Poplen suser, Fyret glimter; tungt slår Sø mod Tang og Sand.
Af en Sky med sorte Kløfter
dunkelrød sig langsomt løfter
Månen med sit Levn af Lysning, Månen med den slidte Rand.
Trækul knaser for mit Fodtrin; halvforbrændte Tjørnegrene
knaser mellem skøre Stene
på den øde Strand.
Her var Bålet tændt Sankthansnat, nær ved Hyldens Blomsterhøj.
Guld i Bølgens Jern flød smeltet,
røde Flammefaner vælted,
luftigt buldred gyldne Flige, Flager løste sig og fløj.
Gnister regnede som Stjerner over Bugtens blege Vande;
lig et Slør om Nattens Pande
lå den sorte Røg.
Luen varmed. Ilden lyste. Festlig rødmed Kind ved Kind.
I den stille Ungdomsstimmel
under Nattens åbne Himmel
samsteg til et højt Sankthansbål sommersaligt Blod og Sind.
Længe vil det mindes. Længe. — Ja, måske. Blandt
Kystens Tuer
knaser Kul af slukte Luer;
grå slår Bølgen ind...
Tændes, gnistre, lyse, varme festligt for en flygtig Stund —
Ja, hvad mer vil Mand og Kvinde?
Veed vi ej, hvad vi kan vinde,
vi, som favner døde Hjerter, stjæler Kys fra Skyggers Mund.
Det vi er, har andre været. Mer end Mindet virker længe.
Hundred År kan Ildhu fænge
af en flygtig Stund.
Faklen ædes; Ilden lever. — Hvorfor skjalv mit Hjertes Glød?
Hvilken Kulde ser jeg blåne
om den ildbrandrøde Måne?
som ej slukkes, nej, kun lønligt skifter Form i Nattens Skød.
Måne, Sol og klare Stjerner løfter Lys for Himlens Porte,
når de Bål er sunkne sorte,
som af os frembrød.
Storværk visner. Glemsel venter al vor Lyst og al vor Trods.
Oprejst kan endda vi vandre
over Asken af de andre.
Dødsdømt hilser vi med Stolthed Den der ukendt kender os:
Er vi Fakler kun, der lånte Gnisten af Hans Ildkraft alle,
se, som Flammer vil vi falde,
slukkes, mens vi slås!
Viljen dertil er vor egen. Vi, der veed vor Skæbnes Vej,
vi kan bære vore Byrder,
stride kan vi, til vi styrter.
Er ej dette nok? — Iaften, ved de kolde Bølgers Leg,
ved den røde Månes Lysning over Kul og Aske stiger
smertefuld min Sjæl og skriger,
kalder, sukker: Nej!