I
Tedeum! Se her, hvad den kraftige kan:
En Stormagt, et kejserligt Rige
har overvundet en Arbejdsmand
og tvunget ham til at vige.
Så hørte da Gud sine Tjeneres Bøn.
Hofpræstens Søn
takker Herren med foldede Hænder.
Den høje Regeringspræsident
ser ufravendt
mod Tronen, hvis Nådelys blænder.
Ministrene mødes. Nyt Mod vælder frem.
De står som af Ørne omsuste —
og truer andre Hjerter og Hjem:
„Bi kun! I skal nok blive knuste.”
II
Mads Egholm hed den Arbejdsmand.
Han var som hundrede andre.
Dog steg der af det Navn en Brand,
som endnu vide skal vandre.
I Brøns, hvor danske Bønder stred,
og faldt, for Loven og Landet,
dær var han hjemme, som Hvermand veed.
Han vidste aldrig af andet.
Han gik sin jævne Arbejdsgang.
Han gravede Grøft og Dige,
og fløjtede selv, når Lærken sang.
Så fæsted han sig en Pige.
De sparede sammen; de satte Bo,
Mads Egholm og hans Kvinde.
Det blev kun småt. Men de var to,
nej, tre, om Pladsen derinde.
Det hedder: Ær din Far og Mor!
Og Konens Mor var gammel.
Hun fik sin Plads ved de Unges Bord,
og i Krogen en Stol og en Skammel.
Mads Egholm sled for mer end Mad;
der vented et Hjem og dets Varme.
Så stoppede han sin Pibe glad
og hvilte de stærke Arme.
III
Da stod en Prøjser, en Gensdarm,
med klirrende Sabel i Stuen.
Han stødte både mod Loft og Karm
med Spidsen af Pikkelhuen.
Han læste barsk et Lovens Bud,
som Lov på Tysk nu lyder.
Og da han atter stampede ud,
var Egholm en Forbryder.
Han stavede det Papir, der lå;
det var vel klart for en Gransker,
men dog lidt vanskeligt at forstå
for denne uvidende Dansker.
Kun dette begreb han, at det var galt,
han boede i Hus med sin Kone.
Hvis Bøden ikke strax blev betalt,
så måtte Fængselsstraf sone.
Han søgte Råd, og fik sig belært
af Rigets høje Herrer.
Men det blev stadig mere sært,
ja, det blev værre og værre:
„Du kan forføre saa mange du vil
og la dem i Grøften ligge.
Men gifte dig ærligt? Vi tror, du vil!
Nej, Mand, det tåler vi ikke.” —
„Hvor finder jeg da mit Hjem og min Ret?” —
De kunde ham intet nævne.
Der var på Kortet ikke den Plet,
i Kloden ikke den Revne.
Hvor han var født og båret, her,
her havde de tålt ham, af Nåde.
Nu såe de, at det var han ikke værd;
så måtte Retfærdighed råde.
Dog, Staten tog hellere blødt end hårdt
med sine store Hænder:
„Rejs, min Ven, rejs rolig bort
fra dit Hjem, din Slægt, dine Venner.
„Flyt ned til Holsten. Hit en Krog,
hvor ingen Kat kan forstå dig.
Eller, sælg os bare dit Sind og dit Sprog,
så skal vi la’ vær’ med at slå dig.”
Det var en underlig Tankegang.
Men når man oversatte
fra Tysk til Dansk, blev det Svig og Tvang.
Og saa var det nemt at fatte.
Så gjaldt det et Folk i erobret Land,
et Folk, før svækket og sveget.
Tungt Ansvar for en simpel Mand
med Byrde nok i sit eget.
IV
Mads Egholm var ikke sindet til
som en Køter for Pisken at rende.
Og stod med ham så meget på Spil,
da måtte vel Hjertet brænde.
Thi stindede han mod Statens Bud
sit enlige Nej med Styrke.
Han fastholdt, som en Ret fra Gud,
sit Sprog, sit Hjem, sit Yrke.
Han blev der. Og Gensdarmen kom.
Nu skulde Mads Egholm pantes.
Var Pungen læns, og Skuffen tom,
de vidste dog, hvad der fandtes.
De tog ham selv. De tog ham en,
og to, og tvende Gange.
Dær sad han så bag Stål og Sten
hos Morder og Tyv som Fange.
Han vidste, derhjemme var Angst og Nød.
Den Gamle lå snart på det sidste;
træt bar hans Viv sit tunge Skød —
og det var alt hvad han vidste.
To Gange slap han ud og hjem,
og fandt det værre end ventet,
men gik påny ukuet frem,
da han påny blev hentet.
For tredje Gang lod de Mads Egholm gå;
da var den Gamle begravet;
en Nyfødt skreg; og vinterlig rå
strøg Blæsten derind fra Havet.
Hans Hustru, der bad ham før: Hold ud!
hun sad med den Spæde ved Brystet
og tav. Han såe hendes gustne Hud,
og hendes Hænder, der rysted.
Og da de kom der fjerde Gang
for at hente det vante Bytte
med Julebud og med Julesang —
stod øde Mads Egholms Hytte.
Da gik Gensdarmen sin Vej tilfreds.
Kun Dørens rustne Hængsel
peb Evangeliet: „Ja, gewiss!
Hans Ret og hans Hjem det er Fængsel.
Livsvarigt Fængsel. Gewiss, gewiss!”
Og fra Tagskægget hvislede Koret:
„Vi gjorde det bedre i Fireogtreds;
dog får vi vel fuldbragt Mordet.”
V
Det stormer af Syd. Men det suser i Nord
som et rislende Væld
over alle de Agre og Enge:
„Det Sjæledrab og det Folkemord
får aldrig Held;
vi lever Jer for længe.
„Her stod den enlige Fattigmand
mod en Stat, et kejserligt Rige
og stred for sit Hjem, sit Folk. Velan
ham tvang I nu til at vige.
Han døjede dygtigt, før knust han faldt
og opgav alt.
Har I Lyst, kan I godt triumfere.
Men tusende Viljer står op af det Fald,
og står som de skal.
Ja, daglig flokkes der flere.
En Borg bygges op af hvert Hjem I brød ned.
I har Våbnene, Magten og Mængden.
Men et Folk er mer end de Mægtige veed:
Lad se, hvem der står sig i Længden!”
Dec. 1912.