen eller Væxt.”
VII
Snart foer vi højt, snart fløj vi nede
hvor Landet snelagt lå og sov
med Sø ved Sø i sivskjult Rede
blandt høje Skrænters Bøgeskov.
Så fulgte vidtstrakt stille Hede.
Her gled vi som paa Vingeskøjter
langs bugtet Eng og strømstrid Å,
og kælked op og ned ad Højder
hvor runde Kæmpegrave lå.
Det buldred i de stængte Huler,
som opsteg Fædres brustne Ben
og slog med Skjoldets Broncebuler
— Luk op! — mod Loftets Kampesten.
Men vi foer videre, til Sletter
hvor Sneen lå kun som et Sælskinds Pletter,
eller kun lyste som en Kantning
af Hermelin, af Svanedun,
langs Fløjelskappen af en Fyrreplantning
der suste med sit dybe Lun.
Og vi foer videre nordvest.
En kulsort Kystrand her vi skimted,
hvergang et noget som et Nordlys glimted
med Flammetunger højt i Mulm og Blæst.
Fyret! Det vandrede sin Stråle-Vending
Synsranden rundt, nøjagtigt som et Ur,
ligned en Lysning dog af Revlens Brænding,
et Ildskum af den bristende Bølgemur.
Hvor Fyret vendte sine Flammevifter,
såes Brinken sort med Brud og Rifter,
men i de mørke Mellemstunder
sank Brink og Mølle, Bakkesvulm
og side Kær i bundløst Mulm
og kvaltes dunblødt; alt gik under.
Man måtte stirre, måtte vente
på Lyset, næste Gang det kom.
Dær var det! som et Under hændte.
Men Blæsten drejed atter om
og styrted fra en grusudgravet Bakke
ned mod en Gård med Mølle over Taget,
så hårdt, at Mølleværket knaged,
og Halmen totføg af de høje Stakke.
Dog, indenfor i Bondens Bolig
var alting tyst. Her sov hver Sjæl for to;
her stampede kun Hest og Ko
ved Blæstens Vingeslag urolig;
og Ladens rustne Værfløj jamred
med Skrig som Klirerne kan skrige,
da mellem Gavl og Kålgårdsdige
vi smutted om til Sovekamret.
Et Klæde var hængt for. Dær sov de inde,
den gamle Bonde og hans Kvinde.
Men Vinduet var klistret fast,
og ingen Sprække lod sig finde.
Nuvel da! Fra den stængte Rude
var Blæsten med et Uglekast
igennem Hegnets Hyldetop
paa Skorstenspiben vippet op,
og her begyndte den at tude:
„Tiivit, huhu! Du sover, Mand.
Du sover, Mand, huhu, tiivit!
Storm flænger Tag, Hav æder Land,
din Nabos med, og mest af dit.”
Tre Gange gentog den sin Vise.
Da hørtes Klampetræsko skramle
med Jernbeslag mod Forstuflise.
Døren gik op; dær stod den gamle.
Han snuste, lytted, rundt omkring:
„Å nej, det var nok ingenting.”
Så skutted han sig, halvfornøjet:
„Men, to, nu kom a jo i Tøjet.”
Han tændte Lygten, tog en Skrå,
og stamped rank ud gennem Porten.
Tungt nok endda lød Havets Torden
og vildere tog Været på;
ja, mens, med knappet Vadmelskofte,
over en fåregnavet Grønning
den gamle stred sig op, skjalv ofte
det hele Bjerg ved Dybets Dønning.
Men da han plantede sin Fod
mod Brinkens bratte Hvirvelvinde
og ludet frem såe Strøm og Flod
i Sprøjt og Spring langt nede skinne,
skimted han, sort igennem Skummet,
noget som Ryggen af en Hval,
der sank, når Bølgens Kam sig krummed,
og steg af hver dybt svælget Dal.
Og Vandbjerg efter Vandbjerg brast,
men aldrig lod sig Høfden rokke,
hvert Stormløb mured dobbelt fast
med Revlesand langt ud fra Land
titusend Punds uhyre Blokke.
I Ly af Høfdens Kæmperyg
lå Kysten med de slidte Skrænter
og Bondens gode Markjord tryg.
„De Penge," tænkte han, „gir Renter!”
„Ja," bruste Blæsten, „disse Penge
af Folkets Pung slængt ud i Havet,
skærmer din Mark og dine Enge.
