Skæmtebrev
til Højskoleforstander Ole Olsen ved hans Udfærd til Paris med Statens 200 Kr. i Lommen.
til Højskoleforstander Ole Olsen ved hans Udfærd til Paris med Statens 200 Kr. i Lommen.
Det er farligt at rejse. I Fart er der Fald.
Hvo nødig vil dumpe,
bør dyrke bestandig den hellige Rumpe.
Man sidder sig til hvad man hæderligt skal:
mandig Troskab mod Kaldet og Konen,
Elevernes voxende Tillid,
Anseelsen, Ordnen, Pensionen.
Og til dybere Vinding. Bevares!
Hvem nægter en soleklar Ting?
Tilværelsens Gåder forklares,
imens du sidder og ser dig omkring,
fra selvsamme Plads, i den selvsamme Ring,
en halv Snes År og en hel Snes År.
Ja, da sker det en Dag: Du forstår!
Du ser mellem siddende Intelligenser
dig selv som den helstøbte Mand, — der naturligvis har sine Grænser.
Dig rokker, dig lokker ej flygtige Spil;
du veed hvad du vil
og kan voxe dig til:
Den i Samfund og Dampbad jævnt stigende Vægt —
og først og fremmest din egen Respekt!
Men fut! hvor den ryger, Respekten,
når bare du rejser et halvhundred Mil.
Det letter mærkværdigt på Vægten
at skilles fra Slagsen og Slægten
og se en to-tre ligegyldige Smil.
Ja, du vågner maaske til en Morgen med Skræk
at finde den Indsigt, Erfaringen gav
dig i Skabningens Væsen og dybere Krav,
pst, fløjten, væk!
En Sandhed det falder dig hårdt at erkende:
dit archimediske Punkt var din Ende.
Dær sad du og styrede Skolen
og Sognet, omsuset af Sfærernes Sang,
såvel som Elevernes. Ej, hvor det klang,
hvor Planeterne snurred om Solen.
Hvor er nu din Glans, hvem ser dig, Sol?
Du forlod dit Kateder, din Skrivebordsstol,
du løste Billet, foer med Toget;
snart skiftede Landet og Sproget,
alt blev så underlig broget,
du er ligesom slet ikke noget,
ikkun et farveløst Gran,
der sitrer mod fremmede Sole
og glitrer, belyst af skiftende Brand:
Goddag og Godnat, lille Ole.
Husk på, du skal hjem til din Skole!