Blæsten, det er Jordens Ånde.
Jeg kan høre det iaften
på dens Vælde, på dens Vånde,
på Besværet ved dens Opsving, Flugtens Vægt og Nedfaldskraften.
Ikke langvejs fra som Lyset
ad en glasklar Ætervej.
Nej!
Gennem Blæsten ler og klager
samme Lyst og samme Plager
som i os, og derfor drager
så fortroligt Luftens vilde Kamp og Leg.
Når jeg ser de høje Stjerner
svæve gennem svale Nætter,
løfter de min Hu og fjerner
i en bundløs hellig Tavshed alle Bånd som Støvet fletter.
Glemt er Angsten, glemt er Trøsten,
glemt, hvad Værk og Vilje gjaldt.
Alt!
Noget helt, helt andet kalder
fra Uendeligheds Haller,
ja, mit eget Legem falder
under mig som Aske der i Luften faldt.
Atter segnet ned i Støvet
føler Sjælen sig da fremmed,
sælsomt plyndret, dybt bedrøvet —
som en Drot, af Usling slagen og med Kvægets Tøjr tæmmet.
Lyset løfter — men det skiller
hvad vi her må samlet se.
Ve!
Ve den Mand der står i Striden
med en altfor himmelsk Viden
om at Sejr venter siden,
så han glemmer Dåden, som idag skal ske!
Trænger vi til Drømmebytte,
når det trange Hylster klemmer,
gør det bedre Gavn at lytte
Sindets Længsler ud i Luften, ud til Stormens mange Stemmer.
Ud til Stormen? Er ej Stormen
evig Hviles Vuggevys? —
Tys!
Tal om Storm med stille Tunger.
Den er nær, den ler og sjunger
udenfor med Ulvehunger—
Blæsten, der kun blafred og var Brise nys.
Noget løb og sprang derude.
Pote-let en Panterunge
strakte sig til Krads mod Rude,
gabed over Skorstenspiben, så min Ovnild rakte Tunge...
Borte blev det. Stille. Borte.
Nej, nu stryger det forbi:
Uih!
Ikke een, men mange Røster;
Bjørnebroder, Ulvesøster,
kaster sig fra frosne Kyster
hvinende mod Væggen af mit Vinterhi.
Og jeg lytter ved min Lampe,
hører, medens Huset sover,
tunge Vilddyrs Hjorder stampe,
hører Brøl som Malmtrompetråb og som Knudeslag mod Kobber.
Ungskov trædes ned, og Søer
trampes op i Skum og Sprøjt;
Drøjt
vælter op af våde Dale
disse dyndgrå Kæmpekarle
for inat med mig at tale...
Hjertet i sin Hule hamrer hørlig højt.
Atter Stilhed. Alt forstummet —
indtil Skrig og Brus af store
Fugle farer gennem Rummet:
Laplands vilde Traner flygter for Kordiljernes Kondorer...
Så er Jæger, så er Jaget
fjernt i Mørket hvirvlet hen.
Men
mellem Hegnets visne Tidsler
skraber Skæl mod Grus, og hvisler
noget Kæmpekryb. Det risler
iskoldt i min Rygrad. Hvor skal jeg ty hen? —
Sådan lod jeg mange Nætter
Suset i mit Øre syde.
Over Sø og sorte Sletter
snoede sig og sprang og svæved næsten synliggjorte Lyde.
Nu inat først har jeg nemmet
mer end det jeg her har sagt.
Vagt
holdt min Vilje, klar og vågen,
spejded gennem Blodets Kogen,
til en Tanke steg af Tågen,
og den kåde Tummel røbed mig sin Takt.
Gled mit Kammer mig af Syne?
Mærked jeg, at Jorden vendte
mat sig under Mørkets Dyne?
Hørte jeg dens Hjerte sukke med et Suk, mit Hjerte kendte? —
I et dybt Sekund af Stilhed
kom dens Væsen mig så nær:
Her,
her lå Jorden og drog Ånde.
Hvilende sig selv tilhånde
åndede den ud sin Vånde,
løste den sin Livskraft i sin Lunges Vær.
Ikke Slanger, Dyr og Fugle
farer frem inat, men selve
Gobi-Ørkens Klippehule
hvisle-hviner i min Skorsten imod Træk fra Jøkel-Elve.
Mod mit Vindu vælter Havdrøn,
klukker Væld fra græsgrøn Marsk.
Barsk
brøler mod min Karm Vulkaner,
til en Ild, hvis klemte Baner
Verden kun ved Jordskælv aner,
tier for det Dugdryp, der gør Liljen karsk.
Hjerte, du som lydigt smelter
Flint og Malm i skjulte Flammer,
du, hvis Brand halvkvalt udvælter
med en Lavastrøm, en Stenregn, der forstener den de rammer;
Lunger, I som flittigt løsner
afbrugt Stof og fæstner nyt:
Lyt!
Og hvis I ej veed at råde
Blæstens Lyde, Stormens Gåde,
al dens Vildskab, al dens Våde,
er min Sjæl forgæves gennem Jer udgydt.
O, men I og jeg forstår det:
Blæsten, det er Jordens Ånde.
Derfor slider, derfor slår det
af dens Opsving, af dens Nedfald, med så tung en Lyst og Vånde.
Her er Muld, og her er Bølge;
under Muld og Bølge vild
Ild!
Fjendske Magter, sammensnoede,
klager alle. Men en Klode
falder Skaberen tilfode,
kranset midt i Kresen. Hil dig, Mester! Hil! —
Lidet om de andre vides,
men af Muldbunds Flammesprængning
og af Fjeld, der isfjeldslides,
opstod, ja og opstår Jorden med sin egen Tonestrengning.
Ikke selvklar Sol og Stjerne,
mindre uddød Månes Ro.
Gro!
synger Jordens Gråd og Latter,
sukker Jordens Søn og Datter —
gro en Væxt vi selv ej fatter,
det er Smertens Jubel, det er Stridens Ro.
Dog når Jordens Krone skinner
mellem Kloders Dronningstole,
veed den vel, at Glansen rinder
ikke fra dens eget Indre, men fra Sol og Soles Sole.
Og når vi fortroligt lytter
til vor Verdens tunge Blæst,
bedst,
om og vi da ydmygt aner
i dens Pust og dens Orkaner
Lyskraft, Lys ad Æterbaner
styrende selv Stormens lunefulde Fest.
Da kan uden dårlig Svimlen
også vi ærbødigt dyrke
Lysets Helligdom i Himlen,
åbne vore Uro-Hjerter for den høje Stilheds Styrke.
Ikke skilt fra det vi skønner
kan vi følge Stjerners Vej.
Nej.
Men hvor Lys i Blæsten kalder,
kan vi stige, skønt vi falder,
og i Evighedens Haller
stundom ane Målet. Mere kan vi ej.