Og når dit Land i Ufredstider
kræver din Hjælp til andre Høfder
mod Verdenshav, som værre slider,
så gir du gerne hvad du orker!—
Å nej, så går du til Partiet
og får dit Fripas. Med din Bankbog
og din Samvittighed befriet
putter du dig, min Ven, og snorker.
Men jeg, som elsker dig, trods alt,
skal vise dig, hvor dine Fædre,
du danske Bonde, stred og faldt,
så du forstår dig selv lidt bedre.”
Da klipped med sit Øjelåg
den trygge Bondemand forvirret
og vendte sig til Siderne og stirred
først ind mod Land, så ned i Dybets Kog.
Hvem talte her, så myndigt hjemme,
stik imod Folkets frie Stemme?
Var det Vorherre? Var det Himlens Gud,
som, endnu levende, trods „Folkebladet",
i Storm indsvøbt, i Brænding badet,
forkyndte Støvet sine Bud? —
Ham er man aldrig sikker for;
vist kan man snyde sig til Helvede!
Og Bondens Hænder, ja hans Hjerte skælvede,
mens højt han bad sit Fadervor.
Han tænkte: „Det var en strænge Dom.
Men at vi ser for lidt på Danmark,
det kan der være noget om.”
Og i det samme Nu var Bonden
tæt sammenhvirvlet, sammenknuget
med os, højt løftet op fra Grunden
ud over Dybet, hvor af Hvirvlen suget
det tunge Vand sit Væsens Lov forandred
og søjlesnoet sort i Luften vandred.
Dær sad vi, på det kolossale
Vandsprings bevægelige Top,
der sank, og lod os svimmelt dale,
der steg, og slynged højt os op,
til Blæsten fandt for godt at slippe,
og Hav faldt ned i åbent Hav,
som Flod sig styrter over Klippe.
Nu steg vi, steg, som ingen Fugl
og ingen Flyver hidtil steg,
i Glideflugt, i Kasteleg,
igennem Skyers bløde Skjul,
op gennem Skyggesvælg og Tågerifter,
til Horizonten blegned gul,
og Solen som et Verdensfyr
i Jordens Luftlag spredte Strålevifter.
„Se dær!" sang Blæsten, „nu begynder
mit Danmarks Eventyr!”
VIII
Hvor var da Danmark? Hvor var Danmark henne?
Vi såe ej Land, vi såe ej Sø,
vi kunde ingen Halvø kende,
og ej dens Unger, Ø ved Ø.
Kun Fjeldene fjernt nord ved Dovre
lavt stigende mod Himlen stak
som Nunatak bag Nunatak;
og dær brød Kullen øster ovre
op gennem Fladen med sin Knold
som Knubben af et Kæmpeskjold.
Men dær hvor Jylland, dær hvor Skåne,
og dær hvor Øerne før lå,
såe vi det hvidne kun og gråne
af Is med sorte Pletter på.
Der var ej Hav, ej Høj og Sletter;
alt vidtstrakt Is med sorte Pletter.
En Fimbulvinter? Nej, en Skaberdag.
Hvor Isen brast, lød hule Brag...
Da såe jeg pludselig vor Oldtids Is
forvandle sig. Dens Pletter blev til Sværte,
til Ord, til Rækker. — Ak, mit stakkels Hjerte!
Det hele var en kæmpestor Avis,
frisktrykt, som udbredt over Landet
skjulte dets Form, dets Bugter og dets Banker,
dets Folk, og Folkets Tider og dets Tanker.
Der såes Avisen kun, og intet andet.
Men under den lød stadig Toner;
der skralded fire Grammofoner.
Jeg skelned af og til et Ord —
om frie Bønders stolte Sønner —
om Kunst og Frisind, kortsagt Hor —
om Fliden, som de sultelønner—
om hvo på Jomfrufødslen tror —
Så dumpede jeg, plask, midt i en Leder,
og faldt igennem. Det var tyndt Papir.
— Nuvel, enhver må ligge, som han reder,
og jeg har dyrt betalt min Svir.
Men hvis engang de Grammofoner revner,
og hvis Avisen, af en Guddoms Hånd
lidt sammenlagt, en Smule Luft mig levner,
og Blæsten atter løser mine Bånd —
så drager Drømmen videre, måske,
og jeg skal sige det jeg får at se.